CVK

I forbindelse med stamcellehøst fra blodet kan der være behov for at anlægge et centralt venekateter (CVK)

I forbindelse med stamcellehøst fra blodet kan der være behov for at anlægge et centralt venekateter (CVK).

Hvor skal du møde?

Hvis du har tid til anlæggelse af kateter kl. 8.00 skal du møde direkte på operationsgangen afsnit 4013, opgang 4, 1 sal.
Hvis du har en tid senere på dagen skal du møde i Blodsygdomme, klinik 4042 på afsnit 4042 og henvende dig til en sygeplejerske. Her skal du være klar fra kl. 8.00, uanset hvornår på dagen du har tid til selve anlæggelsen. Sygeplejerskerne sørger for, at du kommer på operationsgangen opgang 4, 1.sal.

Hvordan foregår anlæggelsen af kateteret?

Du bliver lokalbedøvet i hudområdet før anlæggelse af kateteret. Kateteret bliver efter anlæggelsen syet fast til huden med tråde og indstiksstedet bliver dækket med et plaster. Proceduren varer ca. en time. Når du har fået lagt kateteret, skal du gå til Blodsygdomme, klinik 4042 på 4042 opgang 4, 1 sal og henvende dig til sygeplejerskerne.

Sygeplejepersonalet vil informere dig angående pleje af kateteret. Du vil blandt andet få udleveret forbinding så du selv kan skifte den. Du skal blive i afsnittet i mindst 2 timer efter anlæggelsen af kateteret til observation. Du skal vente 24 timer med at tage et bad.

Når kateteret er anlagt

Hvis det bløder fra indstiksstedet kan man vælge at skifte forbindingen. Hvis det bløder meget fra indstiksstedet eller du har brug for smertestillende medicin så kontakt Blodbankens vagthavende læge.

Umiddelbart efter anlæggelsen kan der også komme ømhed, rødme og hævelse omkring kateteret. Det forsvinder normalt efter et par dage. Hvis det derimod tiltager og du eventuelt også får feber, kan det være tegn til infektion i huden og så skal du kontakte Blodbankens vagthavende læge.

Der er også i forbindelse med og efter anlæggelse af kateteret, en meget lille risiko for flg. mere alvorlige komplikationer: Infektion i blodet, beskadigelse af lungehinden eller dannelse af en blodprop rundt om kateteret.
Hvis du får et eller flere af flg. symptomer skal du derfor straks tage kontakt til Blodbankens vagthavende læge:

  • Feber
  • Kulderystelser
  • Åndenød
  • Smerter ved vejrtrækning,
  • Smerter og hævelse af armen

Fjernelse af kateteret

Kateteret fjernes efter den sidste leukaferese (høst af stamceller) af sygeplejerskerne i Blodbanken.

Hvor skal du ringe?/Hvad skal du sige?:

Se blodbankens nummer under ”kontakt”.  
Du skal oplyse, at du er stamcelledonor, at du har et CVK, og hvilke symptomer du har, og at du ønsker at tale med en læge med det samme.

Redaktør