Gå til hovedindhold

Forhudsforsnævring (phimosis) - operation for

Heri findes information om forberedelse til operation for forhudsforsnævring og tiden efter.

Information om forberedelse til operation og tiden efter.

Operationen foregår ambulant. I møder som aftalt i indkaldelsesbrevet og udskrives samme dag. Det er vigtigt, at barnet er fastende inden operationen, så mavesækken er helt tom.

Følg disse fasteregler:

6 timer før mødetiden, skal barnet faste, det betyder at dit barn ikke må spise mad, slik (inkl. tyggegummi), indtage mælkeprodukter eller juice med frugtkød.


Indtil 1 time før mødetiden anbefales det, at dit barn drikker klare væsker f.eks. vand, saftevand, æblejuice (filtreret) eller sukkervand.

Der må gives modermælkserstatning indtil 4 timer før mødetiden.

Ammer du dit barn, må det ammes indtil 3 timer før mødetiden.
 

Medbring gerne noget mad/drikkelse til efter operationen som I ved barnet kan lide. Det kan være en god ide, at I selv spiser morgenmad inden I vækker barnet.

Medbring gerne underholdning

Dagen kan være lang, så tag derfor gerne en god bog, iPad eller lignende med.

Giv barnet et bad og rent tøj

Aftenen inden eller om morgenen før operationen, skal barnet have et bad. På operationsdagen beholder barnet sit eget tøj på, så det er godt, hvis tøjet er blødt og rart at have på. Medbring gerne et par ekstra underbukser/bukser.

Tal med Jeres barn

Når et barn skal opereres, er det vigtigt, at barnet er forberedt på det der skal ske. For mange børn er det første gang, de møder hospitalsverdenen og derfor er det en god idé,t tale med jeres barn om hospitalet, bedøvelsen, operation og alle de tanker, der dukker op omkring det. Brug gerne bamser, dukker, bøger, film m.m. i forberedelsen.

Smertestillende

Det anbefales på forhånd at købe smertestillende paracetamol (håndkøb), til brug i dagene efter.

Lokalbedøvende plaster eller creme

Jeres barn skal have lagt et PVK (et lille plastikrør i blodåren) i forbindelse med operationen. Inden dette skal barnet have lokalbedøvende plaster/creme på begge håndrygge, der hvor man kan se blodårerne, "de blå streger". Det lokalbedøvende gør, at barnet næsten ikke mærker stikket. Det  købes i håndkøb på apoteket.   

Form og styrke afhænger af alder.  

Det er vigtigt, at I læser indlægssedlen mhp. anbefalet dosis.

0-2 år: Her anbefaler vi cremen. 

3 år +:  Plaster eller creme.

Dosis fordeles og fikseres med husholdningsfilm, da det er mere skånsomt. Mindre børn har ofte hænderne i munden, så der kan med fordel trækkes en strømpe, med afklippet tåspids, over husholdningsfilmen.      

Operationsdagen

Hjemmefra skal I 1 time før mødetid sætte lokalbedøvende plaster/creme på som beskrevet ovenfor.

Inden operationen møder I kirurgen, anæstesilægen og sygeplejersken.

Jeres barn vil blive bedøvet enten med medicin i PVK’et eller med en maske. I begge tilfælde sover barnet i løbet af 1-2 minutter. I følger med ind på operationsstuen, indtil jeres barn sover.

Efter operationen, som varer ca. en time, bliver I kaldt til opvågningen. Vi opfordrer til, at der kun er en forælder, der sidder i opvågningen, så længe barnet sover.

  • Barnet sover gerne 1-2 timer i opvågningen.
  • Barnet kan have behov for ekstra smertestillende/ kvalmestillende medicin, som gives i PVK’et.
  • Kirurgen informerer om indgrebet samt forholdsregler efter operationen.
  • Sygeplejersken informerer om smerteplan og udleverer smertestillende medicin til det første døgn.
  • Barnet må spise og drikke, så snart det vågner.
  • Barnet får fjernet sit PVK, hvorefter I kan tage hjem og hygge resten af dagen.

Når I er kommet hjem

Smertestillende

Barnet får under operationen lagt lokalbedøvende medicin omkring såret, som virker i 2-6 timer. Hjemme skal I det første døgn, give den udleverede medicin og følge smerteplanen. Barnet kan have lette smerter og have behov for smertestillende paracetamol i 2-3 døgn efter operationen. Efter 1. døgn bruger i egen indkøbt paracetamol.

Sårpleje

Såret er syet med tråd, der forsvinder af sig selv. I vil få udleveret salve til at smøre på operationsområdet, gerne 3 gange dagligt, indtil tuben er tom. Dette for at gøre forhuden smidig og undgå stramning.

Det kan forventes, at huden omkring såret bliver misfarvet svarende til et blåt mærke, og der kan forekomme hævelse, som aftager efter nogle dage. For nogle kan det være godt, hvis penis lægges opad og med et par tætsiddende underbukser. Desuden hjælper det at holde sig i ro for at mindske hævelsen.

Bad

Barnet må komme i brusebad efter 24 timer. Blebørn vaskes som vanligt forneden. Karbad, svømmehal og havvand kan først tilrådes efter 10-14 dage, pga. øget risiko for at trådene opløses før tid samt infektionsrisiko.

Leg og aktivitet

Når barnet ikke længere har smerter, typisk efter et par dage, kan barnet genoptage sine vanlige fysiske aktiviteter og begynde at gå i børnehave eller skole igen. Vent dog med sport og fysisk anstrengelse til 1-2 uger efter operationen.

Komplikationer

Komplikationer er sjældne, men i tilfælde af infektionstegn, som ses ved rødme, varme, hævelse og temperaturforhøjelse, samt hvis der opstår tiltagende blødning eller smerter, kan I kontakte Afdeling for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme op til 10 dage efter operationen på telefon 35 45 40 53

Mere viden

I kan søge mere viden på www.rigshospitalet.dk/BUKIR og ”Videnscenter for børnesmerter” > smerter hos børn > akutte smerter

Efterfølgende kontrol

Der kan være opfølgende kontrol i klinikken. Dette vil lægen informere jer om før udskrivelse.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden