Gå til hovedindhold

Blodtryk - måling over et døgn (døgnblodtryksmåling)

En døgnblodtryksmåling giver en mere sikker måling af blodtrykket, end en enkelt måling kan give.

Kort om målingen

Du skal have undersøgt dit blodtryk hen over 24 timer. På den måde får vi en mere sikker måling af dit blodtryk, end ved en enkelt måling.

Du skal møde på hospitalet for at få sat et blodtryksapparat på. Det tager cirka 30 minutter.

På hospitalet

Du får blodtryksapparatet på

Vi måler først dit blodtryk på begge arme. Vi sætter en blodtryksmanchet på den arm, hvor du har det højeste blodtryk, og laver nogle ekstra målinger. Blodtryksmanchetten er forbundet til et blodtryksapparat på størrelse med et spil kort, som du skal have med hjem. Blodtryksapparatet kan sidde i et bælte rundt om lænden eller i en rem rundt om skulderen. Vi anbefaler, at du har en løstsiddende trøje på, så der er plads til manchetten.

Sådan gør du

Hold armen i ro, når målingerne går i gang

I løbet af de 24 timer måler blodtryksapparatet dit blodtryk hver halve time i løbet af dagen og en gang i timen i løbet af natten. Når en måling går i gang, skal du holde armen i ro. Hvis blodtrykket ikke bliver registreret, laver apparatet selv en ny måling efter to minutter.

Planlæg døgnet så normalt som muligt

Du skal planlægge døgnet, så det forløber så normalt som muligt. Du bør gå på arbejde og motionere, som du plejer. På den måde får vi det mest præcise billede af dit blodtryk.

Skriv dine aktiviteter ned

Du skal notere, hvad du foretager dig i det skema, som du har fået udleveret på hospitalet. På den måde kan vi sammenligne dit blodtryk med dine aktiviteter.

Forholdsregler, hvis du skal i bad

Hvis det er nødvendigt for dig at tage et bad, skal du sørge for at gøre det mellem to blodtryksmålinger. Derfor er det vigtigt, at blodtryksmanchetten sidder på din arm igen, inden næste måling starter.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer. Hvis du tager medicin for blodtrykket, skal du notere det i den udleverede dagbog.

Aflevér blodtryksapparatet næste dag

Den efterfølgende dag skal du aflevere blodtryksapparatet på afdelingen igen. Vi fortæller dig nærmere om afleveringen, når du får sat blodtryksapparatet på.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden