Blærekateteranlæggelse - kateter med ventil

Heri findes vejledning om tæmning af blærekateter via en ventil.

Du har fået et blærekateter, der skal tømmes via en ventil.

Sådan gør du:

Tøm blæren hver 3. time eller hyppigere ved vandladningstrang   

  • Start med at vaske hænder 
  • Hold ventilen hen over toilettet  
  • For at tømme blæren skal du åbne ventilen på kateteret  

Placér kateteret rigtigt  

Du skal placere kateteret, så det bliver holdt opad. Det er nødvendigt for at undgå, at tyngden af kateteret trækker nedad i blæren. Det kan du gøre ved at holde penis op ad maven med et par tætsiddende trusser og sætte kateteret fast på maven og i lysken med et stykke plaster. Du skal være opmærksom på, at der ikke kommer et knæk på kateteret.  

Brug eventuelt pose om natten  

Hvis det forstyrrer din søvn, at tømme blæren hver 3.time om natten, kan du sætte en urinpose til ventilen. På den måde løber urinen ud i posen, når du sover. Du kan så tømme posen, når du står op. Du skal huske at placere urinposen under blæreniveau, når du sover, så urinen har mulighed for at løbe fra blæren og ned i posen. Du kan fx hænge posen  på sengekanten. 

Daglig hygiejne  

Du skal dagligt vaske dig omkring urinrørsåbningen som du plejer og langs kateteret med mild sæbe. Dette gøres lettest i brusebad, hvor alle sæberester kan skylles væk. Du skal også huske at vaske hænder, både før og efter du rører ved enten kateteret eller urinposen.  

Drik 2 liter væske hver dag  

Der er større risiko for, at du får blærebetændelse og blod i urinen, når du har blærekateter. Det kan medføre, at blærekateteret stopper til. Derfor er det vigtigt, at du drikker mindst 2 liter væske hver dag. Alle former for væske tæller, både kaffe, te, juice, vand og lignende. Får du alligevel problemer med, at kateteret stopper til, så urinen siver ved siden af kateteret, kan hjemmesygeplejersken skylle kateteret igennem med saltvand.  

Skift af ventil 

Ventilen skal skiftes samtidig som blærekateteret. Bliver ventilen forurenet af afføring, skal den skiftes. Bruger du urinpose om natten, skal denne skiftes ugentligt. Når du skifter til en allerede brugt urinpose om natten, skal du tørre studsen grundigt af med sprit. Du kan eventuelt bruge en tot vat med almindelig husholdningssprit. Du kan med fordel gemme posens beskyttelseshætte, der sidder på studsen, når posen er ny. Denne kan bruges til at beskytte studsen om dagen, når du ikke bruger posen. 

Sådan kan du være med til at forebygge, at du får blærebetændelse

  • Vask hænder før og efter du rører ventilen og tømmer blæren. 
  • Du tømmer blæren for urin hver 3. time 
  • Du drikker ca. 2 liter væske dagligt. Urinen bør have en klar lys farve. 

Problemer i forbindelse med kateteret  

Der vil altid være bakterier i urinen, når man har et blærekateter. Behandling med antibiotika er kun nødvendig, hvis der er symptomer som feber eller smerter over blæren. Hvis du får feber, bløder igennem længere tid eller der løber urin ved siden af kateteret skal du bruge en urinpose og åbenstående ventil, så urinen frit kan løbe ud. 

Redaktør