Fosfatbegrænsning til kronisk nyresyge patienter

Information til patienter og pårørende

Patientinformation

Denne vejledning er til dig, der har fået konstateret for højt fosfat i blodet (hyperfosfatæmi).

Fosfat findes i alle celler og er nødvendigt for en lang række enzymprocesser i kroppen. Størstedelen findes i knoglerne. Fosfat indtages i maden, hvorefter det optages i tarmen og overskuddet udskilles i nyrerne. Kronisk nyresvigt resulterer i nedsat udskillelse af overskydende fosfat, og derfor stiger fosfatindholdet i blodet. For meget fosfat i blodet virker skadeligt på en lang række systemer i kroppen, blandt andet blodkarrene. Der er risiko for åreforkalkning, som kan medføre hjertesygdom. Det er derfor vigtigt, at blodets indhold af fosfat ikke stiger for meget.

Fosfat forekommer naturligt i de fleste fødevarer i større eller mindre mængder. Fødevareproducenterne anvender desuden fosfat som tilsætningsstof i en lang række fødevarer for at forbedre smag, udseende og holdbarhed.

Næsten 100 % af det fosfat, som kommer fra tilsætningsstofferne optages i kroppen, hvorimod 40 – 60 % af det naturligt forekommende fosfat optages. Det har således stor betydning at undgå levnedsmidler med tilsat fosfat.

Mange nyrepatienter får ordineret fosfatbinder medicin, som er stoffer, der opfanger en del af fosfatindholdet i maden på vejen gennem tarmsystemet. Derved udskilles noget fosfat gennem afføringen uden at blive optaget i kroppen. Det er derfor vigtigt at indtage fosfatbinder-medicin samtidig med, at du spiser for at opnå denne virkning.

Ved for højt fosfat i blodet er det nødvendigt at begrænse indtaget af fødevarer med højt indhold af fosfat. Desuden bør fødevarer med tilsat fosfat undgås eller begrænses. Se på listen med gode råd nedenfor og forsøg at ændre dine madvaner i en mere hensigtsmæssig retning.

GODE RÅD TIL FOSFATBEGRÆNSNING I MADEN

Enten

Max 1½ dl. mælk, kakaomælk, koldskål eller surmælksprodukt (fx yoghurt) dagligt. Sojamælk, havremælk, rismælk eller sojayoghurt indeholder mindre fosfat

Eller

1 skive ost (25 g). Friskost, flødeost, rygeost og hytteost indeholder mindre fosfat.

Derudover

  • Max 2-3 hele æg om ugen (brug gerne æggehvide frit i maden)
  • Begræns smelteost og hård ost som parmesan ost
  • Spis ikke mere end ca. 125-150 g kød eller fisk til den varme ret – vælg gerne vegetabilsk protein som f.eks. bønner eller linser
  • Begræns nødder og mandler
  • Begræns kakao, chokolade, marcipan og nougat
  • Spis sjældent indmad som f.eks. lever og leverpostej i små mængder
  • Vælg andre sodavandstyper end Cola (også light) og Faxe Kondi (også light) pga tilsat fosfat
  • Begræns fastfood (især fastfood med smelteost som pizza)
  • Undgå tilsat fosfat i maden. Spis økologiske og/eller vælg fødevarer uden E-numrene: E338, E339, E340, E341, E343, E450, E451 og E452
  • For yderligere oplysninger om tilsat fosfat – se patientvejledningen ’Fosfat tilsat maden’

Hvis du er i tvivl om, hvordan du kan sammensætte din mad i forhold til din nyresygdom, er du velkommen til at få en henvisning til en samtale med afdelingens kliniske diætist.

Redaktør