En glukosebelastning udføres først og fremmest, når der er tvivl om, hvorvidt en person har diabetes mellitus (sukkersyge). Blodsukkerniveauet vil være unormalt forhøjet efter indtagelse af en bestemt mængde glukose (druesukker), hvis der er tale om sukkersyge.
Hvor og hvornår foregår undersøgelsen?
På undersøgelsesdagen møder du på Afdeling for Klinisk Biokemi (Blegdamsvej).
Forberedelse til undersøgelsen
- I mindst tre dage før undersøgelsen skal du have spist normal fuldkost.
- Du må ikke spise, drikke, tygge tyggegummi, ryge eller indtage nikotinpræparater fra kl. 22.00 aftenen før undersøgelsen.
- Det er tilladt at drikke 1-2 glas vand (kun
- vand!).
- På prøvetagningsdagen skal du før prøvetagningen undgå: cykling, løb og at dyrke sport/motion.
- Vanlig medicin tages uændret
- Føler du dig sløj eller har feber før undersøgelsen, bedes du kontakte din stamafdeling.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Du bliver spurgt om du er fastende. Hvis du IKKE er fastende, kan undersøgelsen ikke udføres, og du vil derfor blive indkaldt til undersøgelsen igen.
Du får efter ca. 15 minutters hvile evt. taget en blodprøve i en blodåre i albuebøjningen lige som ved en normal blodprøvetagning (gælder dog ikke for gravide til glukoseundersøgelse). Herefter skal du drikke 250 ml vand indeholdende glukose (druesukker) tilsat citron. Smagen er sødlig, men ikke ubehagelig. Det er vigtigt, at du drikker hele sukkeropløsningen i løbet af ca. 5 minutter.
Der er ingen bivirkninger ved undersøgelsen, udover at sukkeropløsningen kan give lidt kvalme.
Efter 120 minutter udtages endnu en blodprøve for at måle ændringen i blodsukkerniveauet i blodet. Du skal holde dig i ro under undersøgelsen. Medbring evt. læsestof, så ventetiden ikke virker for lang.
Hvor længe varer undersøgelsen?
Undersøgelsen varer ca. 2½ time. Derefter må du spise og drikke frit.
Svar på undersøgelsen
Du får sædvanligvis svar på undersøgelsen ved næste ambulante besøg.
Afbud
Hvis du af en eller anden årsag må melde afbud, bedes du ringe til din stamafdeling.