Forebygge og behandle kvalme hos børn og unge efter kemoterapi

Heri findes information om kvalme hos børn i behandling med kemoterapi.

 Information og vejledning til forældre

I denne pjece finder du information om kvalme hos børn i behandling med kemoterapi.

Fakta

Kemoterapi kan påvirke kvalmecentre i hjernen og mavesækken, og kvalme og opkastning er nogle af de mest hyppige og generende bivirkninger til kemoterapi. Hyppigheden afhænger især af hvilken type kemoterapi, barnet får, men vi ser også, at nogle børn har en øget tendens til at opleve disse bivirkninger. 
Symptomerne aftager ofte af sig selv efter op til 7 døgn efter behandling med kemoterapien, men kvalme og opkastning kan medføre, at barnet ikke spiser og drikker nok, og derfor skal I og vi være særligt opmærksomme på at forebygge og behandle dette.
Kvalme under et barns kræftforløb kan have andre årsager end kemoterapien, herunder: 

  • strålebehandling
  • sygdommens placering (fx hjernetumorer eller en knude der trykker på organerne)
  • medicin (fx morfin og antibiotika)
  • forstoppelse, smerter, infektion, træthed, sult eller mangel på væske.  

Kvalme pga. en af disse årsager, skal naturligvis behandles, men der er også en række ting, I som forældre kan gøre for at hjælpe jeres barn/ung, når det har kvalme. 

Medicinsk behandling af kvalme er vigtigt

Der findes flere typer medicin, der både kan forebygge og behandle kvalme og opkast - oftest skal flere kombineres. Hvis den kvalmestillende medicin ikke har effekt, hjælper det generelt ikke at øge dosis af det samme medikament. Man kan derimod øge effekten ved at kombinere flere forskellige medikamenter efter samråd med lægen eller den afdeling, I bliver behandlet på. Husk, at det er vigtigt at forebygge kvalme før og under behandling med kemoterapien.

Børn og unge, der får kvalme og opkast under selve kemoterapien, har en 10 gange øget risiko for at få kvalme og opkast i de efterfølgende dage. Personalet på børnekræftafdelingen sørger for, at barnet/den unge i samarbejde med jer får en effektiv kvalmebehandling før og under kemoterapien.

Inden udskrivelse

Inden I bliver udskrevet og kommer hjem, aftaler I med personalet, hvilken kvalmemedicin jeres barn/ung skal have, hvor længe barnet/den unge skal have medicinen, samt hvilken medicin I kan supplere med, hvis den forebyggende behandling ikke virker. Dette afhænger bl.a. af hvor meget og hvor længe jeres barn oplevede kvalme ved tidligere behandlinger med kemoterapi. I kan se kvalmemedicinen på jeres barns medicinliste. Husk, at kvalmemedicinen skal tages det anbefalede antal gange dagligt for at virke effektivt.

Generelle råd til forældre til børn med kvalme i forbindelse med kemoterapi

  • Luft hyppigt ud i de rum, hvor barnet / den unge opholder sig
  • Tøm ofte skraldespanden
  • Undgå mados, hvis lugten kan give barnet kvalme. Tilbyd i stedet kold mad
  • Vær opmærksom på, om dit barn/ung kommer på toilettet dagligt, da forstoppelse kan øge tendensen til kvalme
  • Gør barnet/den unge veltilpas, underhold og afled 
  • Lad barnet/den unge spise og drikke, hvad han/hun har lyst til
  • Tilbyd rigeligt at drikke, men lad barnet/den unge drikke imellem måltiderne, så mavesækken ikke fyldes for meget 
  • Vær sammen med barnet / den unge om fysisk aktivitet og opfordr til fysisk aktivitet, både når I er i afdelingen og hjemme. Gerne en tur i frisk luft når det er muligt. Hos det lille barn kan det være cykelture på gangen og små gåture. Hos den unge kan det være at cykle på motionscyklen eller at tage ned i HR BERG eller Kræftværket for at være sammen med andre unge.

Gode råd om mad og drikke 

De følgende madvarer kan være nemmere at spise ved kvalme end andre madvarer:  

  • ”Neutral” mad (risengrød, pasta, ris og pandekager)
  • Kolde fødevarer (is, koldskål, yoghurt, tykmælk, æg og kolde supper)
  • Tørre produkter (kiks, knækbrød, chips, ristet brød, mandler og andre nødder)
  • Salte produkter (chips, pommes frites, peanuts og kiks med smør og ost) Følgende typer af mad og drikke kan nedsætte kvalme:
  • Danskvand, sodavand/cola og iste, gerne med isterninger i (husk at barnet/den unge skal skylle munden efter kulsyreholdige drikke) 
  • Syrlige sager som frugt, bolsjer, frugtvingummi og juice
  • Ingefær-te og -drikke

Hvem kan vi spørge til råds?

I er altid meget velkomne til at spørge personalet i afdelingen, hvis der er noget I er i tvivl om i forhold til barnets /den unges sygdom eller kvalme i den forbindelse. Vi giver jer gerne råd og vejledning. Vi har også diætister i Børneernæringsenheden på Rigshospitalet og andre relevante fagpersoner, som vi kan hjælpe jer med at komme i kontakt med, hvis det er relevant.

Hvornår skal vi kontakte afdelingen?

Husk, at I skal kontakte afdelingen, hvis jeres barn / ung har opkast eller kvalme, der gør, at barnet / den unge har meget svært ved at spise eller drikke.

Redaktør