Hvad er en adrenalektomi?
Adrenalektomi er fjernelse af en binyre.
Inden operationen
Du skal møde på Urinvejskirurgi, klinik 2111 hverdagen før du skal opereres. Her vil du blive modtaget af en læge og sygeplejersken, som vil gennemgå operationsforløbet med dig og vil kunne besvare eventuelle spørgsmål.
Under indlæggelsessamtalen, skal du:
- have optaget journal og informeres nærmere om operationen
- have taget blodprøver
- aflevere en urinprøve
- nakoselægen vil som udgangpunkt laver et skrivbordstilsyn, og du vil tale med ham/hende, når du ligger på lejet inden du skal opereres
- have taget mål til støttestrømper, som du skal anvende under og efter operationen, for at stimulere kredsløbet, og mindske risikoen for en eventuel blodprop
- tale med den læge der skal operere dig.
- eventuelt have taget hjertekardiogram (EKG)
- have taget stilling til om du er indstillet på blodtransfusion, hvis det skulle blive nødvendigt.
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du aftale med lægen, hvor mange dage før indgrebet, du skal holde pause. Hvis du får hjertemagnyl skal du holde pause i 3 dage.
Overnatning
Du kan overnatte hjemme hos dig selv og møde fastende påsengeafsnittet på operationsdagen. Alternativt kan du aftale med personalet at du overnatter på sengeafsnittet eller på patienthotellet, hvis dette passer dig bedre. Hvis du overnatter derhjemme, vil sygeplejersken instruere dig i forberedelserne til operationen aftenen inden og på selve operationsdagen.
Aftenen inden operationen
Hårfjerning
Du skal fjerne hårene fra underkanten af ribbene og ned til skambenet, med en elektrisk barbermaskine eller trimmer. Hvis du ikke har en derhjemme, kan du låne en på sengeafsnittet. Det er vigtigt at der ikke er hår, der hvor du skal opereres. Du vil blive instrueret i hvor du skal fjerne hår.
Faste og tørste
Du skal faste før operationen. For at mindske risikoen for opkastning under bedøvelsen, er det vigtigt at mavesækken er tom. Du skal faste 6 timer før operationen, det vil sige, at du ikke må spise fast føde eller spise/drikke mælkeprodukter i 6 timer inden bedøvelsen. Du må heller ikke indtage pastiller, bolsjer eller tyggegummi.
Du må drikke klare væsker (vand, saft, the eller kaffe uden mælk) indtil 2 timer før operationen, og du kan med fordel drikke 1-2 glas saft 2 timer før operationen.
Operationsdagen
Forberedelse hjemme
Inden du møder på hospitalet, skal du:
- kl. 06 tage den smertestillende medicin, du har fået udleveret fra sengeafsnittet. Du skal gerne indtage 2 glas sød saft i forbindelse med at du tager medicinen.
- tage brusebad hjemmefra, anvend vand og hudvenlig sæbe, således at huden fremstår ren – husk grundig rengøring af navleområdet. Hudcremer, makeup og neglelak skal undgås på operationsdagen.
- møde på sengeafsnittet kl. 7.00, med mindre andet er aftalt.
Forberedelse på sengeafsnittet, hvis du overnatter
- Du vil blive vækket kl. cirka 6, hvor du skal tage den smertestillende medicin, som du får udleveret af sygeplejersken. Du skal gerne indtage 2 glas sød saft i forbindelse med, at du tager medicinen.
- Hvis du ikke har været i bad aftenen før, skal du gå i bad, anvend vand og hudvenlig sæbe, således at huden fremstår ren – husk grundig rengøring af navleområdet. Hudcremer, makeup og neglelak skal undgås på operationsdagen.
Klargøring til operation (på sengeafsnittet)
Personalet viser dig til rette i afdelingen.
Inden du bliver kørt til operation, skal du:
- have identifikationsarmbånd på
- tager rent operationstøj samt støttestrømper på.
- have målt temperatur, puls og blodtryk.
- vejes på sengeafsnittets vægt
- have låst dine værdigenstande inde i skabet på stuen og aflevere nøglen til personalet. Du må ikke bære smykker eller ur under operationen.
Du må gerne beholde eventuelle briller, høreapparat og tandprotese
Efter operationen
Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du bliver, indtil du er helt vågen og velbefindende. Det er muligt at modtage besøg, men kun kort og efter aftale med personalet i afsnittet.
I forbindelse med operationen har du fået forskellige ”slanger” med hver deres funktion:
- Et kateter (tyndt plastikrør) i urinrøret op i blæren. Urinen løber ned i en pose.
- Evt. et epiduralkateter (en tynd plastikslange) ind i ryggen, hvor igennem du får smertestillende medicin.
- Et perifert venekateter (tynd plastikkanyle) i en blodåre i hånden, hvor igennem du får væske.
- Et centralvenekateter (kanyle), der sidder i en større blodåre i halsen, hvor der kan gives væske, medicin og evt. blodtransfusion
- En iltslange ved næsen
- En forbinding hen over operationssåret
Smerter
Du får kontinuerlig smertebehandling de første dage efter operationen, enten gennem dit epiduralkateter i ryggen, eller som tabletter. Du vil nok kunne mærke, at du er blevet opereret, men det er væsentligt, at du er så godt smertedækket, at du kan komme ud af sengen samt hoste ordentligt. Det er vigtigt, du gør personalet opmærksom på, hvis smertebehandlingen ikke fungerer optimalt.
Ved udskrivelsen vil sygeplejersken tale med dig om behov for smertestillende derhjemme.
Ernæring
Du må spise og drikke frit efter operationen. Du skal være opmærksom på, at din krop har brug for en proteinrig kost efter operationen. Proteiner findes især i: kød, fisk, mælkeprodukter, æg og nødder. Protein er vigtigt for kroppen, da det fremmer heling af væv og genopbygger muskler.
Aktivitet
Det er væsentligt at komme ud af sengen hurtigt efter operationen, gerne samme aften du er opereret. Personalet vil hjælpe dig de første gange.
I den udstrækning du har behov for det, får du hjælp til at blive vasket. Du får hjælp til at passe alle ”slangerne” af personalet.
De første dage efter operationen, vil tarmenen typisk gå lidt i stå. Du kan føle dig oppustet og generet af kvalme. Det bedste du kan gøre for at afhjælpe dette er, at komme ud af sengen, og gå omkring så meget som muligt.
Du vil få tilbudt medicin mod kvalme, hvis du har behov for det.
Du vil være træt efter operationen, ofte i op til 6-8 uger, hvilket er helt normalt. Efter udskrivelsen skal du sørge for at få regelmæssig motion. Du bør undgå tunge løft (over 5 kg) og hårdt fysisk arbejde de første 6 uger efter operationen.
Rygning og alkohol
Tobaksrygning må generelt fraråde, og du bør undlade at indtage alkohol 4 uger før operationen. Herved reducerer du risiko for komplikationer i forbindelse med operationen. Læs mere om rygning, alkohol og operationer i Sundhedsstyrelsens pjecer.
Udskrivelsen
Fjernelse af trådene foregår hos egen læge på 10. dagen efter operationen. Under indlæggelsen bliver der taget stilling til det ambulante forløb. Du må forvente at være træt efter operationen. Ofte i mange uger efter. Det er vigtigt, at du spiser en sund og varieret kost. Gerne rig på proteiner, da det fremmer kroppens helingsproces.