EEG med søvn - undersøgelse af voksne

Signalerne fra hjernen undersøges og bruges til at vurdere søvnrelaterede hjernesignaler i forbindelse med bl.a. epilepsi.

Formålet er at undersøge signaler fra hjernen. Undersøgelsen bruges til at vurdere søvnrelaterede hjernesignaler i forbindelse med epilepsi og andre sygdomme med anfaldsfænomener.

Sengeliggende patient med elektroder og hue

Før undersøgelsen

Før undersøgelsen er det vigtigt, at du:

  • Har rent og tørt hår uden hårprodukter
  • Natten inden undersøgelsen går i seng 2 timer senere og står op 2 timer før sædvanligt
  • Har spist inden for de seneste par timer inden undersøgelsen
  • Ikke indtager opkvikkende substanser såsom kaffe, te eller cola

Undersøgelsens varighed

Undersøgelsen varer 1½-2½ time.

Undersøgelsens forløb

Du ligger ned under undersøgelsen.
Der anbringes elektroder i hårbunden.
Dette gøres ved en af følgende fremgangsmåder:

  • Elektroderne fastgøres til huden ved hjælp af klæbestof
  • En hue, hvor elektroderne er fastgjort, sættes på hovedet, og der kommes lidt gel i hver elektrode

Derudover sættes der små elektroder enkelte andre steder på kroppen. Elektroderne er forbundet med et apparat, der aflæser aktiviteten i hjernen.

Under undersøgelsen kan du i en kort periode blive bedt om at lave dybe vejrtrækninger (hyperventilation), og der kan blive udført fotostimulation, hvor en lampe med stærkt lys blinker med forskellig hastighed. Hyperventilation
og fotostimulation udføres fordi en del EEG-forandringer, epileptiske symptomer
og i enkelte tilfælde anfald kan fremkaldes på den måde. Undersøgelsen optages på video (lyd og billede).

Du vil blive observeret af personale under hele undersøgelsen. Noget af tiden kan observationen foregå fra et nærliggende rum.

Medicin

Bruger du medicin, skal du tage det som vanligt.

Bivirkninger

Undersøgelsen er ufarlig. Dit hår vil blive fedtet, men det kan vaskes ud. Huden kan i sjældne tilfælde blive irriteret, der hvor elektroderne har siddet.

Svar på undersøgelsen

Det er ikke muligt at få svar umiddelbart efter undersøgelsen. Inden for 8 dage sendes svar til den læge eller afdeling, der har henvist dig, som så vil orientere dig om resultatet af undersøgelsen.

Hvor foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår på en af Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelsers adresser. Det fremgår af dit indkaldelsesbrev, hvor du skal møde op til undersøgelse.

Redaktør