Denne pjece er til dig, som skal have anlagt en ernæringssonde (PEG-sonde) i mavesækken via gastroskopi. Pjecen indeholder information om selve indgrebet, pasning og brug af sonde, samt opfølgende kontrol. Vi anbefaler derfor, at du tager pjecen med dig hjem, når du udskrives fra afdelingen.
Hvad er en PEG-sonde?
En PEG-sonde er en tynd plastikslange, som er placeret gennem huden på maven direkte ind i mavesækken. Sonden kan sikre, at du får tilstrækkeligt med ernæring og medicin, hvis du gennem længere tid ikke kan spise og drikke tilstrækkeligt på vanlig vis. Sonden holdes på plads af en lille plade eller en ballon inde i mavesækken og på huden af en lille plade. Sonden kan skjules under tøjet. Selv om du har en PEG-sonde vil du dog stadig kunne spise og drikke i den udstrækning du er i stand til det.
Før indgrebet
Du indlægges dagen før indgrebet for at få optaget journal og taget blodprøver. Du skal tale med den læge, som skal lave indgrebet, narkoselægen og en sygeplejerske, som vil gennemgå dit indlæggelsesforløb. Der kan blive nogen ventetid mellem disse samtaler.
Hvis du ønsker det, er du velkommen til at overnatte hjemme natten inden indgrebet og møde i afdelingen næste morgen kl. 06.30. Du skal være fastende inden indgrebet, hvilket betyder at du fra kl. 02.00 natten inden indgrebet hverken må indtage mad eller drikke.
Anlæggelse af ernæringssonden
Anlæggelsen foregår i fuld bedøvelse.
Ved gastroskopi føres en kikkert (et gastroskop) ned gennem spiserøret, hvorved der er fuldt overblik over spiserør og mavesæk. Maveskindet gennemlyses indefra ved hjælp af gastroskopet, placering af ernæringsonden bestemmes, og sonden føres gennem bugvæggen ind i mavesækken og fastgøres.
Efter indgrebet vågner du op på vores opvågningsstue på afsnit 3161, og efterfølgende køres du tilbage til din sengestue.
Du kan forvente at være indlagt 1-2 dage efter indgrebet.
Sonden tages i brug
Inden sonden anvendes, skal det kontrolleres, at den ligger, som den skal. Der er et centimetermærke på sonden. Med dette kan det kontrolleres, at sonden ikke glider ind eller ud. Det er vigtigt, at sonden i de første 14 dage ligger ved et bestemt centimetermærke på slangen. Sygeplejersken taler med dig om dette.
Plejepersonalet i afdelingen vil i samarbejde med dig udregne dit ernæringsbehov og mængden af sondemad.
Sid op under måltidet og 30 minutter efter måltidet, for bedre fordøjelse og for at minimere risikoen for tilbageløb til spiserøret.
Skyl altid sonden med minimum 20 ml vand før og efter et måltid eller medicinindgift for at undgå, at sonden stopper til. Hvis sonden ikke bruges i længere tid, skal den skylles med lidt vand 2-3 gange i løbet af dagen, ligeledes for at undgå tilstopning.
Benyt kun sonden til færdiglavet sondemad, medicin og drikkevarer, og ikke til hjemmelavet blendet kost
Tag enten sondemaden i mindre doser på bestemte tider ved hjælp af en sprøjte eller over længere tid ved hjælp af et ernæringssæt. I samråd med sygeplejersken finder du ud af, hvilken metode der passer dig bedst. Sygeplejersken vil herefter lære dig og evt. dine pårørende at anvende sonden. Hvis du har behov for hjælp til at tage sondemaden, kan hjemmeplejen kontaktes. Sygeplejersken vil sørge for dette.
Hvis du kan og ønsker at spise lidt på vanlig vis skal du gøre det, når appetitten er størst og derfor inden sondemaden.
Benyt flydende medicin. Hvis dette ikke er muligt, kan piller knuses og opløses i vand før indgift.
Vej dig jævnligt. Herved kan du bedømme, om du får nok mad. Hvis din vægt ændres væsentligt (adskillige kilo), kan det blive nødvendigt at flytte den udvendige fikseringsplade.
Du kan få yderligere råd og vejledning vedrørende kost hos personalet i afdelingen eller hos en diætist.
Hygiejne
- Forbinding er ikke nødvendig omkring sonden.
- Vask huden omkring sonden dagligt med vand og eventuelt uparfumeret sæbe. Den udvendige fikseringsplade kan løftes lidt og efter 14 dage løsnes helt, når huden skal vaskes.
- Vask dagligt sonden udvendigt, samt den udvendige plade, endestykket og kliklåsen med vand og sæbe. Løsdelene kan evt. udskiftes.
- De første 14 dage lades sonden urørt da kanalen skal etableres. Drej sonden en gang i døgnet efter de første 14 dage for at undgå, at den sætter sig fast inde i mavesækken. Sonden skal kunne dreje og glide frit i kanalen.
