Gå til hovedindhold

Brislen - fjernelse ved sternotomi - hjemme igen

Information om, hvad man skal være opmærksom på, når man er hjemme igen efter operation for fjernelse af brislen.

Ubehag eller smerter

Kontakt os, hvis du bliver forpustet

Hvis du gradvist bliver mere forpustet, efter at du er kommet hjem, skal du kontakte os. Det kan være tegn på lungebetændelse.
Hvis du bliver forpustet, efter du har været til kontrol hos os, skal du kontakte din egen læge.

Fortsæt med smertestillende medicin

Du skal fortsætte behandlingen mod smerter, også selvom du ikke har ondt. Følg de anvisninger, du har fået på hospitalet. Hvis du får det værre eller ikke mærker forskel, når du har taget smertestillende medicin, skal du kontakte os.

Hvis du har brug for at tage stærk smertestillende medicin nogle gange om dagen i en kortere periode, skal du også tage medicin mod forstoppelse. Medicinen mod forstoppelse kan købes i håndkøb på apoteket.

Vi taler med dig om din videre behandling mod smerter, når du kommer til kontrol.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte os, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse eller en bule ved såret.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader.

Du kan opleve føleforstyrrelser

De fleste oplever en anden kropsfornemmelse efter operationen. Det er normalt at være både følelsesløs og overfølsom over for berøring på brystkassen, fordi der er blevet trykket på nerverne ved ribbenene under operationen. Føleforstyrrelserne aftager for de fleste i løbet af nogle uger, men for cirka 5 % kræver det medicinsk behandling og blokader for at lindre smerter i nerverne.

Følelsesmæssige reaktioner er normale

Både patienter og pårørende får følelsesmæssige reaktioner, når alvorlig sygdom bliver en del af livet. Nogle oplever angst, utryghed eller svingende humør. Det kan være en god hjælp at tale med venner og familie eller med en psykolog. Du kan henvende dig til din egen læge, hvis du ønsker henvisning til en psykolog.

Pleje og hygiejne

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal indtil såret er helet, da det øger risikoen for betændelse. Du skal duppe såret forsigtigt med et rent håndklæde eller en ren vaskeklud, når du tørrer dig. Forbinding er kun nødvendig, hvis der siver væske fra sårene.

Plej og beskyt arret

Når såret er helet, og du får et ar, skal du beskytte det mod direkte sol og solarium. Huden omkring arret er særligt udsat i forhold til solskoldning og kan blive mørk af solen. Den mørke farve forsvinder ikke igen. Vi anbefaler, at du dækker arret med tøj de første 12 måneder efter operationen og derefter er omhyggelig med at bruge solcreme med høj faktor. Du kan desuden bruge uparfumeret fugtighedscreme til at gøre huden omkring arret mere smidig.

Spis mad med jern og protein

Din blodprocent kan være faldet efter operationen, og det kan gøre dig træt. Sørg for at få blodprocenten op igen og genvind dine kræfter ved at spise mad, der er rig på jern, fedt og protein, fx brød og kød.

Hvis du ikke har så meget appetit, kan du spise mindre, men hyppigere. Nogle af dine måltider kan være proteindrikke, som du kan købe i håndkøb på apoteket. Du kan også få en recept hos os, så proteindrikkene bliver billigere at købe. Jerntabletter fås også i håndkøb. Aftal med din egen læge, hvor længe du eventuelt skal tage jerntabletter.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dine sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.rigshospitalet.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Bevægelse og hvile

Undgå tunge løft og skæve vrid de første 6-8 uger

Brystbenet må ikke blive belastet. De første 6-8 uger må du derfor ikke løfte tunge ting over 4 kilo, fordelt ligeligt på begge arme, det vil sige 2 kilo per arm. Undgå desuden skæve vrid i overkroppen, fx når du støvsuger eller pudser vinduer. Hvis du har en hund, anbefaler vi, at du har snoren fastgjort i et bælte om maven, når du går tur.

Vent med at køre bil og cykle

Du skal regne med, at du kan begynde at køre bil og cykle igen 6 uger efter operationen.

Søvn

Vi anbefaler, at du finder hvilestillinger, der ikke udløser smerter fra brystbenet. Du kan prøve at ligge på siden, hvis det ikke gør ondt.

Hold dig i gang

Fysisk aktivitet kan ikke forværre din sygdom. Vi anbefaler, at du følger Sundhedsstyrelsens råd om 30 minutters daglig motion, fx med gåture eller træning på en motionscykel. Du må gerne blive lidt forpustet, men ikke mere end at du kan føre en samtale, mens du bevæger dig.

Genoptag seksuel aktivitet, når du er klar

Du kan genoptage seksuel aktivitet, når du har kræfter og lyst til det. Det er ikke skadeligt, hvis du blot tager hensyn til dit brystben. Lyt til din krop, hvis du får smerter fra sårene.

Brug sikkerhedssele

Du skal bruge sikkerhedssele ved bilkørsel. Selen skader ikke dit brystben. Du kan eventuelt placere en flad pude mellem selen og brystet, hvis du føler dig øm.

Praktiske forhold

Genoptræning i din kommune

Hvis du sammen med lægen har vurderet, at det er nødvendigt med genoptræning efter operationen, sender vi en henvisning til din kommune. Kommunen kontakter dig om den videre plan.

Få fjernet tråde ved drænet

Du skal have fjernet tråde 10-12 dage efter, at drænet er fjernet. Det sker enten ved den opfølgende kontrol hos os eller hos din egen læge.

Kom til kontrol

Efter din operation bliver du tilbudt at komme til opfølgende kontrol hos os. Hvis vi ikke har aftalt en tid med dig på hospitalet, indkalder vi dig med digital eller fysisk post. Du skal til kontrol efter cirka 2-3 uger.

Den dag, du kommer til kontrol, tager vi et røntgenbillede af din brystkasse. Mød op i receptionen i Afdeling for Røntgen og Skanning i opgang 3 på 2. sal. Efterfølgende skal du gå til Hjerte- og Lungesygdomme, klinik 8523, hvor du vil få en samtale med en læge. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage pårørende med.

Hvis du oplever forværring inden din kontrol, skal du ikke vente, men i stedet kontakte os. Ved akut forværring skal du kontakte Akuttelefonen 1813 som borger i Region Hovedstaden. Hvis du bor i en anden region, skal du kontakte lægevagten i den region, du bor i.

Få medicintilskud

Du kan i nogle tilfælde få tilskud til din medicin. Tal med din egen læge om, hvad der gælder for dig.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Kræftens Bekæmpelse tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende. Du finder foreningen på www.cancer.dk

Hvis du er henvist til kræftrehabilitering i din kommune, vil der også være mulighed for støtte og vejledning her.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden