Fedtfixeret kostundersøgelse

Information om fedtfixeret kostundersøgelse, for at undersøge hvor godt patienten optager det fedt der indtages.

Bestik og tallerken

Formål med undersøgelse

Formålet med undersøgelsen er at afdække hvor godt du optager det fedt du indtager. Dette gøres ved at du spiser en kost, hvor fedtindholdet er fikseret (deraf undersøgelsens navn), og vi måler hvor meget fedt der er i afføringen.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen strækker sig over fire døgn, fra kl. 12 på den første dag til kl. 8 om morgenen på den femte dag. 

Diæt

I alle fire dage indtager du en særlig kost, hvor fedtindholdet er nøje afstemt til 70 gram fedt pr. døgn. Det er vigtigt at du kun spiser den kost der er beregnet til dig, at du ikke spiser andet fra fx buffet eller køleskab, og at du spiser i hvert fald al den del af diæten der indeholder fedt. Det vil sige, at frugt og grønt stort set er det eneste du må levne. Ellers kan resultatet af undersøgelsen blive misvisende.

Der er tre forskellige størrelse af diæt at vælge imellem. De indeholder alle den samme mængde fedt, men mere eller mindre mad. Der er muligt at skifte diæt-størrelse undervejs. Dette aftales med vores ansvarlige for kostbestilling under indlæggelsen.

Morgenmaden kommer op i afsnittet mellem kl. 7 og 8 hver morgen. Frokost, mellemmåltider og aftensmad kommer op med frokostvognen ca. kl. 12 hver dag. Maden vil blive placeret i køleskabet ved buffeten. 

Du skal ikke nødvendigvis spise diæten på nogle særlige tidspunkter i løbet af dagen, og måltiderne behøver heller ikke være delt op på en særlig måde. Det vigtige er at du spiser dagens måltider indenfor det samme døgn.

Drikkevarer

Du må frit indtage juice, saft, vand, sodavand, etc., men ingen mælkeprodukter. Det gælder også mæk i kaffen eller teen. Du kan dog bytte fedtholdige fødevarer, som fx ost, til mælk, hvis du har meget svært ved at undvære det.

Opsamling

På undersøgelsen to sidste døgn skal du udover at spise den særlige kost, også samle afføring i en spand. Det er vigtigt for undersøgelsens resultat at det er den samme spand der bliver brugt til alle 48 timer (fra dag 3 kl. 8 til dag 5 kl. 8). 

Spand

Allerede på den første dag af undersøgelsen, vil du få udleveret en spand til opsamling af afføring. Denne spand vil være mærket med dit navn og CPR-nummmer, samt start- og slutdato for opsamling. Opsamlingen starter som skrevet først på tredjedagen kl. 8 om morgenen, og afsluttes på femtedagen kl. 8 om morgenen.

Må jeg sove hjemme?

Vi anbefaler det ikke, men det er muligt at sove derhjemme mens man laver denne undersøgelse. Det kræver at du hver dag kommer ind på afsnittet og henter din mad. Derudover skal du de sidste to dage af undersøgelse, men du opsamler afføring, have denne spand med frem og tilbage. Af den grund foretrækker de fleste at forblive på afsnittet i hvert fald undersøgelsens sidste to dage.

Vigtigt

Fem dage før din indlæggelse bedes du ringe til Ismail Rexhepi på tlf. 
3545 9569. Undersøgelsen består af en særlig kostfikseret diæt, og det er derfor afgørende for os at vide, om du spiser store, mellem eller små portioner, om du er vegetar og om der er særlige madvarer du ikke indtager.

Redaktør