Patientinformation
Døgnblodtryksmåling foretages for at sikre, at du får den optimale blodtryksbehandling eller for at finde ud af, om du overhovedet har behov for behandling.
Målingerne foretages med et bærbart apparat, så blodtrykket kan blive registreret i dine vante omgivelser. På den måde kan man se, hvordan dit blodtryk varierer i løbet af døgnet og bedømme sværhedsgraden af en eventuel blodtryksforhøjelse. Det er også muligt at vurdere, om du får en tilpas mængde blodtrykssænkende medicin, hvis du allerede er i behandling.
Apparatet sættes på i ambulatoriet på venstre arm, hvis du er højrehåndet og på højre arm, hvis du er venstrehåndet. Det tager ca. 30 min. at påsætte det og at kontrollere, at det fungerer korrekt.
Apparatet er forbundet med en blodtryksmanchet via en gummislange. Apparatet er kodet til at måle dit blodtryk hvert 30. minut i løbet af dagen (fra kl. 07.00 til kl. 22.00) og hver time i løbet af natten (fra kl. 22.00 til kl. 07.00).
Blodtryksmanchetten bliver blæst op automatisk. Umiddelbart før målingen bipper apparatet, så du ved, hvornår målingen foretages. Det er vigtigt, at du slapper af i armen og lader den hænge ned langs kroppens side under målingerne i dagtiden. Hvis musklerne i armen ikke er afslappede under målingerne, kan der opstå støj, som får apparatet til at afbryde målingen. Hvis målingen afbrydes, vil apparatet forsøge at gentage målingen efter et minut.
Det er også vigtigt, at du beholder apparatet på i alle de planlagte 24 timer, også selvom du synes, det er svært at sove med det på. Hvis der mangler for mange målinger, kan undersøgelsen ikke bruges. Så er det nødvendigt at gentage den.
Du bedes notere, hvornår du går i seng og hvornår du står op i den dagbog, du får udleveret. Du bedes også notere, hvis du f.eks. udfører fysisk anstrengende aktiviteter eller hviler dig i løbet af dagen. Det er vigtigt, at din dag forløber så almindeligt som muligt. Det vil sige, at du skal gøre, som du plejer. Dog må du ikke bade med apparatet på. Du skal også tage din medicin, som du plejer. Du bedes notere, hvilken blodtrykssænkende medicin du tager.
Alle målingerne bliver lagret i apparatet. Når du afleverer det, kan målingerne aflæses i en computer. Resultatet samt en bedømmelse af blodtrykket bliver afleveret til den læge, som har henvist dig til undersøgelsen, så du kan få svar næste gang, du kommer i ambulatoriet.