Gå til hovedindhold

Grøn stær - Neovaskulær type

Neovaskulær grøn stær kan skade synet uden varsel. Læs om symptomer, behandling og hvorfor hurtig indsats er vigtig for at bevare synet

I Danmark er mere end 100.000 personer i behandling for grøn stær, hvilket gør grøn stær til en af de mest almindelige synstruende sygdomme. I denne pjece kan du læse mere om den type der kaldes neovaskulær grøn stær, dens symptomer og behandling.

Øjet kan beskrives som en væskefyldt kugle hvor det er nødvendigt at have et overtryk inde i øjet for at opretholde kugleformen. Øjentrykket er en balance mellem hvor meget væske (kaldet kammervæske), der bliver produceret, og hvor meget der bliver drænet i øjets afløb. Kammervæsken bliver produceret bag ved regnbuehinden, og flyder gennem pupillen ind i den forreste del af øjet og ud igennem øjets dræn, som er placeret i kammervinklen. Et normalt øjentryk ligger mellem 10-21 målt i millimeter kviksølv (mm Hg).

Hvis øjentrykket er for højt i forhold til hvad synsnerven kan tåle, vil synsnerven blive beskadiget. En stor del af behandlingen af grøn stær er derfor at sænke øjentrykket.

Hvad er neovaskulær grøn stær?

Neovaskulær betyder ´nye blodkar´. Neovaskulær grøn stær er en undertype
af grøn stær og opstår som følge af nydannede blodkar i øjet. Disse blodkar dannes typisk efter fx en blodprop i øjet eller i relation til diabetes. Årsagen til karnydannelsen er manglende ilttilførsel i nethinden og de nye blodkar dannes typisk i nethinden, regnbuehinden og i området mellem hornhinden og regnbuehinden (øjets kammervinkel), figur 1.

De nye blodkar er mere skrøbelige og kan give anledning til både blødninger og arvævsdannelse i øjet.

Karnydannelsen og arvævsdannelsen kan blokere afløbet af kammervæske fra det forreste øjenkammer gennem øjets dræn (trabekelværket), figur 1. Dette medfører ofte et meget højt tryk i øjet. Det høje tryk kan forårsage skade på synsnerven og i synsfeltet og betegnes således neovaskulær grøn stær.

Figur 1. Normalt øj. Pilene illustrerer kammervæskens normale forløb.
Kilde: Værn om synet

Neovaskulær grøn stær er en kronisk tilstand og ofte svær at behandle, når sygdommen når til senstadiet. Derfor oplever mange, at deres synsnedsættelse ofte er permanent, fordi sygdommen er blevet opdaget sent. Muligheden for at gøre synes bedre igen, er derfor begrænset, selvom der er flere behandlings-muligheder.

Hvad er symptomerne?

I de tidlige stadier af sygdommen er der typisk ingen symptomer.

Hvis trykket stiger akut i øjet – eller ved vedvarende højt tryk – vil man typisk få et rødt og smertefuldt øje med trykkende smerter i eller omkring øjet eller hovedpine og øjet kan føles stenhårdt. Synet bliver ofte svært nedsat.

Behandling

Langt de fleste behandlinger for neovaskulær grøn stær bliver foretaget på en øjenafdeling. Der er flere behandlingsmuligheder, bl.a. laserbehandling og operation, og de vil oftest blive foretaget på et hospital.

Laser

Laserbehandling af nethinden i områder med manglende ilttilførsel (iskæmiske områder) kan hæmme eller bremse udviklingen af nydannede blodkar i nethinde, regnbuehinde og kammervinkel.

Behandlingen foregår i ambulatoriet på afdelingen for øjensygdomme.

Medicinsk behandling

Formålet er for det første at sænke trykket i øjet og dernæst at smerte-behandle. Dette gøres med tryksænkende øjendråber og evt. tabletter eller væske der skal drikkes, pupiludvidende dråber samt binyrebarkhormon øjendråber, der modvirker betændelse i øjet.

Kirurgi og cyclodiodelaserbehandling

Hvis der er synspotentiale på øjet og den medicinske behandling ikke er tilstrækkelig eller du ikke kan tåle den, kan man foretage en operation med anlæggelse af et silikonedræn (Ahmed dræn), der sænker trykket i øjet.

I et smertefuldt øje uden mulighed for at få synet igen vil vi typisk foretage en laserbehandling af den kirtel der producerer væsken i øjet (øjets strålelegeme, figur 1) med henblik på at sænke trykket i øjet og fjerne smerten. Behandlingen foregår på en operationsstue, og det kan være nødvendigt med flere behandlinger, før der er tilstrækkelig effekt.

Laserbehandlingen også kaldet cyclodiodelaserbehandling kan i nogle tilfælde også være et alternativ til operation med drænanlæggelse i øjne, hvor der fortsat er syn på øjet.

Venlig hilsen

Personalet i Klinik for Grøn stær

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden