EEG - undersøgelse af børn

Formålet er at undersøge forskellige signaler fra hjernen. Undersøgelsen bruges bl.a. i udredningenaf epilepsi og andre sygdomme med anfaldsfænomener.

Formålet er at undersøge forskellige signaler fra hjernen. Undersøgelsen bruges bl.a. i udredningen af epilepsi og andre sygdomme med anfaldsfænomener.

Sengeliggende patient med bamser, elektroder og hue

Før undersøgelsen

Det er vigtigt, at barnet har rent og tørt hår uden hårprodukter, for at få det bedste resultat. Barnet skal være mæt på undersøgelsestidspunktet, det vil sige have spist normalt, men må ikke have indtager opkvikkende substanser så som kaffe, te eller cola. Ved undersøgelse af små børn er det en fordel, at medbringe en flaske med mælk eller saftevand, evt. også en sut og en bamse.
Barnet må meget gerne være træt, så det kan falde i søvn under undersøgelsen. Natten inden undersøgelsen, skal barnet helst sove 1-2 timer mindre end sædvanligt. Barnet holdes – så vidt muligt – vågen på vej til hospitalet.

Undersøgelsens varighed

Undersøgelsen kan vare op til en time, hvoraf der optages i ca. 30 min.

Undersøgelsens forløb

Barnet ligger ned under undersøgelsen. Der anbringes elektroder i hårbunden.
Dette gøres ved en af følgende fremgangsmåder:

  • Elektroderne fastgøres til huden ved hjælp af klæbestof
  • En hue, hvor elektroderne er fastgjort, sættes på hovedet, og der kommes lidt gel i hver elektrode.

Derudover sættes der små elektroder enkelte andre steder på kroppen. Elektroderne er forbundet med et apparat, der aflæser aktiviteten i hjernen.

Under undersøgelsen kan dit barn i en kort periode blive bedt om at lave dybe vejrtrækninger (hyperventilation), og der kan blive udført fotostimulation, hvor en lampe med stærkt lys blinker med forskellig hastighed. Hyperventilation og fotostimulation udføres fordi en del EEG-forandringer, epileptiske symptomer og i enkelte tilfælde anfald kan fremkaldes på den måde. Undersøgelsen optages på video (lyd og billede).

Medicin

Bruger barnet medicin, skal det tages som vanligt.

Bivirkninger

Undersøgelsen er ufarlig. Dit barns hår vil blive fedtet, men det kan vaskes ud. Huden kan i sjældne tilfælde blive irriteret, der hvor elektroderne har siddet.

Svar på undersøgelsen

Det er ikke muligt at få svar umiddelbart efter undersøgelsen. Inden for 8 dage sendes svar til den læge eller afdeling, der har henvist dig, som så vil orientere dig om resultatet af undersøgelsen.

Hvor foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår på en af Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelsers adresser. Det fremgår af dit indkaldelsesbrev, hvor du skal
møde op til undersøgelse.

Redaktør