Gå til hovedindhold

Bevacizumab, carboplatin og paclitaxel - behandling af kræft i livmoderhalsen med

Patientinformation om hvordan behandling af kræft i livmoderhalsen med bevacizumab, carboplatin og paclitaxel foregår.

Livmoderhalskræft, der ikke kan fjernes ved operation eller bestråling behandles med kemoterapi.

Både paclitaxel og carboplatin er kemoterapi, som hæmmer kræftcellernes vækst. Bevacizumab er et antistof, som hæmmer dannelsen af nye blodkar til kræftknuden.

Hvordan foregår behandlingen

Du skal modtage behandling hver tredje uge og før hver behandling skal du have foretaget en blodprøve og tale med en læge. Du vil typisk få behandlingen dagen efter, som i alt tager ca. 5-6 timer. Paclitaxel kan give allergiske reaktioner, du skal derfor have forebyggende medicin før hver behandling.

Antallet af behandlinger er afhængigt af, hvorvidt behandlingen gavner dig. Der vil som oftest være tale om 6 behandlinger med kemoterapi i alt, og du vil fortsætte med antistofbehandlingen, så længe behandlingen tåles. Typisk evalueres man med skanning efter hver tredje behandling. Hvis undersøgelserne viser, at kræften bliver mindre eller ikke vokser, fortsættes behandlingen. Hvis kræften vokser, afbryder vi behandlingen.

Når du er færdig med behandlingsforløbet overgår du til opfølgning i vores ambulatorium, samme sted, som du har fået behandling. Du vil typisk blive fulgt med skanning og gynækologisk undersøgelse, alt efter lægelig vurdering.

Hvilke bivirkninger kan du få

Kemoterapi påvirker både normale celler og kræftceller. Du kan derfor opleve en række bivirkninger.

Vi kan ikke på forhånd udelukke, at du får andre bivirkninger, end dem vi har nævnt nedenfor. Du skal derfor altid oplyse os om de gener, du får i forbindelse med behandlingen, da vi eventuelt kan afhjælpe dem.

De vigtigste bivirkninger: 

  • Påvirkning af knoglemarven med:
    • Blodmangel, som kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken
    • Blødning, som kan vise sig ved næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker eller røde mærker i huden
    • Infektion som kan vise sig ved feber
  • Mangel på appetit, kvalme og eventuelt opkastninger
  • Smagsforstyrrelser
  • Risiko for blodprop
  • Blødning
  • Forhøjet blodtryk
  • Protein i urinen (ses som skummende urin)
  • Træthed
  • Symptomer, der ligner influenza med smerter i muskler og led
  • Totalt hårtab
  • Føleforstyrrelser i hænder og fødder
  • Påvirkning af slimhinderne i både øjne, mund, mave og tarm. Det kan give svie, ømhed og svamp i munden, ondt i maven med forstoppelse eller diarre
  • Allergisk reaktion på behandlingen
  • Åndenød og væske i kroppen
  • Tab af salte i blodet
  • Nedsat lyst og evne til seksuelt samvær. Der bliver kun udskilt ubetydelige mængder kemoterapi gennem skedens slimheder. Du kan derfor godt have samleje uden at skade din partner.

Denne liste af bivirkninger virker voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne.

Du bliver nøje kontrolleret for udvikling af alle former for bivirkninger. Vi tilbyder dig efter behov, behandling der støtter og lindrer.

Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen enten udsætte din behandling, ordinere en nedsat dosis eller helt stoppe den.

Hvad skal du være opmærksom på

Det er vigtigt, at du kontakter ambulatoriet / afdelingen, ved:

  • Feber med temperatur 38,5 eller over 38,0 i 2 målinger indenfor 2 timer (målt rektalt)
  • Blødning, der ikke stopper af sig selv og/eller petekkier (små, røde og lilla prikker på huden) og/eller blå mærker der kommer uden årsag

Hvor kan du læse mere

Hæftet ”Medicinsk kræftbehandling” giver en generel information om medicinsk behandling af kræft og en mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger, samt hvordan de kan afhjælpes. Du vil få hæftet udleveret af sygeplejersken.

I Medicinhåndbogen på www.cancer.dk kan du læse mere om virkning og bivirkninger af bevacizumab, carboplatin og paclitaxel.

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden