Gå til hovedindhold

Ernæring efter Cardia resektion

Information on tilstrækkeligt energi og proteinindtag samt en vejledning på optrapning af konsistens efter Cardia operation.

Vejledning i indtag af tilstrækkelig ernæring, samt optrapning af konsistens efter operation.

Diætistforløb

Det er individuelt, hvor meget en Cardia operation påvirker appetitten, smagsoplevelse og vægt. Derfor er der også automatisk et diætistforløb i forbindelse med Cardia operation. Vi ser dig inden udskrivelse, hvor du får udleveret denne folder, og igen cirka 14 dage efter operationen i sygeplejeambulatoriet.

Hos diætisten vil du blive spurgt grundigt ind til dit aktuelle spisemønster, eventuelle smerter, gener, ubehag, dumpingsymptomer, vægtudvikling, smagsforstyrrelser og lignende. Du vil få konkret, individuel vejledning på baggrund heraf. Såfremt du har behov, vil du få tilbudt yderligere opfølgning. Det kan være en god idé at have en pårørende med til samtalen.

Energi og protein

Efter operationen kan dit ernæringsbehov være større end din appetit. Hensigten med denne vejledning er at hjælpe dig med at få nok energi (kalorier) og protein. Alt hvad der sædvanligvis forbindes med sund mad - det magre, det grove og det grønne - er ikke det, som du har brug for lige nu. Det hele er med andre ord vendt lidt på hovedet.

På sigt, når appetitten er bedre, og vægten er stabil eller opadgående, kan du så småt igen begynde at spise mere af det grove og grønne. Nu og her er fokus, at du holder vægten - og det gør du ved at få energi og protein nok. Det er vigtig på nuværende tidspunkt at få tilstrækkelig med protein, der blandt andet er med til at opretholde dit immunforsvar og muskelmasse. Gode kilder til protein er fx kød, fisk, fjerkræ, æg, ost og yoghurt, ymer, kakaomælk, koldskål og andre mejeriprodukter. Det er en god idé at få protein til alle måltiderne. 

Måltidsmønster

Da du kan spise mindre måltider end vanligt, er det nødvendigt, at du spiser hyppigere. Vi anbefaler, at du spiser et måltid hveranden vågne time. Dog skal du stoppe med at spise ca. to timer før sengetid, og dagens sidste måltid skal fortrinsvis være flydende.

Væske

Vand indeholder væske, men ingen energi eller protein. Hvis du drikker mælk, kakaomælk, kærnemælk, koldskål, milkshake, lassi eller drikkeyoghurt, får du udover væske også både energi og protein. Juice, sukkersødet sodavand, isthe og saftevand indeholder ikke protein, men er gode kilder til energi. Ernæringsdrikke er også en mulighed; du kan evt. få en grøn recept af enten diætist, ambulatoriet eller afdelingen

Vitaminer og mineraler

Det anbefales, at du tager en multivitamin dagligt. Du kan få multivitamin på apoteket.

Vægtudvikling

Ved vægttab anbefales du at vælge mad med blød eller flydende konsistens, samt øge antallet af måltider. Hvis du kan holde vægten, kan du tillade dig at spise mad med mere fast konsistens og reducere antallet af måltider gradvist. Det anbefales, at du vejer dig 1-2 gange om ugen.

Optrapning af madens konsistens

Dine mave og tarm arbejder anderledes efter operationen, og typisk tømmer mavesækken sig langsommere, ligesom der er mindre plads i mavesækken. Du vil derfor opleve, at du kan spise meget mindre end tidligere og samtidigt være mæt i meget længere tid. Den mere flydende og ensartede konsistens hjælper til, at maden hurtigere kan passere, og at du er mæt i kortere tid.

Vi anbefaler, at du laver blide overgange mellem de forskellige konsistensniveauer og fortsat vælger nogle måltider med mere blød/flydende konsistens. Du skal samtidig heller ikke være bange for at spise. Baggrunden for optrapningen af madens konsistens er at sørge for, at du kan få
tilstrækkeligt energi og protein. Anbefalingerne om konsistens handler således IKKE om eksempelvis en bekymring for syningerne fra operationen eller om du kan synke maden.

Plan for optrapning af konsistenser 

Din krop har behov for langsom tilvænning til fast føde. Der foreligger en helt overordnet plan for konsistensen af din mad efter operationen. Denne er inddelt efter antal post operative dage (POD), hvilket betyder antal dag efter din operation. POD 0 er operationsdagen.       

POD 1-6: Parenteral ernæring (via blodet)
Isterninger
POD 7: Tyndt flydende, max 1000 ml 
Vand, saft, juice (uden frugtkød) og juice-baserede ernæringsdrikke
POD 8: Tyndt flydende, max 1500 ml 
Vand, saft, juice (uden frugtkød) og juice-baserede ernæringsdrikke
POD 9-11: Frit flydende  
Mælk, kakao, koldskål, yoghurt og lignende mejeriprodukter. Du kan også spise is, fromage, saft, juice, sodavand, alle ernæringsdrikke, suppe, flødeskum og creme fraiche
POD 12-20: Pureret mad
Mad med cremet konsistens uden klumper, eksempelvis kartoffelmos, havregrød, øllebrød og lignende konsistenser. Farsretter kan også anvendes ved rigelig sauce og bearbejdning med gaffel før indtag.
POD 21 - 5 mdr.: Blød mad
Tiltagende mere fast konsistens. Dog opmærksomhed på at undgå skorper på brød og stegt kød. Fortsat opmærksomhed på blød konsistens, men alle farsretter kan anvendes også uden bearbejdning med gaffel. Eksempelvis lasagne, al fisk, fjerkræ uden hård skorpe mv. Generelt handler det om konsistensen af fødevaren i fordøjelsesprocessen, snarere end når du tygger den. Småkager er hårde, men dyppet i kaffe eller blandet med væske fra kosten og mavesaft, bliver småkagen helt blød og opløst uden videre. En franskbrødsskorpe vil derimod fortsat være sej og svært nedbrydelig.

 

Frit flydende

Morgen kl. 8

2½-3 dl mejerprodukter, eksempelvis  1½ dl yoghurt/ymer og 1½ dl mælk/kakao

Formiddag kl. 10

2½ dl hjemmelavet koldskål
eller 2 Danonino og 1 glas mælk
eller 1 Protino yoghurt og 1 glas mælk
eller 1 stort glas kaffelatte eller kakao
eller 3 kugler flødeis
eller 2 dl fromage/mousse og 1 glas mælk/kakao
eller 1 bæger budding
eller 1½ dl frugtgrød med ½-1 dl mælk/fløde
eller 2 dl drikkeyoghurt

Frokost kl. 12

2 dl legeret suppe med æg/fløde/creme fraiche og 1 glas mælk
eller 1 ernæringsdrik

Eftermiddag kl. 14

Se forslag under formiddag kl. 10

Eftermiddag kl. 16

Se forslag under formiddag kl. 10

Aftensmad kl. 18

2 dl legeret suppe med æg/fløde/creme fraiche og 1 glas mælk
eller 1 ernæringsdrik

Aften kl. 20

Se forslag fra formiddag kl. 10 

 

 

 

 

 

 

Pureret mad

Udover frit flydende må du nu også gerne indtage:

Morgen kl. 8

2 dl havregrød kogt på mælk med smør og sukker
eller 2 dl øllebrød med mælk/fløde

Formiddag kl. 10

4-6 TUC kiks med blødt, cremet pålæg med ensartet konsistens, eksempelvis: smøreost, pesto, humus, tappanade, peanutbutter, postej, paté
eller 1 bæger Rissifrutti
eller 2 dl gammeldags æblekage

Frokost kl. 12

Omelet eller røræg af 2-3 æg
eller 4-6 TUC kiks med eksempelvis tunmousse/ laksemousse
eller 2 frikadeller/fiskefrikadeller med remoulade

Eftermiddag kl. 14

Se forslag fra formiddag og forslag til mellemmåltider fra planen for frit flydende.

