Patientinformation
Denne vejledning er til dig, som er startet i dialysebehandling. Når man starter i dialysebehandling, vil det ofte være nødvendigt at ændre på kosten. Det skyldes bl.a., at der sker et tab af protein under dialysebehandlingen. Nogle patienter får forhøjede værdier af fosfat og kalium i blodprøverne, fordi nyrerne ikke længere kan fjerne disse.
Protein
Proteinets opgave er at opbygge muskler, reparere væv og bekæmpe infektioner. Proteinunderernæring er derfor vigtigt at undgå.
Under dialysebehandlingen sker der et proteintab, og det er derfor vigtigt at spise mere protein.
Protein findes i kød, fisk, fjerkræ, bælgfrugter og æggehvider. Selvom ost, mælkeprodukter og æggeblommer også er proteinrige, er indholdet af fosfat højt i disse fødevarer. Derfor kan der være begrænsninger for, hvor meget man kan spise af disse sidstnævnte fødevarer.
For at få nok protein, bør protein indgå i alle dagens måltider. Det er desuden en god ide at supplere hovedmåltiderne med 2-3 mellemmåltider med protein. Et mellemmåltid kan være en portion soya yoghurt, en sandwich med kød, fisk, fjerkræ eller en hjemmelavet pålægssalat.
Energi
Kalorier er nødvendige for at få tilført energi og holde en stabil og passende vægt. Der er kalorier i stort set alle fødevarer. I den daglige kost fås mest energi fra brød, kartofler, ris, pasta, gryn, kød, fisk, fjerkræ og fedtstoffer.
Fosfat
Til trods for dialysebehandlingen vil blodets indhold af fosfat ofte være for højt, da kroppen ikke kan udskille overskud af fosfat. Derfor kan det være nødvendigt at begrænse kostens indhold af fosfat. Fosfat findes især i mælk og mælkeprodukter, ost, æggeblommer og indmad. Fosfat er et hyppigt anvendt tilsætningsstof i fødevarer og kan findes i mange forarbejdede fødevarer som kødpålæg, færdigretter, langtidsholdbart bagværk (f.eks. kanelgifler) og Cola, Faxe Kondi og Carlsberg Sport.
Kalium
Blodets indhold af kalium kan også blive for højt. Derfor kan en begrænsning af kostens indhold af kalium være nødvendig. Kalium findes især i mælk, surmælksprodukter, frugt, juice, grøntsager, kartofler, kaffe, chips, banan, mælkepulver, soltørrede tomater og koncentreret tomatpuré
Salt (Natrium)
Der kan være flere grunde til at holde igen med salt. Salt øger tørsten, og salt kan være medvirkende til forhøjet blodtryk. Mange almindelige dagligvarer som brød, pålæg, ost og færdigretter er tilsat salt. Derfor sparer man en del salt ved at spise hjemmelavet mad, evt. bage sit eget brød samt bruge middagsrester som pålæg.
Væske
Når man tisser lidt eller intet, kan overskud af væske udelukkende fjernes ved dialysebehandling. Dette kan dog kun ske i begrænset omfang. Derfor kan det være nødvendigt at drikke mindre væske end normalt.
Væske er alt, hvad der er flydende ved stuetemperatur for eksempel vand, is, isterninger, mælk, kaffe, te og suppe. Der er dog også mange fødevarer som indeholder meget væske: f.eks. sovs, yoghurt, grøntsager og frugt.
Stjernefrugt - Carambole
Stjernefrugt indeholder små mængder af et naturligt giftstof, som ikke kan udskilles, når man har nedsat nyrefunktion. Derfor frarådes alle nyresyge at spise stjernefrugt.
Vejledning af en klinisk diætist
Der kan være nogle kostmæssige begrænsninger, når man er nyresyg og i dialysebehandling. Men det er vigtigt at huske på, at der ikke er noget, som er forbudt at spise. Det handler om, hvor meget man spiser af de forskellige fødevarer. Det kan være svært at finde en balance, så begrænsningerne ikke medfører en dårlig ernæringstilstand. Afdelingens kliniske diætister hjælper gerne med at udarbejde personlige konkrete råd og vejlede i, hvordan de nødvendige kostændringer bliver en del af hverdagen.
Alle som starter i dialysebehandling vil blive tilbudt en samtale med en af afdelingens kliniske diætister. Efterspørg gerne en samtale, hvis ikke du er kontaktet af diætisten inden for de første par måneder efter dialyseopstart.