Brystkræft i forebyggende behandling efter operation, behandlingsansvarlig læge

Information om dit behandlingsforløb i Afdeling for Kræftbehandling, hvor du er blevet tilbudt en behandlingsansvarlig læge.

Du har fået tilbudt en behandlingsansvarlig læge, der er ansvarlig for dit samlede behandlingsforløb i Afdeling for Kræftbehandling. Det er din behandlingsansvarlige læges ansvar at sikre, at du er inddraget i beslutningerne om dit forløb.

BEHANDLINGSANSVARLIG LÆGE PÅ BRYSTKRÆFT, KLINIK 4262

Du har fået tilbudt en behandlingsansvarlig læge, fordi du 

  • Er blevet opereret for brystkræft
  • Skal have medicinsk kræftbehandling for at forebygge tilbagefald
  • Skal gå i opfølgningsforløb i op til 10 år i Afdeling for Kræftbehandling

Din behandlingsansvarlige læge er en del af et team

Din behandlingsansvarlige læge er en del af et team, der arbejder sammen om at skabe de bedste rammer for dit samlede behandlingsforløb. Teamet består af læger og sygeplejersker i den gruppe, du tilhører, og du vil have en overordnet (behandlingsansvarlig) læge, og 1-2 plejeansvarlige sygeplejersker, der er tættere tilknyttet dig. Når du møder til svar og behandling, vil du især møde dem. Vi er dog en stor afdeling med meget personale og mange patienter, og du vil derfor i dit lange forløb møde flere af os. 
Navnet på din behandlingsansvarlige læge og dit team vil blive skrevet i dit mødekort.

KONTAKT TIL DIN BEHANDLINGSANSVARLIGE LÆGE/TEAM

Du kan komme i kontakt med dit behandlingsteam ved at sende en besked via Min Sundhedsplatform eller ringe til afsnittet. 

Min Sundhedsplatform

Hvis du vil skrive til dit behandlingsteam via Min Sundhedsplatform, skal du logge på og sende en besked til afsnittet. Afhængigt af emnet vil forespørgslen blive besvaret af teamets sekretær, sygeplejerske eller læge. Du kan forvente svar inden for 3 hverdage.

Ring til afdelingen

Du kan også ringe til afsnittet på tlf. nr. 35 45 42 62 og bede om at blive ringet op. Din behandlingsansvarlige læge – eller en fra teamet – vil som oftest ringe tilbage til dig senest hverdagen efter dit opkald.

Hvornår vil du møde din behandlingsansvarlige læge

Så vidt det er muligt, vil din behandlingsansvarlige læge tage sig af din behandling her på afsnittet. Men du vil også blive undersøgt og behandlet af andre. 
I Afdeling for Kræftbehandling uddanner vi læger til kommende speciallæger i Klinisk Onkologi. Du vil derfor møde læger under uddannelse ved nogle konsultationer. 

Hvis du bliver behandlet af andre læger, vil de koordinere med din behandlingsansvarlige læge, så han eller hun er orienteret - eller kan være med til at træffe de nødvendige beslutninger. 

Du vil som minimum møde din behandlingsansvarlige læge ved dit 1. besøg i klinik 4262 eller ved 1. lægebesøg under behandlingen, og efter endt kemoterapi, hvis du skal modtage dette. Du vil derefter se din behandlingsansvarlige læge efter ca. 1 år. Opfølgningsprogrammet planlægges afhængigt af din situation – men kan f.eks. bestå i opfølgning i starten hos læge, og efter ca. 1½ år hos sygeplejersker.

Redaktør