Denne pjece er til dig, der har fået taget æg ud og hvor de befrugtede
æg skal fryses ned (totalfrys)
Kære:
Du har i dag fået taget ______ æg ud.
Vi anbefaler at du slapper af resten af dagen.
Du kan ringe til laboratoriet på 6. dagen, efter din ægudtagning:
__________ dag, den _________ kl. 13:30-14:30,
på tlf. 3545 4071 tast 3. Laboratoriet har åbent alle hverdage.
Laboratoriet informerer dig via e-boks om æggenes udvikling og om der er egnede æg til nedfrysning.
Pausemåned: Efter en ægudtagning, skal der beregnes en måneds pause, hvor æggestokkene restituerer, før du kan melde dig til behandling med nedfrosne æg (frysebehandling). På din 2. menstruation, efter ægudtagningen, kan du tilmelde dig hos sekretærerne elektronisk.
Dagene efter ægudtagningen:
Efter udtagningen af æg, vil dine ægblærer fylde sig med væske og blod. Du kan derfor opleve gener i form af oppustethed, tyngdefornemmelse og ubehag. Så længe du oplever disse gener, bør du drikke 3 liter væske, spise ekstra proteinrig kost og lidt ekstra salt.
Det er en god ide, at veje dig hver morgen efter at du har tømt din blære. Observer din urin, som skal forblive lys gul og klar. Ændre urinen sig til mørk og sparsom, er det tegn på dehydrering og, at du ikke får drukket væske nok.
Smerter: Det er normalt, at have smerter i underlivet i dagene efter ægudtagningen. Du må gerne tage smertestillende medicin i form af Panodil 1 gram, hver 6. time (2 tabletter a 500 mg).
Blødning: Blødning fra skeden er helt normalt i efterforløbet og stammer fra indstiksstederne i toppen af skeden. Blødningen skal være aftagende, som slutningen af en normal menstruation. Generne i underlivet skal aftage, men kan vare op til 14 dage.
Så længe du har gener, bør du begrænse motion og hårdt fysisk arbejde.
Infektionsrisiko: Undgå karbad, spa og havbad så længe du har blødning eller minimum 3 dage efter din ægudtagning. Anvend kondom ved samleje for at forebygge infektion og uønsket graviditet i forbindelse med evt. risiko for overstimulation.
Akut: Ved akut opståede komplikationer, uden for vores åbningstid, skal du kontakte Akuttelefonen på 1813.
Har du spørgsmål, føler dig utryg eller utilpas, er du altid velkommen til at kontakte os.
Plan for senere brug af nedfrosne æg:
Tilmelding til behandling:
Når du får menstruation, vil vi bede dig om at tilmelde dig elektronisk:
- Åben MinSP-appen eller hjemmesiden minsundhedsplatform.dk
- Tryk for brevikonet
- Tryk på ”skriv til os”
- Vælg Fertilitetsklinikken Rigshospitalet
- Vælg ”Booking/Aftaler"
- I emnefeltet skrives ”Tilmelding”
- Udfyld meddelelsen med
- CPR-nummer
- 1. blødningsdag
- Højde
- Vægt
- Cykluslængde
- Hvis du/din partner har brugt P-piller og hvornår den sidste pille er taget.
- Du kan også udfylde, hvis du sidder i møde i løbet af dagen eller du foretrækker, at vi melder tilbage via minSP.
- Tryk send
Sekretærerne vil derefter modtage din/jeres tilmelding. Vi vil løbene tjekke vores indbakke for tilmeldinger.
Mandag-lørdag kl. 12.00 vil vi samle alle tilmeldinger og ringe tilbage til jer mellem 12.00-14.00, om der er plads og hvad din/jeres behandlingsplan bliver.
Får du menstruation i en weekend efter lørdag kl. 12, ringer vi først tilbage mandag efter kl. 12.
Din planlagte behandling med optøede æg:
__ Spontan cyklus. Du behandles i din egen naturlige cyklus, hvor vi timer oplægningen med en ægløsningssprøjte (Ovitrelle). Behandlingen melder du dig til på din første menstruationsdag, hvor du får en tid til skanning på din 8.-12. cyklusdag.
__ Spontan cyklus med Progesteron: Du behandles i din egen naturlige cyklus, hvor vi timer oplægningen med en ægløsningssprøjte (Ovitrelle). Behandlingen melder du dig til på din første menstruationsdag, hvor du får en tid til skanning på din 8.-12. cyklusdag. Inden ægoplægningen starter du på behandling med Progesteron. Startdato aftaler du med lægen. Du skal fortsætte denne behandling til 10. graviditetsuge.
__Substitueret cyklus. Du behandles med tablet Østradiol, for at opbygge slimhinden i livmoderen. Behandlingen tilmelder du dig på din første menstruationsdag, hvor startdato for behandling med Østradiol aftales og du får en tid til skanning ca. 10 dage derefter.
__ Behandling med tablet Letrozol og Progesteron: I din frysebehandling skal du tage tablet Letrozol cyklusdag 3-7. Formålet med behandlingen er, at fremme modning af en ægblære i æggestokken, før oplægning af dit fryseæg.
Behandlingen melder du dig til på din første menstruationsdag, hvor du får en tid til skanning på din 8.-12. cyklusdag.
Behandlingen suppleres med Progesteron frem til 10. graviditetsuge.
__ FSH-stimuleret cyklus: Du behandles med en lav dosis FSH (follikelstimulerende hormen) fra cyklusdag 2-3 og skal derfor også skannes på denne dag forud for behandlingsstart. Formålet med stimulationen er, at fremme modning af en ægblære i æggestokken, før oplægning af et fryseæg. Behandlingen suppleres med Progesteron frem til 10. graviditetsuge.
Husk!, at du først må cykle/køre bil 24 timer efter Rapifen.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.
Med venlig hilsen
Fertilitetsklinikken, Rigshospitalet