Gå til hovedindhold

Fjernelse af skeden

Information om operationen samt forholdsregler før og efter.

Kort om operationen

Du skal have fjernet skeden ved en operation.

Du skal forvente at være på hospitalet i cirka 3 dage i forbindelse med operationen.

Vigtig forberedelse

Overnatning på patienthotellet

Hvis du bor langt væk, har du mulighed for at overnatte på patienthotellet. Patienthotellet er gratis for patienter. Hvis der er plads på hotellet, kan dine pårørende leje et værelse. Kontakt sekretæren i Gynækologi, klinik 4004 i god tid, hvis du er interesseret i at benytte patienthotellet. Du kan læse mere om patienthotellet på www.rigshospitalet.dk/patienthotel.

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. Selvom der er kort tid til, at du skal opereres, har selv få dage uden især rygning betydning. Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på www.regionh.dk/patientguiden

Aftal at blive hentet af en pårørende

Vi anbefaler, at du bliver hentet af en pårørende, der kan følge dig hjem og hjælpe dig efter operationen.

Undgå nogle former for naturmedicin

14 dage før eller så tidligt som muligt før operationen skal du undgå følgende naturmedicin:

  • Baldrian, perikum og Johannesblod, fordi de forlænger virkningen af bedøvelsen.
  • Stærk lakrids, fordi det øger dit blodtryk.
  • Hvidløg, fiskeolie, gingko biloba og ingefær, fordi de øger risikoen for blødning.
  • Ephedra sinica og ginseng, fordi de kan give forhøjet puls.

Undgå disse former for medicin

Nogle slags medicin kan øge risikoen for blødning under og efter operationen. Derfor skal du undgå følgende medicin i tiden op til operationen:

  • 7 dage før skal du undgå medicin med acetylsalicylsyre, fx Kodimagnyl, Magnyl og Treo.
  • 7 dage før skal du undgå NSAID-præparater, fx Brufen, Diclon og Ibuprofen.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.

Køb medicin inden operationen

Du får blandt andet brug for smertestillende medicin efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du på forhånd køber:

  • Paracetamol 500 mg.
  • Ibuprofen 200 mg.

Ring til os dagen inden operationen for at få mødetidspunkt

Du skal ringe til os dagen før din operation efter kl. 17.00 og få at vide, hvornår du skal møde på operationsdagen.

Du skal fjerne hår

Aftenen inden operationen skal du fjerne al kønsbehåring, også omkring kønslæberne. Du skal fjerne hårene med en trimmer eller forsigtigt med en skraber. Undgå at lave små rifter i huden, som øger risikoen for infektion.

Du skal udrense din tarm

Cirka kl. 20.00 aftenen før operationen og igen om morgenen på operationsdagen skal du føre en stikpille med afføringsmiddel (Dulcolax) op i endetarmen.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operation skal du stoppe med at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Vask hele kroppen og vær meget omhyggelig med at vaske og rense navlen fx med en vatpind. Du må ikke bruge creme efter badet.

Fjern makeup og smykker

Du skal fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra. Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du også fjerne eventuel neglelak inden operationen.

Undlad at bruge kontaktlinser

Hvis du bruger kontaktlinser, skal du tage dem ud inden operationen.

Medbring løstsiddende tøj og sko, der er nemme at få af og på

Vi anbefaler, at du tager tøj med, der sidder løst på kroppen. Du skal også tage et par sko med, der er nemme at få af og på.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen. Du får også udleveret støttestrømper, som du skal have på, mens du er indlagt. De mindsker risikoen for blodpropper i benene efter operationen.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit i din navle og 3-4 snit nederst på maveskindet og fører en kikkert ind i bughulen. Din mave pustes op med luft, så vi bedre kan se organerne og for at skabe bedre plads. Skeden frigøres og fjernes gennem skedeåbningen. Til sidst sys skedeåbningen sammen med tråd, der opløser sig selv efter nogle uger.

Hos enkelte kan det være nødvendigt at lægge et lille dræn, der hvor skeden har været. Det fjerner vi igen inden udskrivelsen.

I meget sjældne tilfælde er vi undervejs nødt til at ændre operationen til en åben operation gennem et snit i maven.

Operationen varer 1-2 timer, men det kan variere fra operation til operation.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til afdelingen, hvor du vågner fra bedøvelsen.

Du må spise og drikke efter operationen

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke , når du er tilbage i afdelingen.

Hold dig i ro det første døgn

For at mindske risikoen for blødning og smerter skal du blive liggende i sengen det første døgn, medmindre du skal på toilettet. Derefter må du begynde at bevæge dig frit. Du bør dog ikke sidde op i samme stilling i længere tid ad gangen. Sørg for at skifte stilling regelmæssigt for at lette trykket på såret.

Du får antibiotika og smertestillende medicin

De første 3 dage efter operationen får du antibiotika for at forebygge infektioner. Du bliver også tilbudt smertestillende medicin.

Du kan få ondt i skuldrene

Efter operationen får nogle ondt i skuldrene og mellemgulvet, da luft i maven trykker på nerverne. Det er normalt og går som regel over af sig selv inden for et par dage. Smerten kan lindres med en varmepude.

Du får fjernet kateter

Under bedøvelsen har du fået lagt et kateter i blæren, så din urin kan løbe ned i en pose. Vi fjerner kateteret nogle dage efter operationen og sikrer, at du kan tømme blæren helt.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet 3 dage efter operationen. Du er klar, hvis du:

  • ikke har kvalme eller større smerter
  • har spist og drukket
  • har tisset uden problemer
  • er blevet informeret om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Betændelse i såret: Der kan i sjældne tilfælde gå betændelse i såret. Hvis det sker, kan det oftest behandles. Der kan i meget sjældne tilfælde være behov for en ny operation.
  • Blærebetændelse: Enkelte får blærebetændelse efter operationen. Hvis det sker, behandler vi det med antibiotika.
  • Blodansamling: Der kan i sjældne tilfælde komme en blodansamling, der hvor skeden sad. Det kan give smerter og blødning fra såret.
  • Skade på væv i blæren eller tarmen: I meget sjældne tilfælde kan der ske skade på vævet i de områder, hvor vi opererer dig, fx vævet i blæren eller tarmen. Eventuelle skader sys med det samme, og du skal være indlagt i længere tid. Meget sjældent vil det kunne give varige gener. 
  • Skade på nerverne: Nerverne omkring operationssåret kan blive skadet og give føleforstyrrelser.

Hjemme igen

I det følgende kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i et sår. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles.
Du skal kontakte os den første uge og herefter din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme omkring såret.
  • Kraftig blødning fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader, uden at der er anden grund til det.

Forebyg blærebetændelse

De første 14 dage efter operationen er det godt at drikke meget væske for at forebygge blærebetændelse. Drik 1,5 liter væske om dagen. Sørg desuden for at tømme blæren ofte.

Kontakt os ved problemer med at tisse og tegn på betændelse

Du skal kontakte os, hvis du får:

  • akutte problemer med at tisse
  • symptomer på blærebetændelse fx smerter eller svie, når du tisser
  • kraftige smerter
  • feber over 38 grader.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol og ibuprofen. Du må tage 2 x 500 mg paracetamol 4 gange dagligt og 1-2 x 200 mg ibuprofen 3 gange dagligt. Udtrapning af den smertestillende medicin kan ske efter behov, men vi anbefaler, at ibuprofen er det første, du stopper med.

Undgå forstoppelse

Når du er blevet opereret i maven, kan du have svært ved at komme af med luft og afføring. Du kan hjælpe maven i gang ved at bevæge dig, spise mad med mange fibre og drikke meget væske. Drik mindst 1½ liter væske om dagen. Det kan også hjælpe at tygge tyggegummi, da det får tarmene til at bevæge sig.
Vi anbefaler, at du tager medicin, der gør din afføring blød. Du kan købe Magnesia i håndkøb på apoteket.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt sårene heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.rigshospitalet.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Pleje og hygiejne

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal, indtil såret er helet, da det øger risikoen for betændelse. Du skal duppe såret forsigtigt med et rent håndklæde eller en ren vaskeklud, når du tørrer dig.

Undlad at rense såret i navlen med vatpinde

De første 2 uger efter operationen skal du undlade at rense såret i navlen med vatpinde.

Trådene opløser sig selv

Sårene er syet med tråd, der langsomt opløser sig selv. Tråden skal derfor ikke fjernes af en læge.

Bevægelse og hvile

Du kan føle dig træt

Det er almindeligt at føle sig træt et stykke tid efter en operation. Vi anbefaler daglige gåture og en varieret kost.

Undgå hård motion og tunge løft

Du bør vente med at dyrke hård motion som fx løb og cykling, indtil der er gået 4 uger, da såret skal have tid til at hele. Du bør også være forsigtig med at løfte tunge ting de første uger. Der findes ikke regler for, hvor meget du må løfte, men belast ikke såret, så det gør ondt.

Skift stilling ofte

De første uger skal du sørge for at skifte stilling ofte, når du sidder, så du letter trykket på såret.

Praktiske forhold

Sygemelding

Vi anbefaler 4 ugers sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 2 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden