Gå til hovedindhold

Fjernelse af ståltråd efter en hjerteoperation

Information til dig, der skal have fjernet ståltråd efter hjerteoperation.

Kort om operationen

Du har været til undersøgelse i hjertekirurgisk klinik for at få vurderet, om det er nødvendigt at få fjernet ståltrådene. Du får taget et røntgenbillede af din brystkasse for at vurdere ståltrådenes placering og antal.
Når du skal have fjernet ståltråd efter din hjerteoperation, er formålet at lette dig for gener. Vi fjerner ståltråden ved en operation tidligst seks måneder efter hjerteoperationen, da brystbenet skal være helet.

Du kan forvente at komme hjem samme dag, som du bliver opereret. Hvis du bor langt væk fra hospitalet, indlægges du aftenen før operationen, og ellers møder du fastende på selve operationsdagen på det afsnit, hvor du tidligere blev opereret.

Vigtig forberedelse

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern hår

I forbindelse med operationen skal du fjerne hår fra brystkassen. Du skal fjerne hårene med en trimmer. Du må ikke bruge en barberskraber, da den kan lave små rifter i huden, som øger risikoen for infektion.

Mød fastende

Du skal faste inden operation. Det vil sige:

  • 6 timer før din operation skal du stoppe med at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler. Det taler vi med dig om til indlæggelsessamtalen.

På hospitalet 

Blodprøver, undersøgelser og samtaler før operationen

Før operationen skal du have taget blodprøver. Vi måler også din højde, vægt, blodtryk og puls.

Vi taler også med dig om dit forløb, bedøvelsen og selve operationen. Du skal regne med ventetid mellem de forskellige undersøgelser og samtaler.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til tilbage til sengeafsnittet, hvor du vågner fra bedøvelsen.  

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er vigtigt, at du er behandlet for smerter, så du kan trække vejret dybt, hoste og komme ud af sengen. Det er almindeligt, at du har brug for smertestillende medicin de første 14 dage efter operationen.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

Betændelse i såret (hyppighed: 2,3 %)

Der kan i sjældne tilfælde gå betændelse i såret. Hvis det sker, kan det oftest behandles.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte os eller Akuttelefonen 1813 udenfor vores åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader uden, at der er anden grund til det.

Kontakt din egen læge ved andre komplikationer

Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid, hvis du oplever andre komplikationer efter operationen.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol. Ved stærkere smerter kan du tage ibuprofen sammen med paracetamol. Den smertestillende medicin kan fås i håndkøb.

Fjern forbindingen efter 2 dage

Du må fjerne forbindingen 2 dage efter operationen og sætte et plaster på i stedet.

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå havet, gå i karbad eller svømmehal i 2 uger efter operationen, da det øger risikoen for betændelse. Du skal duppe såret forsigtigt med et rent håndklæde eller en ren vaskeklud, når du tørrer dig, og gerne lufttøre lidt, før du tager tøj på.

Brug en støttende BH

Vi anbefaler kvinder at bruge en BH, som støtter helingen af såret, fx en sportsbh.

Få mere viden

Du kan få mere viden om sygdom og behandling på www.patienthåndbogen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden