Gå til hovedindhold

Cisplatin og strålebehandling - behandling af kræft i mundhule, næse-bihuler, svælg, næsesvælg og strube med

I denne information kan du læse om, hvordan behandling af kræft i mundhule, næse-bihuler, svælg, næsesvælg og strube med cisplatin og strålebehandling foregår, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen, og hvilke bivirkninger, du kan opleve.

Du har fået tilbudt behandling med cisplatin og strålebehandling. I denne information kan du læse om, hvordan behandlingen foregår, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen, og hvilke bivirkninger, du kan opleve.

Sådan virker behandlingen

Cisplatin er kemoterapi, som hæmmer kræftcellernes vækst. 
Du skal modtage kemoterapi samtidig med du er i strålebehandling. Formålet med denne behandlinger er at kemoterapien, skal øge effekten af strålebehandlingen.
Behandlingen med cisplatin foregår ambulant og tager ca. 3-4 timer. Du kan tage hjem samme dag, som du har fået behandlingen. Cisplatin gives 1 gang om ugen og du er planlagt til at skulle have 5-6 behandlinger i alt. Undervejs vil du blive fulgt med blodprøver, lægesamtaler og undersøgelser. 
Strålebehandlingen gives 1 gang daglig 5-6 gange om ugen i ca. 6 uger. Strålebehandlingen starter samtidig med kemoterapien. Du vil få yderligere information om strålebehandlingen i Strålebehandling, klinik 3981.
Behandlingen afbrydes hvis du ønsker det eller hvis der er for mange bivirkninger. Efter afsluttet behandling vil du overgå til opfølgningsforløb i klinikken.

Før start af behandling

Du kan med fordel skrive dine spørgsmål ned, så du har dem når du taler med lægen.

Husk at få taget blodprøver

Du skal have taget blodprøve før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus senest 1½ time før lægesamtalen. Med blodprøverne undersøger vi dit immunforsvar, dine blodplader og blodprocent. Vi undersøger også dine salte i blodet, og hvordan dine nyrer og lever fungerer. Blodprøverne viser, hvordan du tåler behandlingen, og vi sikrer at alt er, som det skal være, for at du kan fortsætte.

Husk at tage kvalmestillende medicin

Du får udleveret kvalmestillende medicin af sygeplejersken, som skal tages 1 time før kemoterapi.

På behandlingsdagen

Når du møder i afsnittet, vil du blive hentet af en sygeplejerske i venteværelset. Behandlingen gives oftest i vores behandlingsrum, hvor der også er andre patienter der modtager behandling. Mens du får behandling, sidder du i en stol. Før behandlingen går i gang, får du anlagt et drop, da behandlingen gives i en blodåre. Når dagens behandling er slut, fjernes droppet igen. Behandlingen varer ca. 3-4 timer da der skal gives væske før og efter Cisplatin. Før og efter din behandling skal du vejes. Dette skyldes, at du under behandlingen får en del væske. Har du taget mere end to kilo på, under behandlingen, får du en vanddrivende tablet med hjem. 
Inden du går du hjem får du udleveret kvalmestillende medicin og tider til næste behandling. Der tilbydes snacks og drikkevarer under behandlingen. 

Bivirkninger af behandlingen

Du kan få en række bivirkninger ved behandlingen. Listen med bivirkninger kan virke voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. Og det er ikke alle, der er lige alvorlige. Det er vigtigt, at du fortæller os om dine bivirkninger. Nogle bivirkninger kan vi behandle eller lindre og nogle kan vi forebygge udvikler sig til permanente gener. Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen udsætte eller stoppe din behandling.

Bivirkninger til strålebehandlingen:

Strålebehandlingen medfører smertefuld påvirkning af slimhinder i mund og svælg med spisebesvær til følge.
Der kan opstå mundtørhed, hævede slimhinder i halsen, øget fasthed (arvævsdannelse) på halsen samt i sjældne tilfælde skader på tænder og kæbe. Desuden kan der opstå nedsat hørelse.

På det bestrålede hudområde skal du undgå:

  • Direkte sol/solarium i op til 6 måneder efter afsluttet strålebehandling
  •  Klor- og havvand op til 8 uger efter afsluttet strålebehandling
  • Plaster
  • Creme, medmindre det er noget personalet har anbefalet 

Bivirkninger til kemoterapien:

De almindeligst forekommende bivirkninger er:

  • Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling. Påvirkning af knoglemarven kan bl.a. vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød, hjertebanken, feber, blødning og røde prikker eller blå mærker i huden. 
  • Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
  • Træthed.  Kræftrelateret træthed (fatigue) kan forekomme. Du kan med fordel undersøge hvilke aktiviteter, der giver dig energi og forsøge at undgå dem, der gør dig mere udmattet.
  • Hårtab. Langt de fleste oplever en udtynding af håret, men ikke et fuldt hårtab. Der kan dog opstå fuldt hårtab i nakken som følge af strålebehandlingen. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. 

Nogle patienter oplever desuden følgende bivirkninger:

  • Påvirkning af hørelsen. Behandlingen kan give hørenedsættelse og tinnitus. Fortæl os, hvis du bliver dårligere til at høre i forbindelse med behandlingen. Hørenedsættelsen kan blive permanent.
  • Føleforstyrrelser i hænder og fødder. Behandlingen kan påvirke de små nervegrene, så du kan få prikken og stikken i fingre og tæer. Disse bivirkninger kommer gradvist. De vil oftest forsvinde igen, men kan blive permanente.
  • Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Vi kan vejlede dig om medicin mod generne, hvis du har brug for det.

Hvis du vil vide mere, kan du finde information på www.minmedicin.dk 

Når du kommer hjem/er hjemme

Vigtigt! Kontakt os straks ved disse symptomer

  • Feber over 38,5 eller over 38,0 i 2 målinger inden for 2 timer
  • Blødning

Vi anbefaler at du anvender et termometer til endetarmen.
Anvender du mundtermometer, skal du tillægge 0,5 grad til den målte temperatur.

Brug prævention

Du kan godt have samleje, mens du er i behandling. Mængden af kemoterapi, der udskilles gennem sæd eller skedens slimhinder er så lille, at det ikke skader din partner. Kemoterapi kan 
skade et foster i 1. trimester, så I skal bruge et sikkert svangerskabsforebyggende middel som P-piller eller spiral under behandlingen og seks måneder efter.

Behandlingen kan påvirke din fertilitet

Behandlingen kan påvirke din evne til at få børn. Hvis du og din partner ønsker at få børn, bør du derfor overveje at få nedfrosset sæd, æg eller æggestok, inden behandlingen går i gang. Lægen kan fortælle mere om dine muligheder og kan evt. henvise dig til fertilitetsrådgivning.

Mere viden

Du kan læse mere om medicinsk behandling af kræft og få en mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger og hvordan de kan afhjælpes i hæftet ”Medicinsk kræftbehandling”. Du får hæftet udleveret af sygeplejersken.

Du kan læse mere om cisplatin og strålebehandling samt deres bivirkninger på www.minmedicin.dk og www.cancer.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden