Indledning
Denne vejledning skal give dig og dine pårørende viden om den medicinske kræftbehandling Carfilzominb, Revlimid og Dexamethason, og hvordan behandlingen kan påvirke dig. Denne viden kan forberede dig på forløbet og de bivirkninger, der kan opstå.
Behandling
Carfilzomib, Revlimid og Dexamethason hæmmer kræftcellernes vækst på forskellig måde. Ved at kombinere stofferne, medfører det en bedre virkning på din sygdom.
Behandlingsforløb
Behandlingen får du i serier. En serie varer 28 dage (4 uger).
- Du får behandling med Carfilzomib dag 1, 2, 8, 9, 15 og 16 i hver serie.
- Fra serie 13 får du Carfilzomib dag 1, 2, 15 og 16 i hver serie.
- Revlimid får du i 21 dage i hver serie, herefter holder du pause i 7 dage.
- Dexametason får du dag 1, 8 og 15 i hver serie.
Din læge og sygeplejerske fortæller dig, om dit konkret behandlingsforløb.
Undersøgelser i behandlingsforløbet
Du får jævnligt taget blodprøver, så lægen kan se, om du tåler behandlingen, og hvor godt behandlingen virker.
Er dine blodplader under 30 mia./l, bliver behandlingen udsat en uge.
Sådan får du behandlingen
Behandlingen med Carfilzomib bliver almindeligvis givet ambulant.
Carfilzomib får du som væske ind i en blodåre (infusion) over ca. 30 min. Inden og efter Carfilzomib får du ekstra væske (saltvand) i en blodåre., så behandlingen samlet varer ca. 1 time.
Revlimid kapslerne skal du tage om morgenen og helst på samme tidspunkt hver dag. Hvis din dosis af Revlimid består af flere kapsler, skal du tage alle kapslerne på én gang. Du må altså ikke fordele dem ud over dagen. Du må ikke knuse eller tygge kapslerne. Du skal synke kapslerne hele sammen med rigeligt vand og gerne i forbindelse med morgenmaden.
Bemærk! Hvis du glemmer at tage Revlimid om morgenen, og der er gået mere end 12 timer, når du opdager det, må du ikke tage medicinen. Du skal i stedet springe Revlimid over den dag. Den efterfølgende morgen skal du tage din normale dosis.
Dexamethason tabletterne skal du tage derhjemme. Du skal helst tage tabletterne om morgenen, da de kan forhindre dig i at sove, hvis du tager dem senere på dagen.
Sådan forløber dagen
- Når lægen har set svar på dine blodprøver og vurderet, at du er klar til behandling, bliver medicinen blandet på hospitalets apotek.
- Du får lagt en tynd plastikslange (perifert venekateter) ind i en blodåre på armen, med mindre du har et centralt venekateter. Hvis det er tilfældet, kontrollerer sygeplejersken, at kateteret fungerer og ligger korrekt.
- Du får væske og Carfilzomib i blodåren.
- Du får udleveret den medicin, som du skal tage derhjemme.
- Dit perifert venekateter bliver fjernet igen af sygeplejersken, innden du går hjem.
Understøttende behandling
For at forebygge bivirkningerne til behandlingen får du forskellige former for understøttende medicin. Det er vigtigt, at du tager medicinen som foreskrevet, da den er en del af kræftbehandlingen.
Du får allopurinol, der hjælper med at udskille affaldsstoffer via urinen. Det er en tablet, du skal tage en gang dagligt. Drik 2-3 liter væske de dage du får behandling.
Du har øget risiko for at få infektion med herpes virus under behandling med Carfilzomib. Derfor skal du have behandling med tablet Aciclovir, der beskytter dig mod infektioner med herpes virus. Du skal tage tabletterne om morgenen og aftenen under hele behandlingsforløbet og i 3 måneder efter afsluttet behandling.
Bivirkninger og komplikationer til behandlingen
Bivirkninger er ikke-tilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige men ikke alvorlige. Andre er sjældne men kan være alvorlige.
Du skal fortælle personalet, hvis du oplever bivirkninger under behandlingen. Vi kan hjælpe dig med at lindre bivirkningerne. Hvis bivirkningerne er alvorlige, kan din læge afbryde behandlingen midlertidigt eller vælge helt at stoppe behandlingen.
Der kan også opstå senfølger, som er bivirkninger, der viser sig efter, at behandlingen er afsluttet, eventuelt flere år efter.
Generelle bivirkninger til medicinsk kræftbehandling
De generelle bivirkninger til medicinsk kræftbehandling omfatter:
- Kvalme, opkastning og nedsat appetit
- Påirkning af knoglemarvens funktion med risiko for infektioner og behov for blodtransfusioner
- Forandringer af hud og negle
- Mundgener
- Træthed
Disse bivirkninger kan du læse om i pjecen "Medicinsk kræftbehandling". I pjecen kan du også læse om senfølger til medicinsk kræftbehandling, som kan omfatte både fysiske og psykiske senfølger.
Mulige senfølger omfatter:
- Nedsat evne til at få børn
- Øget risiko for anden kræftsygdom
- Svækket hjertepumpefunktion
- Nerveskader/føleforstyrrelser
- Risiko for angst og depression
Bivirkninger til Carfilzomib
Overfølsomhed overfor medicinen
Oplever du nogle af de nedenfor nævnte bivirkninger, mens du får behandlingen, skal du STRAKS fortælle det til personalet. Du må ikke vente og tænke, at det nok går over af sig selv. Lægen og sygeplejersken kan behandle dig og forhindre at reaktionen bliver værre. Ofte forsvinder bivirkningerne, hvis du får medicinen langsommere. Får du mod forventning en reaktion pga. overfølsomhed overfor medicinen, skal du måske blive på afdelingen til næste dag.
Under infusionen og indtil 24 timer efter første infusion kan du opleve at få
- Kløe i næse og hals
- Snue
- Irritation i øjne og hals
- Udslæt
- Kvalme
Bliver overfølsomheden værre, kan du få:
- Kulderystelser
- Åndenød
- Hjertebanken
- Opkastning
- Smerter i muskler og led
- Feber
- Fald i blodtrykket
Hjerte og kredsløb
Behandlingen kan medføre forhøjet blodtryk, hjertebanken, smerter i brystet og åndenød. Inden du begynder behandlingen, undersøger lægen, om du har forhøjet blodtryk eller hjertesygdom fx om du tidligere har haft en blodprop i hjertet. Det er vigtigt, at du får målt dit blodtryk reglmæssigt i ambulatoriet, når du kommer til behandling.
Føleforstyrrelser og nedsat kraft
Carfilzomib kan lgive føleforstyrrelser i form af prikken, stikken, sovende eller snurrende fornemmelser specielt i fingrer og tæer. Du kan opleve vanskeligheder med at knappe knapper, sy og strikke samt gå op og ned af trapper.
Mænd kan opleve ændret følsomhed i penishovedet og få problemer med rejsning.
Kvinder kan opleve ændret følsomhed i skeden og ved klitoris.
Påvirkningen af nerverne kan også medføre smerter (nervesmerter), som kan føles lynende, jagende eller stødende.
Det kan være, at du allerede har ovenstående gener på grund af tidligere behandling. Generne kan da blive værre under denne behandling.
Det er vigtigt, at du informerer lægen og sygeplejersken om føleforstyrrelserne, hvis de kommer eller bliver værre.
Ved ophør med Carfilzomib, forsvinder påvirkningen af nerverne i de fleste tilfælde inden for et halvt år. Tal med lægen eller sygeplejersken, hvis du har behov for medicin mod smerterne.
Det kan du selv gøre for at mindske generne ved føleforstyrrelser:
- Tag varme bade eller brug varme/kolde omslag
- Beskyt hænder og fødder – undlad fx at gå med bare fødder og brug handsker, når vejret er koldt
- Brug behageligt fodtøj med skridsikker sål
Bivirkninger til Revlimid
Infektion, blødning, blodmangel og træthed er de samme bivirkninger som ved behandling med Carfilzomib.
Blodprop i ben eller lunger
Behandling med Revlimid kan medføre en øget risiko for blodpropper i ben og lunger. For at nedsætte risikoen for dannelse af blodpropper, skal du have medicin, som fortynder blodet, mens du er i behandling med Revlimid. Fortæl din læge, hvis du tidligere har haft blodpropper.
Bivirkninger til Dexamethason
Jo højere dosis og jo længere tid, jo større er risikoen for, at du får bivirkninger.
Svie og ubehag i maven
Medicinen kan give svie og ubehag øverst i maven, og kan forværre mavesår. Kontakt afdelingen, hvis du oplever sure opstød eller halsbrand.
Sukkersyge
Medicinen kan medføre stigning i dit blodsukker og give dig midlertidig sukkersyge. Sukkersygen forsvinder oftest efter endt behandling. Kontakt afdelingen, hvis du pludselig begynder at blive mere tørstig end ellers, og har hyppigere vandladning.
Humør
Når du får Dexamethason, kan du opleve, at du bliver mere energisk og i opstemt humør, samt at du kan have svært ved at sove. Du kan også føle dig rastløs, modløs og nedtrykt. Enkelte får en egentlig depression. Fortæl personalet, hvordan du oplever dit humør er, da de kan hjælpe dig med samtaler, råd og vejledning.
Øget appetit
Dexamethason kan øge din appetit.
Infektion
Dexamethason sænker din legemstemperatur ”kunstigt” i de dage, du får medicinen. Vær derfor ekstra opmærksom på, om du har tegn på infektion som fx utilpashed, hoste eller kulderystelser de pågældende dage.
Ophør med dexamethason
Nogle bliver utilpasse i dagene efter, de er holdt op med at få Dexamethason. Det kan vise sig ved generel utilpashed, træthed, smerter i led, lettere nedtrykthed eller at hænderne ryster.
Hvis du har fået Dexamethason igennem længere tid, skal du ofte trappe gradvist ud af medicinen.
Tiden hjemme mellem behandlingerne
Nogle kan passe deres arbejde mellem behandlingerne og have en hverdag næsten, som de plejer. Andre har brug for et par ekstra dage fri, nedsat tid eller helt at holde op med at arbejde i hele behandlingsforløbet. Det afhænger bl.a. af, hvilket arbejde du har.
Mere information
Ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte personalet, eller du kan hente uddybende oplysninger om bivirkninger og senfølger på www.medicin.dk eller www.indlaegsseddel.dk
Du kan også læse mere generel information om behandling af din kræftsygdom, og hvordan den påvirker dit liv i patientinformationen ”Medicinsk kræftbehandling”.
Kontakt
Hvis du er i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte afdelingen.
Kontakt altid ved:
- Temperatur over 38,3 °C eller gentagne målinger med temperatur over 38,0 °C (målingerne foretages med 1 times interval
- Blødning, som ikke standser af sig selv
- Stærke smerter
- Synsforstyrrelser og stærk hovedpine
- Åndenød og stakåndethed
- Smerter i brystet eller ved vejrtrækning
- Føleforstyrrelser eller sovende fornemmelser i tæer, fødder eller fingre
- Udslæt
- Forstoppelse igennem flere dage
- Diarré, som varer mere end 1-2 dage
- Opkastninger, som varer mere end 1-2 dage
- Hvis du har glemt at tage medicin, du får som behandling af din kræftsygdom
- Hvis du ikke er i stand til at tage din medicin, fx på grund af kvalme