Biopsi - ultralydsvejledt

Vejledning til patienter der er blevet indlagt på Hormon- og Stofskiftesygdomme, sengeafsnit 3131 og skal have udført en ultralydsvejledt biopsi fra leveren.

Vejledning til patienter der er blevet indlagt i Afdeling for Hormon- og Stofskiftesygdomme, sengeafsnit 3131 og skal have udført en ultralydsvejledt biopsi fra leveren. 

Før undersøgelsen

Du er blevet indkaldt med henblik på at få udtaget en vævsprøve (biopsi) fra leveren. Undersøgelsen udføres ultralydsvejledt på Afdeling for Røntgen og Skanning.

På indlæggelsesdagen skal du tale med læge og sygeplejerske, og du får taget blodprøver, målt blodtryk, puls og temperatur. Der er mulighed for at sove hjemme, hvis du bor tæt på og selv sørger for transport.

Hvis du er i blodfortyndende behandling, sikrer vi os at dette er pauseret forud for undersøgelsen, og hvis du har diabetes, tager vi stilling til om du skal have et drop med glucose og insulin.

Undersøgelsesdagen

Du skal faste fra midnat og tørste fra kl. 6. Medicin må indtages med ganske lidt vand om morgenen. Om morgenen kl.6 bliver du vækket af nattevagten, får målt blodtryk, puls og temperatur og går herefter i bad.

Der er mulighed for at få afslappende medicin i ventetiden, hvis du er nervøs. Du vil eventuelt få en injektion i huden inden du kører afsted til undersøgelsen, dette afhænger af hvad du fejler.

Herefter vil du blive afhentet af en portør til undersøgelsen. Det er ikke altid muligt at fastsætte et tidspunkt for afhentning, men du vil få besked når portøren er på vej, så du har mulighed for, at lade vandet lige inden du kører.

Under selve undersøgelsen ligger du på et leje med huden blottet på det område hvor vævsprøven udtages. Du vil få en indsprøjtning med lokalbedøvelse, og du bliver smurt med gel på hudområdet, så ultralydsapparatet kan glide på huden.

Når du er tilbage i afsnittet vil vi observere dig for blødning ved indstiksstedet, smerter og måle dit blodtryk i op til 6 timer efter.

Du skal i 4 timer efter biopsien fortsat være fastende og sengeliggende. De første 2 timer med fladt hovedgærde, de næste 2 timer tillades let hævet hovedgærde.

Herefter vil du blive tilset af lægen, hvis du er velbefindende kan du udskrives samme aften eller næste dag.

Ved udskrivelsen medgives du tid til svar på vævsprøven i Afdelinfg for Hormon- og Stofskiftesygdomme, klinik 7562.

Redaktør