Desferal - værd at vide om

Desferal (Deferoxaminmesilat) er en medicinsk behandling, som kan fjerne overskydende jern fra kroppen.

Patientvejledning

Hvilken sygdom har du?

Din sygdom gør, at du ofte skal have blodtransfusioner. Disse transfusioner medfører, at der bliver ophobet jern i din krop, udover det du normalt har brug for. Det ekstra jern kan aflejre sig i kroppen, hvilket kan give mavesmerter og på sigt muligvis påvirke dine organer.

Hvilke lægemidler er til rådighed?

Der findes flere forskellige lægemidler, der kan binde jern, så kroppen kan udskille det. Exjade, Ferriprox og Desferal. Hvilket lægemiddel der er bedst til lige præcis dig, afgør lægen.

Hvilken behandling skal du have?

Det er besluttet at tilbyde dig medicinsk behandling med Desferal (Deferoxaminmesilat), som kan fjerne overskydende jern fra kroppen.

Hvordan virker Desferal?

Desferal binder jern og gør det opløseligt i vand. Derefter kan det udskilles af kroppen via urinen.

Hvordan gives Desferal?

Desferal gives i en vene over 48 timer ved hjælp af en pumpe. Pumpen kræver ikke strøm og sættes på i klinikken, så du kan have den på derhjemme.
Desferal kan give bivirkninger, oftest opleves kvalme, hovedpine og nældefeber. I sjældne tilfælde opleves synsforstyrrelser eller påvirkning af hørelsen.

Hvor god er effekten af Desferal?

100 mg Desferal fjerner 8,5 mg jern fra kroppen. Så dosis vil afhænge af, hvor meget jern der måles i blodet.

Kan du få Desferal flere gange?

Desferal dosis gentages som regel fem gange over to måneder. Denne behandling kan gentages senere, hvis der igen er for meget jern i blodet. 

Redaktør