- Spytmængden er nedsat, når tyggemusklerne bruges mindre. Det er derfor vigtigt at være meget omhyggelig med tand- og mundpleje for at undgå, at tænderne tager skade, eller mundhulen bliver irriteret. Hyppig kontrol hos tandlægen kan være nødvendig. Brug evt. tyggegummi for at øge spytsekretionen.
- Sondemad skal behandles ligesom alle andre madvarer. Anbefalinger vedrørende opbevaring og holdbarhed ses på emballagen.
- Sprøjter skylles efter brug og opbevares tørt. Sprøjter og ernæringssæt skiftes dagligt.
Bestilling af sondemad
Bestilling af sondemad kræver, at lægen har udfyldt en grøn ernæringsrecept, som du får, inden du udskrives. Ernæringsrecepten giver 60 procent tilskud på sondemad og ernæringssæt. Du kan købe sondemaden på apoteket eller få det leveret fra det firma, hvis ernæringsprodukt du ønsker at benytte. Der er 1 dags leveringstid på sondemad.
Sygeplejersken vejleder dig og hjælper med første bestilling inden udskrivelsen samt giver dig en pjece fra det pågældende firma.
Ubehag og komplikationer
Der vil ofte være ømhed i halsen på grund af kikkerten. Der vil også være ømhed i maveskindet omkring sonden i et par dage. Smerterne kan som regel afhjælpes med smertestillende medicin såsom Panodil. De fleste mærker ikke sonden efter nogen tid.
Du kan få Panodil (Paracetamol, Pinex, Pamol) i håndkøb i pakninger med 10 stk. eller på recept fra din egen læge, hvis du har brug for det derhjemme.
Panodil (Paracetamol, Pinex, Pamol) fås både som almindelig tablet, brusetablet eller stikpille.
Hvis der efter udskrivelsen kommer smerter som ikke kan dækkes med Panodil, eller hvis du får feber, så skal du kontakte den afdeling, som du skal gå til kontrol hos.
Hvis sonden falder ud, er det vigtigt hurtigst muligt at få lagt en ny. Kanalen, som sonden er ført igennem, lukker sig inden for et par timer uden sonde. Det er derfor vigtig at få lagt en ny, før kanalen lukker sig. Herved undgår du at skulle have foretaget en ny kikkertundersøgelse, idet en ny sonde stikkes direkte ind i den eksisterende kanal. Kontakt din afdeling på dit lokalsygehus eller nærmeste skadestue.
Hvis et af nedenstående problemer opstår, kontakt da din afdeling på dit lokalsygehus:
- Huden omkring sonden er rød, hævet og øm.
- Du får ondt i maven og feber
- Det væsker fra sondestedet
- Sonden glider ud
- Vedvarende tynd afføring
- Vedvarende vægttab
- Ved tvivl og problemer i iøvrigt
Hvis sonden tilstopper
- Før aldrig et fremmedlegeme ind i sonden. Rens og kontroller endestykket for tilstoppelse.
- Skyl sonden med kulsyreholdige væsker (såsom danskvand eller cola) eller ananasjuice.
- Benyt en lille sprøjte (f.eks. 5 ml). Herved opnås et større tryk i sonden.
- Hvis ingen af delene virker skal sonden udskiftes. Kontakt dit lokalsygehus.
Udskrivelse
Inden du bliver udskrevet, vil sygeplejersken gennemgå denne pjece med dig og evt. dine pårørende. Du vil få remedier og sondemad med hjem til de 3 første døgn.
Ambulant kontrol
Ved udskrivelsen vil der blive sendt en henvisning til dit lokalsygehus som indkalder dig til kontrol af sonden. Bliver det nødvendigt at udskifte sonden, vil dette også foregå på dit lokalsygehus.
Alkohol
Personer, der drikker store mængder alkohol, har flere komplikationer ved operationer, f.eks. infektioner, hjerte- og lungeproblemer samt øget risiko for blødning og sårkomplikationer. De er indlagt i længere tid end personer, der drikker mindre. Efter behandlingen anbefales det at være mådeholden med alkohol, dvs. overholde genstandsgrænserne. Har du brug for at ændre dine alkoholvaner, kan du få hjælp hos os eller hos din egen læge. Du kan desuden få information og rådgivning på www.hope.dk eller ringe til ALKO-linjen, som tilbyder gratis anonym rådgivning, på tlf. 80 33 06 10.
Rygning
Hvis du ønsker at få hjælp til at holde op med at ryge, kan du søge råd og støtte hos din praktiserende læge, du kan ringe og få vejledning på ”Stoplinien” på tlf. 80 31 31 31 eller www.stoplinien.dk eller søge vejledning hos Kræftens
Bekæmpelse på www.cancer.dk.