Gå til hovedindhold

Graviditet uden for livmoderen

Ved mistanke om graviditet udenfor livmoderen, skal der foretages nogle undersøgelser og der tages blodprøver. Ved en graviditet udenfor livmoderen, er der chance for at skulle behandles medicinsk eller ved operation.

Kort om graviditet uden for livmoderen

Man taler om graviditet uden for livmoderen, også kaldet ekstrauterin graviditet (EUG), når et befrugtet æg sætter sig fast uden for livmoderhulen. Graviditeten kan sidde i æggestokkene, livmoderhalsen eller i bughulen, men i langt de fleste tilfælde sidder den i æggelederen.

Ved de fleste graviditeter uden for livmoderen udvikles der ikke et foster, og 
graviditeten går i stå af sig selv. I andre tilfælde er operation eller medicinsk 
behandling nødvendig.

En graviditet uden for livmoderen kan aldrig gennemføres.
 

Symptomer

En graviditet uden for livmoderen kan give de samme symptomer som en 
normal graviditet, f.eks. brystspænding og kvalme. En graviditetstest vil altid være positiv.

Der kan også opstå blødning og smerter. Hvis graviditeten uden for livmoderen 
fortsætter, kan æggelederen til sidst briste. Det kan vise sig ved blødning, 
kraftige smerter i maven og utilpashed. Disse symptomer viser sig ofte længe 
før, æggelederen brister.

Årsager

Ved en normal graviditet transporteres det befrugtede æg gennem æggelederen ind til livmoderens slimhinde, hvor det sætter sig fast.
Hvis æggelederen er helt eller delvist lukket, f.eks. på grund af tidligere underlivsbetændelse, operation i maven eller bækkenet, endometriose eller en tidligere graviditet uden for livmoderen, kan det befrugtede æg fanges et andet sted, oftest i æggelederen, og sætte sig fast der.

Sådan stilles diagnosen

Diagnosen stilles oftes udfra en ultralydsskanning og blodprøver, som måler graviditetshormonet, HCG, i blodet. Ved en graviditet udenfor livmoderen stiger niveauet af HCG meget langsommere end ved en normal graviditet. Hvis blodprøverne beskræfter diagnosen, tilbyder vi en ny skanning.

Behandlingsmuligheder

Der findes forskellige måder at behandle en graviditet uden for livmoderen på. 
Metoden afhænger af dine symptomer, og hvor langt du er graviditeten.

Medicinsk behandling

Hvis graviditeten er svagt udviklet, og du har få symptomer, er behandlingen Methotrexat, som er medicin, der nedbryder graviditetsvævet. 
Under behandlingen følger vi dig med regelmæssige blodprøver for at holde øje 
med niveauet af HCG. I nogle tilfælde er det nødvendigt at gentage behandlingen eller at fjerne graviditeten ved en operation.

Operation

Ved en kikkertoperation i fuld bedøvelse fjerner vi graviditeten og eventuelt 
æggelederen. Hvis vi kan bevare æggelederen, følger vi dig med blodprøver, da 
der hos cirka 20 % kan være rester af graviditetsvæv tilbage efter operationen. 
Hvis der er tegn på blødning i bughulen, bliver du opereret akut.
Man kan som regel tage hjem kort tid efter operationen. Vi anbefaler cirka en uges sygemelding.

Afventende behandling

Hvis du er upåvirket eller kun har lette smerter, og der ikke er blødning i 
bughulen, ser vi tiden an i et par dage. Vi følger dig med blodprøver for at måle 
og sammenligne niveauet af HCG. På den måde kan vi holde øje med, om 
graviditeten går i sig selv.

Det skal du være opmærksom på

Reagér ved kraftig blødning, kraftige smerter eller ubehag

En graviditet uden for livmoderen kan i sjældne tilfælde være farlig, da der ikke 
er plads til, at graviditeten kan vokse. Det kan føre til blødning i bughulen.

Du skal derfor altid kontakte Gynækologisk Akutmodtagelse 5032 ved:

  • Pludselige eller tiltagende smerter i underlivet eller maven
  • Kraftig blødning fra skeden

Ved voldsom svimmelhed eller besvimelse skal der ringes 112.

Hav en voksen person hos dig

Vi anbefaler, at du er sammen med en voksen person, der kan tilkalde hjælp, 
hvis det bliver nødvendigt. Du bør desuden undgå flyvning og sejlads, da du 
skal kunne søge hjælp hurtigt.

Praktiske forhold

Ny graviditet

Der er gode chancer for at opnå en normal graviditet senere. Der er en lidt øget 
risiko for en ny graviditet uden for livmoderen. Derfor anbefaler vi, at du får en 
tidlig ultralydsskanning omkring graviditetsuge 7.

Få mere viden

Du kan få mere viden på www.patienthåndbogen.dk. Søg på "Graviditet uden 
for livmoderen".

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden