Blære - undersøgelse

Blæren undersøges ved, at der fyldes vand i den med et kateter. Når blæren er fyldt, tisser barnet, mens uroterapeuten måler blærens evne til at tømme sig.

I dette informationsmateriale kan du og dine forældre læse mere om, hvordan undersøgelsen foregår. Den sygeplejerske, der skal lave undersøgelsen, er uroterapeut. Det betyder, at sygeplejersken er specielt uddannet til at tage sig af børn, der har problemer med at tisse.

Sådan foregår undersøgelsen af din blære:

  • Til undersøgelsen er det nødvendigt at fylde vand ind i din blære. Det gøres ved hjælp af et lille tyndt rør kaldet et kateter. Måske har du fået lagt sådan et kateter, mens du var bedøvet. Hvis ikke du har det, vil uroterapeuten lægge et kateter ind gennem dit urinrør og op i blæren.
  • Du vil også få lagt et tyndt rør i numsen.
  • De to rør vil blive sat sammen med ledninger.
  • Ledningerne sidder fast på en maskine, der kan fylde vand ind i din blære og samtidig måle trykket i din blære og i din numse.
  • Når din blære er blevet fyldt, får du lyst til at tisse, og det kan du sagtens gøre, så vil vi måle, hvor god din blære er til at tømme sig. Når du har tisset en gang, kan det være nødvendigt, at vi lige fylder blæren op en gang til.
  • Når undersøgelsen er helt færdig, vil du få fjernet rørene i urinrøret og numsen. Hvis du har et rør i maven i stedet for, kan det godt være, at du også skal til en anden undersøgelse, og så må vi vente med at fjerne røret i maven.

Undersøgelsen varer ca. 1 time.

Er der nogle forberedelser?

Det er meget vigtigt, at der ikke står afføring i endetarmen, så om morgenen på undersøgelsesdagen, skal du tage en mikrolax (lille klyx). Hvis du i forvejen f.eks. skyller tarmen, skal det også gøres aftenen før, eller om morgenen således at der ikke står afføring i endetarmen.

Gør det ondt?

Hvis du skal have lagt et rør (kateter) ind igennem urinrøret, kan det godt mærkes som om, at der er en, der niver dig. Derfor vil vi starte med at give dig noget bedøvende creme (gele) ind i urinrøret. Du skal så ligge ned og slappe af i nogle minutter.

Patient og forældre i dialog med sygeplejerske

Kan man lave noget, imens undersøgelsen
foregår?

Du kan f.eks. få læst en historie af dine forældre, så husk endelig at tage bøger med. Hvis du har en iPad eller lignende, kan du også spille et spil eller se en film. Dine forældre vil få et foreløbigt svar af uroterapeuten, men den endelige konklusion og videre plan vil I få af lægen til en planlagt tid i klinikken. Ofte er det en anden dag.

Redaktør