CLE test

CLE-test står for Continuous Laryngoscopy Exercise test eller på dansk kontinuerlig laryngoskopi anstrengelsestest, hvor man løber på et løbebånd, mens man ser, hvordan struben fungerer.

Undersøgelse for anstrengelsesud


Undersøgelsen finder sted på afsnit 5003, opgang 5, stuen (ved Juliane Maries Vej). Henvendelse i receptionen.

Tid aftalt: ________dag, den ________ kl. ________.

Da vi afsætter mange ressourcer og har lang ventetid til denne undersøgelse, er det vigtigt, at du hurtigst muligt melder afbud, hvis du er forhindret i at møde.

Introduktion

CLE-test står for Continuous Laryngoscopy Exercise test eller på dansk kontinuerlig laryngoskopi anstrengelsestest, hvor man løber på et løbebånd, mens man ser, hvordan struben fungerer. Testen er den eneste testede metode for at undersøge for en række tilstande i struben, der giver vejrtrækningsproblemer under fysisk aktivitet.

Hvis man har en sådan tilstand, ser struben nemlig helt normal ud i hvile, men man kan se en aflukning af struben (og dermed luftvejen) under fysisk aktivitet, hvor struben ellers skulle være helt åben. Aflukningen forsvinder meget hurtigt efter, at man stopper fysisk aktivitet, og skal derfor ses under aktiviteten.

Løbetesten

Testen går ud på, at man løber et løbebånd, indtil man er helt udmattet. Hastigheden du skal løbe på vælges før testen i samarbejde med dig, så den er tilpasset din kunnen. Hastigheden er så konstant under testen, men hældningen på løbebåndet stiger trinvis, således at du bliver helt udmattet efter ca. 8 min. Dvs. selve testen ikke tager længere tid.

Det er vigtigt, at vi kan se hvor slemt dit tilfælde kan være, og vi vil derfor forsøge at presse dig til dit absolutte yderste på løbebåndet, også selv om du får problemer med vejrtrækningen. Det kan derfor være en ubehagelig oplevelse, men det er ikke farligt og der vil være erfarent personale omkring dig til at hjælpe dig.

Hvordan ser vi på din strube

Mens du løber, skal vi kunne se, hvad der sker i din strube, og den eneste måde vi kan gøre det på er at udstyre dig med et såkaldt laryngoskop. Et laryngoskop er et lille apparat med en tynd snabel på ca. 3 mm i diameter med lys i, som man kan se igennem.

Snablen sætter man ind i næsen, så man kan se ned på struben igennem næsen. Du vil blive bedøvet i næsen (ingen nåle), så du vil ikke opleve smerter, og du vil kun mærke snablen ganske lidt, og den vil ligge langt fra evt. brækreflekser. Det er en lidt sær oplevelse, men ikke mere end det. Så længe snablen ligger stille, vil du ikke lægge mærke til, at den er der. For at sikre at den ligger stille, bliver laryngoskopet sat fast i en hat, som du har på hovedet, så kan du nemlig bevæge dig frit rundt, mens vi kan se din strube på
en skærm.

Bedøvelsen inkluderer noget lokalbedøvende gél og en spray. Når du kommer, vil vi sammen med dig vælge det næsebor, som vi vil lægge laryngoskopet i. Du vil herefter få et enkelt sprøjt af en almindelig næsespray, der vil få slimhinden i din næse til at trække sig lidt sammen og give mere plads i næseboret. Herefter sprøjter vi stille og roligt gélen ind i næsen. Det svier lidt.

Det tager ca 10 minutter, før gelen virker. I de 10 min vil du blive bedt om at varme op på løbebåndet, så du kan vænne dig til det.
Når de 10 minutter er gået, får du 2 pust lokalbedøvende spray i næseboret. Sprayen svier i ca. 15 sek, hvor øjet kan løbe i vand, men herefter bliver du følelsesløs i næseboret. Bedøvelsen forsvinder i løbet af et par timer.

Svar på testen

Testen giver et svar med det samme, og optagelserne af din strube under løbet vil blive gennemgået med dig og dine forældre. De hyppigste tilstande er et sammenfald af strukturerne umiddelbart over stemmelæberne, når man trækker vejret ind, og en lukning af stemmelæberne under vejrtrækning. De er yderst begrænsende for ens fysiske aktivitet og kan i slemme tilfælde føles, som en kvælning, men det er vigtigt at vide at tilstandene ikke er farlige.
Behandlinger er fortsat på forskningsniveau, og det kan være muligt at du vil kunne deltage i et projekt, skulle du have lyst. Det er dog en meget stor hjælp at se, hvad der sker i struben, når du ikke kan trække vejret. Det vil gøre det meget nemmere at forholde sig til, og du vil nemmere kunne kontrollere det. Du vil også få en række råd og forslag til, hvad du kan gøre for at kunne lave sport.

Risiko

Selv om testen lyder yderst ubehagelig, går de fleste derfra overrasket over, hvor lidt ubehageligt det var. Vi vil presse dig fysisk, og det er en sær oplevelse at få lagt et laryngoskop i næsen, men den risiko der er forbundet med testen er ganske lille. Da vi vil presse dig fysisk på løbebåndet, er der risiko for at du snubler.
For at sikre at du ikke kommer til skade vil vi udstyre dig med en sikkerhedssele, så du ikke falder ned og slår hovedet, og løbebåndet stoppes øjeblikkeligt.

I ganske sjældne tilfælde ses en allergisk reaktion overfor den lokalbedøvende spray i form af løbende øjne og næse og ondt i maven, hvilket forsvinder indenfor 24 timer. Har du prøvet at få en sådan spray før og har oplevet en sådan reaktion, kan testen laves uden. Bedøvelsen vil her ikke være lige så stærk, og det er en smule mere ubehageligt at få lagt snablen i næsen, men det kan lade sig gøre uden.

Redaktør