Patientinformation

Hvorfor er blodtypen vigtig ved organtransplantation?

Allerede omkring år 1900 fandt man ud af at hvis man blandede serum fra en person med røde blodlegemer fra en anden person opstod der i nogle tilfælde en reaktion så blodlegemerne klumpede sammen og blev forandrede. Årsagen var at der på overfladen af de røde blodlegemer findes nogle specielle molekyler som i visse tilfælde kan reagere med antistoffer (modstoffer) fra andre mennesker. Disse molekyler betegnes blodtypemolekyler. Vi mennesker har i serum antistoffer mod de blodtypemolekyler vi ikke selv har. Der findes 2 forskellige blodtypemolekyler, nemlig A og B og vi mennesker kan deles op i fire forskellige blodtyper ud fra dette.

• Mennesker med blodtype O har ingen blodtypemolekyler på overfladen af de røde blodlegemer, til gengæld har de antistoffer mod blodtypemolekyle A og B.
• Mennesker med blodtype A har molekyle A på overfladen af deres røde blodlegemer og har antistoffer mod blodtype B.
• Mennesker med blodtype B har molekyle B på overfladen af deres røde blodlegemer og har antistoffer mod blodtype A.
• Mennesker med blodtype AB har både molekyle A og B på overfladen af deres røde blodlegemer men ingen blodtypeantistoffer i deres serum.

Da man havde fundet ud af dette blev man klar over hvorfor nogle blodtransfusioner tidligere var gået godt, og andre var endt i en katastrofe med svær sygdom hos modtageren af blodet til følge. Det skete i de tilfælde hvor der blev givet transfusion med blodlegemer mod hvis blodtypemolekyler modtageren havde antistoffer. Blodlegemerne klumpede i disse tilfælde sammen og gik i stykker. Ud fra denne viden kunne man også forudsige at mennesker med blodtype O kan give blod til alle, da der ikke er blodtypemolekyler på overfladen af deres røde blodlegemer og antistoffer kan derfor ikke reagere mod disse. Samtidigt kunne man også forudsige at mennesker med blodtype AB kan modtage blod fra alle idet de ikke har antistoffer mod røde blodlegemer i deres serum. Sådan forholder det sig også i praksis og man udnytter dette i tilfælde hvor der er behov for akut blodtransfusion og ikke tid til at bestemme modtagerens blodtype f.eks. ved ulykker med stort blodtab. I sådanne tilfælde anvender man altid blod fra donorer med blodtype O. Det skal nævnes at man senere har fundet mange andre blodtypemolekyler, der i visse tilfælde kan have betydning ved blodtransfusion, mange vil kende typen Rhesus+ og Rhesus-. Disse betyder dog ikke noget i forbindelse med organtransplantation.

Senere fandt man ud af at mange af kroppens øvrige celler har de samme blodtypemolekyler på overfladen som man først fandt i de røde blodlegemer, nemlig A og B. Dette gælder også for nyrens celler, der har samme blodtypemolekyler som en persons røde blodlegemer. Hvis man modtager en nyre der har blodtypemolekyler på overfladen af en type som man selv har antistoffer imod i serum vil nyren umiddelbart under operationen blive afstødt og gå til grunde fordi blodet klumper sammen inde i nyren og nyrens celler bliver opløst. I lighed med situationen ved blodtransfusion betyder det dog også at man ikke behøver at have den samme blodtype som giveren at nyren, blot må man ikke have antistoffer mod nyren. Hvad angår blodtypemolekyler kan et menneske med blodtype O give organer til alle, et menneske med blodtype AB kan modtage fra alle. 

Nyren har både en blodtype og en vævstype. At man ikke må have antistoffer mod de molekyler der sidder på overfladen af donornyren er helt det samme der gør sig gældende ved vævstype. Som modtager behøver man ikke at have samme vævstype som donoren, men man må ikke have antistoffer mod donorens vævstype. Det er det man undersøger ved den såkaldte crossmatch. Hvis man modtager en nyre med en vævstype hvorimod man selv har antistoffer vil der også her ske en voldsom afstødningsreaktion og nyren vil gå tabt under transplantationen. For at en transplantation skal gå godt er det derfor vigtigt at man har sikret sig at modtageren hverken har antistoffer mod donorens vævstype eller blodtype.

I mange år var der ikke mulighed for at lave om på dette og mange familiedonorer måtte afvises fordi deres blodtype ikke passede med modtagerens. Gennem de seneste år er der sket fremskridt inden for den medicinske behandling således at man ved passende forbehandling af modtageren i mange tilfælde godt kan foretage transplantation selv om donor og modtagers blodtype ikke umiddelbart passer sammen. Denne forbehandling tager tid og det er derfor kun muligt at udføre ved transplantation med levende donor.

Hvorved adskiller blodtypeuforligelig nyretransplantation sig fra almindelig nyretransplantation?

Den eneste forskel er at modtageren skal forbehandles, dels med et modstof mod de celler er dannes, dels med rensning af serum for blodtype antistoffer. Som ved almindelig transplantation gælder stadig  at  modtageren ikke må have vævstypeantistoffer imod donor. Crossmatchen skal altså være negativ.

Hvordan foregår forbehandlingen i praksis?

• Først bestemmes mængden af blodtypeantistoffer i modtagerens serum. Dette gøres ved en almindelig blodprøve. Man kalder det at undersøge antistoftiteren.  I sjældne tilfælde viser det sig at der er  så mange blodtypeantistoffer at man på forhånd må anse det for umuligt at fjerne disse og man derfor ikke kan anvende den planlagte donor.
• Er titeren ikke for høj starter man forbehandlingen 1 måned før den planlagte transplantationsdato med indsprøjtning i en blodåre af biologisk lægemiddel der virker dæmpende på de celler i kroppen der danner antistoffer. Navnet på lægemidlet er Rituximab. Som regel giver dette ikke anledning til umiddelbare bivirkninger. Nogle mennesker kan dog reagere på Rituximab med influenzalignende symptomer. For at undgå dette gives der umiddelbart før Rituximabbehandlingen en dosis binyrebarkhormon, en indsprøjtning med et høfebermiddel og 2 Panodil tabletter. Rituximabbehandlingen foretages under en dagsindlæggelse, hvor du møder om morgenen og kan tage hjem sent på eftermiddagen eller først på aftenen.
• 7-8 dage før den planlagte transplantationsdato indlægges modtageren for at starte rensningen af blodet for antistoffer. For at kunne rense blodet for antistoffer skal man have en dialyseadgang til bloddialyse. Hvis man i forvejen har et bloddialysekateter eller en dialysefistel anvendes disse til forbehandlingen. Er dette ikke tilfældet skal der anlægges en bloddialysekateter. Dette anlægges som oftest på halsen. Anlæggelsen sker i lokalbedøvelse. For nærmere information om  dette  henvises til speciel informationsfolder om dialysekatetre. 
• Selve rensningen foretages på samme måde som man foretager bloddialyse, blot anvendes der en lidt anderledes maskine og et anderledes filter. Selve rensningen af blodet tager ca. 4 timer hver gang og mængden af antistoffer vil blive målt før og efter hver behandling. Man foretager rensning hver eller hver anden dag afhængig af mængden af blodtypeantistoffer. 
• Da det i nogle tilfælde kan være meget vanskeligt at fjerne blodtypeantistofferne kan man aldrig helt være sikker på at den planlagte transplantationsdato holder. Der er derfor afsat en ekstra dato på operationsafdelingen ugen efter hvis der bliver behov for ekstra rensninger. I nogle tilfælde viser det sig dog at det ikke er muligt at rense modtageren tilstrækkeligt for antistoffer og man må derfor helt opgive transplantation med den planlagte donor. Dette er heldigvis sjældent. 
• Samtidig med starten af rensningen af modtageren for antistoffer starter behandlingen med den afstødningsmedicin som også skal tages efter transplantationen for at undgå afstødning. De tabletter der anvendes er Prednisolon, Cellcept og Prograf, som også anvendes til almindelig nyretransplantation. Du kan læse mere om disse tabletter i folderen ”Information om nyretransplantation” 
• Aftenen før nyretransplantationen skal der gives indsprøjtning i en blodåre med proteinstoffet immunglobulin. Før man kunne vaccinere mod leverbetændelse anvendte man insprøjtning af immunglobulin til forebyggelse mod dette. Det kan derfor godt være at du har prøvet at få immunglobulin før f.eks i forbindelse med en turistrejse. 
• Selve proceduren på transplantationsdagen adskiller sig ikke fra en almindelig nyretransplantation. Du kan læse om dette i folderen ”Information om nyretransplantation” 
• Efter transplantationen vil du dagligt få målt blodtypeantistoffer og hvis de stiger kan der blive behov for ekstra rensninger efter transplantationen. Ofte drejer det sig dog kun om 1-3 behandlinger.

Hvordan er resultaterne efter nyretransplantation mod blodtypeuforlig?

Med den nuværende teknik har nyretransplantationer mod blodtypeuforlig været udført i Norden siden 2000 og i Danmark siden 2006 hvor Rigshospitalet indførte denne behandling. Erfaringerne viser at resultaterne er lige så gode som ved almindelig nyretransplantation med afdød donor. Afstødninger ser ikke ud til at forekomme hyppigere og som ved almindelig transplantation kan disse som ofte behandles og medfører sjældent tab af nyren. Langtidsresultaterne ser også ud til at være lige så gode som ved almindelig nyretransplantation med afdød donor.

Internationale opgørelse har dog vist at der ved blodtypeuforligelig transplantation ser ud til at være en forøget tendens til blødning i forbindelse med selve nyretransplantationen og der derfor oftere end ved almindelige transplantationer kan være behov for blodtransfusion. Yderligere viser de samme opgørelser at der i de første 6 måneder efter transplantationen ser ud til at være en forøget risiko for infektioner. Dette stemmer godt overens med vore erfaringer og hænger med stor sandsynlighed sammen med den nødvendige forbehandling op til transplantationen.

Alternativ til blodtypeuforligelig nyretransplantation

Det er vigtigt at nævne, at hvis du har en levende donor, hvor jeres blodtyper ikke passer så transplantation kan foretages uden forbehandling er et andet godt alternativ til at overkomme dette at ”bytte” donor med et andet par, der er i samme situation. Dette kan gøres inden for det nordiske nyrebytteprogram STEP (Scandiatransplant Exchange Program). Du kan læse mere om STEP ved at følge dette link https://publikationer.regionh.dk/pdf/full-21018/step-scandiatransplant-kidney-exchange-program.pdf

Afslutning

Vi håber dette hæfte har givet dig svar på nogle af de spørgsmål som du har omkring blodtypeuforligelig nyretransplantation. Hæftet skal kun betragtes som et supplement til den information du vil modtage fra læger og sygeplejersker i ambulatoriet og på afdelingen.

Udarbejdet af personalet Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme