Forstoppelse

Forstoppelse er meget almindeligt hos børn. Omkring 3 % af alle børn i alderen 0-2 år og ca. 20 %af alle børn i alderen 4-18 år har på et eller andet tidspunkt haft forstoppelse.

(obstipation) - hos børn

Forstoppelse er meget almindeligt hos børn.
Omkring 3 % af alle børn i alderen 0-2 år og ca. 20 % af alle børn i alderen 4-18 år har på et eller andet tidspunkt haft forstoppelse.

Forstoppelse hos et barn opfattes ofte af omgivelserne som et ”banalt problem”, der ikke er en rigtig sygdom, men et barn med forstoppelse er tit plaget af sit problem, og det kan påvirke hele familien.

Forstoppelse begynder ofte, uden at man sikkert kan finde årsagen.
Barnet kan for eksempel blive forstoppet efter en mave-tarminfektion, en rejse, overgang til børnehave, skole eller anden livsbegivenhed.

Lavt fiberindhold i kosten eller for lidt væske kan have betydning.

Der kan let opstå en ”ond cirkel”. Barnet bliver bange for at have afføring, måske pga. smerter, når afføringen skal ud, og prøver derfor at holde afføringen tilbage.

Dette kan igen medføre, at der hober sig mere og mere afføring op i endetarmen, og afføringen bliver mere og mere hård.

Barnet kan bruge rigtig mange kræfter på at holde afføringen tilbage. Spædbarnet bliver ”stift” og går i bro, mens de lidt større børn bliver irritable,
”tripper”, ”strammer balder”, spiser mindre og klager over hyppige mavesmerter, der kommer og går.

Mange børn får bremsespor i underbukserne.
Børnene presser til sidst nogle hårde knolde ud.

Det gør ondt, og det kan samtidig bløde lidt.
Efterfølgende kommer der et par gode dage, hvor børnene har det godt, hvorpå det hele starter forfra.

Behandling

Behandlingen af forstoppelse går ud på:

At lære barnet nogle gode afføringsvaner

Det kan være en god idé at lære/vænne barnet til at gå på toilettet på faste tidspunkter, f.eks. i forlængelse af et større måltid, hvor tømningsrefleksen er ”tændt”.

At sidde afslappet og behageligt på toilettet

Der skal være god tid. Børn skal evt. have en skammel under fødderne og et barne-toiletsæde til hjælp. Knæene skal gerne være lidt højere placeret end hoften, og barnet skal sidde let foroverbøjet.

Gode spise- og drikkevaner

Barnet skal spise mindst 3 måltider dagligt, spise varieret samt drikke tilstrækkeligt vand.

Afføringsmedicin kan indgå som en del af behandlingen

Der kan vælges:
a. Vandbindende eller blødgørende medicin, som f.eks. Movicol, Medilax eller HUSK
b. Peristaltik-fremmende medicin såsom Atilax eller lignende
c. Enkelte børn skal have medicin i endetarmen, f.eks. Glycerol, Mikrolax eller Klyx, der skal tømme den nederste del af tarmen.

Normal siddestilling på toilet.

At behandle barnet med både afføringsmidler og med etablering af gode spise-, drikke- og toiletvaner er en vigtig del af behandlingen, hvis der står hårde afføringsknolde i endetarmen.

Det er vigtigt, at børnene får den ordinerede medicin, og som forældre skal I ikke være bange for dette. Langt de fleste børn får for lidt afføringsmedicin, når de er i behandling for forstoppelse.

Behandlingen varer ofte i flere måneder.

Bristolskalaen

Bristolskalaen (illustrationen til højre) bruges ofte som redskab til at klassificere konsistens og form på menneskelig afføring. Type 4 og 5 klassificeres som normal afføring hos børn.

Redaktør