Eftermiddag kl. 16

Se forslag fra formiddag og forslag til mellemmåltider fra planen for frit flydende

Aftensmad kl. 18

Ca. 100 g hakket kød/fisk, samt min 1 dl sauce, hertil mos af kartoffel, rodfrugter, broccoli, ærter eller lign.
Eksempelvis hakkebøf (uden hårdtstegt skorpe) med bearnaise og kartoffelmos,
eller dampet laks med hollandaise og broccolimos
eller risengrød med smørklat og kanelsukker

Aften kl. 20

Et flydende måltid:
2 Danonino og 1 glas mælk
eller 1 Protino yoghurt og 1 glas mælk
eller 3 kugler flødeis
eller 2 dl fromage/mousse og 1 glas mælk/kakao
eller 1½ dl frugtgrød med ½-1 dl mælk/fløde
eller 2 dl drikkeyoghurt

Blød mad

Udover frit flydende og pureret mad må du nu også gerne indtage:

Morgen kl. 8

1 Croissant eller 1 pandekage med smør, ost og marmelade
eller 2 skiver lyst brød uden skorpe med smør, ost og marmelade
Drik gerne et glas mælk/kakao/koldskål

Formiddag kl. 10

1 stk. wienerbrød, lagkage, flødeskumskage, skærekage, småkager, kiks
eller digestive/TUC med forskellige oste

Frokost kl. 12

1 sandwich uden skorpe med ost og skinke eller pålægssalater
eller 2 skiver lyst brød uden skorpe med pålægssalater, såsom hønsesalat
eller 2 tarteletter med høns i asperges

Eftermiddag kl. 14

Se forslag fra formiddag kl. 10, og forslag til mellemmåltider fra planen for frit flydende og pureret mad.

Eftermiddag kl. 16

Se forslag fra formiddag kl. 10, og forslag til mellemmåltider fra planen for frit flydende og pureret mad.

Aftensmad kl. 18

ca. 100 g kød/fisk/fjerkræ, samt ½-1 dl sauce og tilbehør, ris, pasta, nudler, bulgur, couscous, kartofler mv kan anvendes. Eksempelvis: Pasta med kødsauce, pasta carabonara, boller i karry, forloren hare,farsretter, fiskeretter.

Aften kl. 20

Et flydende måltid:
2½ dl 1-2-3 koldskål
eller 1 stort glas kaffelatte eller kakao
eller 3 kugler flødeis
eller 2 dl fromage/mousse og 1 glas mælk/kakao
eller 1 bæger budding
eller 1½ dl frugtgrød med ½-1 dl mælk/fløde
eller 2 dl drikkeyoghurt

 

Forslag til indkøbsliste

Frit flydende

Forskellige mejerivarer afhængig af præference og behov for afveksling

  • Koldskål, kakao, drikkeyoghurt, drikkeskyr, milkshake, mælk, ymer, A-38, yoghurt, fløde, cremefraiche (forsøg evt. proteinberigede varianter)
  • is, fromager, mousse, budding, frugtgrød
  • evt. suppe

Pureret mad

  • havregryn til havregrød
  • øllebrød
  • kartoffelmospulver
  • frosne færdigretter med kartoffelmos/sauce/ hakket kød/fisk, eller lasagne, blomkålsgratin
  • parmesanost til at drysse på maden
  • pesto/tapanade/hummus
  • tunmousse/laksemousse
  • kødboller til evt. suppe
  • smøreost
  • nutella/peanutbutter (cremet/smooth)
  • postejer og paté med ensartet konsistens

Blød mad

  • lyst brød (evt. briochebrød), croissant, pandekage
  • pålægssalater
  • alle slags oste
  • digestive
  • småkager (typer, der bliver bløde, hvis de dyppes i eksempelvis kaffe)
  • wienerbrød og flødeskumskager
  • færdigretter med ris, pasta, nudler, kartofler, bulgur, couscous
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden