Gode tissevaner og drikkevaner

Vejledning om gode tisse- og drikkevaner for børn.

Gode drikkevaner giver gode tissevaner. Læs gerne denne vejledning sammen med dit barn, mens I taler om væske og tissevaner i relation til barnets almindelige hverdag med skole, fritidsaktiviteter eller lignende.

Gode drikkevaner

Gode tissevaner begynder med gode drikkevaner! Hver dag skal børn som minimum drikke følgende (alt efter hvor meget barnet vejer):
5 kg    500 - 800 ml
5-10 kg    800 - 1000 ml
10 - 15 kg    1000 - 1250 ml
15 - 20 kg    1250 -1500 ml
20 kg + >    1500 ml
De nævnte mængder er minimum pr. døgn, drik gerne mere, specielt i varme og ved feber.

Mælk er godt i rigtige mængder

Mælkeprodukter bør max udgøre 1/2 liter af den samlede væskemængde pr. dag. Af yderligere væske anbefales vand og evt. lidt tynd saft og juice.

Gode tissevaner

For at få gode tissevaner, anbefaler vi at børn:

  • Tisser ca. hver 2. - 3. time, dvs. 5-8 gange om dagen
  • Tisser om morgenen og inden sengetid
  • Sidder godt og afslappet på WC
  • Bruger en fodskammel, således at der er god støtte til fødderne
  • Sidder med spredte ben
  • Sidder med let foroverbøjet krop.

Husk at være opmærksom på følgende:

  • Både drenge og piger tisser bedst, når de sidder ned
  • Blæren skal tømmes helt, hver gang barnet tisser
  • Det kan hjælpe at skabe tryghed om situationen - barnet skal kunne sidde i fred og ro uden at blive forstyrret
  • Piger skal tørre sig forfra og bagud for at undgå at føre bakterier fra endetarmen op i urinrøret
  • Hvis barnet har hård mave, kan det nogle gange være svært at tømme blæren helt, og barnet kan føle, at det skal tisse hele tiden. Derfor skal man være opmærksom på at forebygge og behandle evt. forstoppelse.
Redaktør