Gå til hovedindhold

Brislen - fjernelse ved sternotomi

Brislen er en kirtel, som er placeret i den øverste del af brysthulen, lige bag brystbenet. Ved operationen fjernes brislen.

Kort om operationen

Når du skal have fjernet brislen, sker det ved en operation, hvor brystbenet deles i to. Det kaldes sternotomi. Brislen er en kirtel, som er med til at udvikle immunforsvaret. Brislens funktion aftager med alderen, og voksne kan derfor sagtens leve problemfrit uden en brissel.

Du skal forvente at være på hospitalet i 5-7 dage i forbindelse med operationen.

Du skal forvente at være øm ved arret efter operationen. Det er også normalt at føle sig træt på grund af den påvirkning, kroppen har været udsat for under operationen.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt og proteinrigt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning.
Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.rigshospitalet.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Bad

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på før operationen. Du må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern hår

Inden operationen skal du fjerne eventuelt hår fra brystkassen Du skal fjerne hårene med en trimmer. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter i huden, som øger risikoen for infektion. Du skal fjerne hårene i området som vist på illustrationen. Fortæl os, hvis du har brug for hjælp.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Du skal fjerne al makeup og neglelak inden din operation. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds og dine negles naturlige farver under operationen. Ur, smykker og piercinger skal du også tage af hjemmefra og lade blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Du skal faste

Du skal faste inden operationen. Det betyder, at du ikke må spise eller indtage mælkeprodukter fra kl. 02.00 natten inden operationen. Du må drikke vand og saft frem til kl. 06.00, hvor vi anbefaler, at du drikker to glas saft, så dit blodsukker er normalt under operationen.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler. Det taler vi med dig om.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget. Du får også lagt et epiduralkateter i ryggen til at lindre smerter.

Operationen

Når bedøvelsen virker, åbner lægen brystbenet, for på den måde at kunne fjerne brislen. Såret sys sammen med tråd, der opløser sig selv.

Operationen varer 2-3 timer.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til Lungekirurgi, opvågning 3151, hvor du vågner fra bedøvelsen og eventuelt overnatter den første nat. Her er du tilsluttet udstyr, som blandt andet måler hjerterytme og blodtryk. Du får tilskud af ilt og eventuelt væske eller medicin gennem et drop. Du må spise og drikke, og du bliver hjulpet op at sidde på sengekanten eller op at stå. De fleste er trætte og har brug for hvile. Dagen efter kommer du tilbage på sengeafdelingen, hvor du gerne må få besøg.

Bedøvelsen kan give kvalme

Du kan få kvalme og kaste op efter operationen på grund af bedøvelsen. Hvis du har brug for det, kan vi give dig medicin mod kvalmen.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er vigtigt, at du er behandlet for smerter, så du kan trække vejret dybt, hoste og komme ud af sengen. Det er almindeligt, at du har brug for smertestillende medicin efter operationen.

Medicinen kan give forstoppelse

Noget smertestillende medicin kan give forstoppelse. Du kan hjælpe maven i gang ved at bevæge dig så meget som muligt, drikke vand og spise mad med mange fibre. Du kan også få medicin, som virker mod forstoppelse.

Hold dig i gang

Selvom du føler dig træt og har mindre overskud, skal du bevæge dig, så meget som din krop kan holde til, for at undgå blodpropper og svækkede muskler. Følg de anvisninger du har fået af fysioterapeuten. Vi hjælper dig op at gå allerede den dag, du er blevet opereret. Prøv så vidt muligt kun at ligge i sengen, når du sover eller hviler dig. Hvis du har svært ved at holde dig i gang, så tal med os om det.

Du får fjernet dræn og katetre

Under bedøvelsen har du fået lagt 2-3 dræn i midten af brystkassen, på begge sider af operationsområdet, som leder overskydende væske væk. Du har også fået lagt et kateter i blæren, så din urin kan løbe ned i en pose. Vi fjerner kateteret efter cirka 2 dage og drænene fjerner vi et ad gangen, cirka et om dagen. Epiduralkateteret, som du har fået lagt i ryggen til at lindre smerter, fjerner vi efter cirka 3-5 dage.

Du skal have medicin i en periode

Efter operationen skal du tage medicin. Vi taler med dig om, hvilken medicin du skal tage og hvor længe. Hvis du starter på en ny medicin, mens du er på hospitalet, lægger vi en recept klar, så du kan gå på apoteket med det samme og hente medicinen, når du bliver udskrevet.

Vi taler med dig om udskrivelsen

Vi taler med dig om, hvordan din hverdag vil være, når du er hjemme igen, så vi eventuelt kan kontakte kommunen for at planlægge, hvilken hjælp du får brug for.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. Mange komplikationer kan forebygges under indlæggelsen, ved at du så hurtigt som muligt kommer ud af sengen og holder dig i gang.

  • Utæt eller sammenklappet lunge (hyppighed: 5 %): Det kan være nødvendigt at behandle med dræn i nogle dage, hvis lungen ikke folder sig ud eller bliver tæt. I sjældne tilfælde kræver det en ny operation for at tætne lungen.
  • Luft under huden (hyppighed: 5 %): I nogle tilfælde siver luften fra lungen udenom drænet og ud under huden. Huden kan føles knitrende, når man rører ved den, men det er ikke farligt. Luften vil oftest forsvinde af sig selv i løbet af nogle dage. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at lægge et ekstra dræn.
  • Skade på nerven til mellemgulvsmuskulaturen (hyppighed: 5 %): I sjældne tilfælde kan nerven til mellemgulvsmusklen også tage skade under operationen og give varig nedsat lungefunktion
  • Skade på nerven til stemmelæberne (hyppighed: under 1 %): En beskadiget nerve kan gøre dig hæs. Hæsheden går som regel væk af sig selv, men det kan kræve behandling af en øre-næse-hals-læge.
  • Blodpropper (hyppighed: under 1 %): Der kan dannes blodpropper i ben eller lunger. Vi giver dig derfor forebyggende blodfortyndende medicin og støttestrømper på, mens du er indlagt.
  • Betændelse i såret (hyppighed: 1 %): Hvis det sker, kan det betyde, at du skal blive på hospitalet 2-3 uger længere. Det er som regel nødvendigt at åbne operationssåret, rense brysthulen og lægge dræn igen.
  • Blødning (hyppighed: 1-2 %): Det kan bløde så meget under operationen, at du får brug for en blodtransfusion.
  • Risiko for død (hyppighed: 1-2 %): I meget sjældne tilfælde kan der under operationen opstå forhold, som medfører død. Inden operationen fortæller vi dig, hvis der er forhold, der øger risikoen.

Hjemme igen

Sygemelding

Hvis du er i arbejde, anbefaler vi, at du inden operationen taler med din arbejdsgiver om muligheden for gradvist at vende tilbage til arbejdet. For de fleste er det efter cirka 6-8 uger, men det kan være nødvendigt at vente længere. Mærk, hvordan din krop reagerer, og tag hensyn til det.
Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Vent med at køre bil og cykle

Da brystbenet skal have ro til at vokse ordentligt sammen, skal du regne med, at du kan begynde at køre bil og cykle igen 6 uger efter operationen.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden