Gå til hovedindhold

Gemcitabin - behandling af lungekræft med

I denne information kan du læse om, hvordan behandling af lungekræft med gemcitabin foregår, hvad du skal være opmærksom på i forbindelsemed behandlingen, og hvilke bivirkninger, du kan opleve.

Selvom du tidligere har modtaget kemoterapi for lungekræft, er det muligt, at du alligevel kan have gavn af yderligere behandling. Du har fået tilbudt behandling med gemcitabin. I denne pjece kan du læse om, hvordan behandlingen foregår, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen, og hvilke bivirkninger, du kan opleve.

Sådan virker behandlingen

Gemcitabin er kemoterapi som hæmmer kræftcellernes vækst.
Formålet med behandlingen er at lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan den få sygdommen til at svinde i kortere eller længere tid. 
Behandlingen med gemcitabin foregår ambulant og tager ca. ½ time, så du kan tage hjem samme dag, som du har fået behandlingen. Inden behandlingen møder du i afsnittet og taler med en læge. Efterfølgende får du gemcitabin som infusion i et drop. Ugen efter skal du have taget blodprøver. Hvis de er ok, møder du i afsnittet dagen efter til endnu en infusion med gemcitabin. Herefter følger 2 ugers pause. Såfremt blodprøverne ikke er gode nok, bliver du kontaktet telefonisk af afsnittet. De to behandlinger med gemcitabin og de efterfølgende 2 ugers pause, kaldes en behandlingsserie. Du er planlagt til at skulle have 4-6 behandlingsserier i alt, og undervejs vil du blive fulgt med blodprøver og scanning. Behandlingen afbrydes dog, hvis du ønsker det, hvis der er for mange bivirkninger, eller hvis den ikke har tilstrækkelig effekt på din sygdom. Når du er færdig med behandlingen, vil du overgå til opfølgningsforløb i klinikken.

Før start af behandling

Husk at få taget blodprøver

Du skal have taget blodprøve før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus senest 1½ time før lægesamtalen. Med blodprøverne undersøger vi, hvordan dit immunforsvar, dine blodprøver og blodprocent er. Vi undersøger også dine salte i blodet, samt hvordan dine nyrer og lever fungerer.  
Du kan med fordel skrive dine spørgsmål ned, så du har dem når du taler med lægen.

Husk at tage kvalmestillende medicin

Du får udleveret kvalmestillende medicin af sygeplejersken. Denne medicin skal tages 1 time før behandlingen.

På behandlingsdagen

Når du møder i afsnittet, vil du blive hentet af en sygeplejerske i venteværelset. Behandlingen gives oftest i vores behandlingsrum, hvor der også er andre patienter, der modtager behandling. Mens du får behandling, sidder du i en stol. Før behandlingen går i gang, får du anlagt et drop, da behandlingen med gemcitabin gives i en blodåre over ca. 30 min. Når dagens behandling er slut, fjernes droppet igen. 
Inden du går du hjem, får du udleveret kvalmestillende medicin og tider til næste behandling. Der tilbydes snacks og drikkevarer under behandlingen. 

Bivirkninger af behandlingen

Du kan få en række bivirkninger ved behandlingen. Listen med bivirkninger kan virke voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. Og det er ikke alle, der er lige alvorlige.

Det er vigtigt, at du fortæller os om dine bivirkninger. Nogle bivirkninger kan vi behandle eller lindre, og nogle kan vi forebygge udvikler sig til permanente gener. Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen udsætte eller stoppe din behandling.

De fleste patienter oplever følgende bivirkninger:

  • Røde, hævede og ømme håndflader/fodsåler. Sørg gerne for at smøre med neutral fed creme. Spørg personalet om yderligere råd hvis du oplever det.
  • Træthed. Kræftrelateret træthed (fatigue) kan forekomme. Du kan med fordel undersøge hvilke aktiviteter, der giver dig energi og forsøge at undgå dem, der gør dig mere udmattet.
  • Hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen. Langt de fleste oplever kun en udtynding af håret og ikke et komplet hårtab.
  • Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling. Det kan bl.a. vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød, hjertebanken, feber, blødning eller røde og blå mærker i huden. 

Mange patienter oplever følgende bivirkninger:

  • Influenzasymptomer. Almen udtilpashed, feberfornemmelse og smerter i kroppen. Kan lindres med paracetamol.
  • Påvirket nyrefunktion. Det er vigtigt at drikke rigeligt med væske når du får kemoterapi. Din nyrefunktion bliver undersøgt før hver behandlingsstart i dine blodprøver.
  • Nedsat lyst og evne til seksuelt samvær. Kemoterapien kan påvirke lysten til seksuelt samvær. Derudover kan kvinder opleve tørhed i skeden og mænd kan få rejsningsproblemer. 

Hvis du vil vide mere, kan du finde information på min.medicin.dk.

Når du kommer hjem/er hjemme

Vigtigt! Kontakt os straks ved disse symptomer

  • Feber over 38,5 eller over 38,0 i 2 målinger inden for 2 timer
  • Blødning

Vi anbefaler at du anvender et termometer til endetarmen.
Anvender du mundtermometer, skal du tillægge 0,5 grad til den målte temperatur.

Brug prævention

Du kan godt have samleje, mens du er i behandling. Mængden af kemoterapi, der udskilles gennem sæd eller skedens slimhinder er så lille, at det ikke skader din partner. Kemoterapi kan 
skade et foster i 1. trimester, så I skal bruge et sikkert svangerskabsforebyggende middel som P-piller eller spiral under behandlingen og seks måneder efter.

Behandlingen kan påvirke din fertilitet
Behandlingen kan påvirke din evne til at få børn. Hvis du og din partner ønsker at få børn, bør du derfor overveje at få nedfrosset sæd, æg eller æggestok, inden behandlingen går i gang. Lægen kan fortælle mere om dine muligheder og kan evt. henvise dig til fertilitetsrådgivning.

Mere viden

Du kan læse mere om medicinsk behandling af kræft og få en mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger, og hvordan de kan afhjælpes i hæftet ”Medicinsk kræftbehandling”. Du får hæftet udleveret af sygeplejersken.

Du kan læse mere om gemcitabin samt bivirkningerne på min.medicin.dk og www.cancer.dk

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden