Benforankret høreapparat til børn og unge

Formålet med benforankret høreapparat er at forbedre hørelsen i tilfælde, hvor almindeligt høreapparat ikke er en mulighed.

Information til forælder om benforankret høreapparat til børn og unge. 
 
Forberedelse til operationen Udfra en høreprøve vurderes om benforankret høreapparat er en løsning for dit barn.

Formålet med operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Formålet er at forbedre hørelsen i tilfælde, hvor almindeligt høreapparat ikke er en mulighed.

Operation for benforankret høreapparat kræver to operationer med omtrent 3 måneder mellem første og anden operation.

Inden operationen

  • Dit barn skal faste, som aftalt med anæstesilægen.
  • Dit barn må gerne drikke vand og saftevand indtil 1 time før mødetiden.
  • Dit barn bør have været i bad og vasket hår inden operationen.
  • Medbring gerne en bamse, dukke eller andet underholdning, som dit barn er glad for.
  • Den lokal bedøvende creme, I er blevet bedt om at købe, skal sættes på barnets håndrygge ca.1 time før operationen.
  • Begge forældre må være hos barnet, indtil det er bedøvet.

Faste og bedøvelse

Du kan læse mere om faste og bedøvelse i pjecerne: 

  • Anæstesi og bedøvelse 
  • Skal du bedøves?

Operationen

Der er ventetid fra mødetidspunkt til operationens tidspunkt.

Operationen foregår I fuldbedøvelse. Når dit barn sover, vil vi barbere en smule hår væk omkring øret. Operationen foregår bag øret, hvor implantatet til høreapparatet indsættes.

Efter operationen

Når operationen er overstået, og dit barn er ved at vågne, må du igen være hos dit barn. Barnet bliver observeret på opvågningsstue den første tid, hvorefter han/hun kommer tilbage til sengeafsnittet. 
Afhængig af barnets alder og operationstypen afgøres det, om barnet kan udskrives samme dag eller har behov for en overnatning på hospitalet.

Efter operationen er der blevet lagt en hovedforbinding, som I selv fjerner dagen efter operationen. Plasteret skal blive siddende.

Forholdsregler når dit barn er kommet hjem

Det er afgørende for resultatet af operationen, at dit barn undgår:

  • at få vand omkring øret. Dæk evt. operationssåret med en kop ved hårvask
  • svømning, indtil lægen har set, at operationssåret er helet.

Det er almindeligt

  • at der kommer lidt blodig væske fra såret. Du kan skifte plasteret, hvis det er nødvendigt.

Du skal kontakte os hvis

  • Dit barn får feber
  • Dit barn får dunkende og stikkende smerter i øret
  • Dit barn får frisk blod eller betændelse fra operationssåret

Smerter

Efter operationen kan dit barn have ondt. Derfor skal dit barn have smertestillende medicin. I bør have paracetamol (tablet eller mixtur) indkøbt inden operationsdagen. I får information om smertestillende behandling, dosering og varighed ved udskrivelsen.

Restitution

Efter 1. operation

Vi anbefaler at dit barn bliver hjemme i 2 dage og holder sig i ro, dermed undgår fysisk aktivitet eksempelvis boldspil og trampolin.

Efter 2. operation

Som udgangspunkt anbefaler vi, at dit barn skal undgå fysisk aktivitet som boldspil og trampolin samt holde operationssåret fri for snavs. I de fleste tilfælde vil det betyde, at dit barn skal være hjemme i 2 dage.

Hvis du er i tvivl, kan du spørge personalet.

Ambulant kontrolbesøg

Efter 1. operation:

Ca 7-10 dage efter operationen skal du til kontrol  i ambulatoriet, hvor dit barn får fjernet plasteret, og såret bliver kontrolleret. Denne kontrol kan evt. foregå hos egen læge

Efter 2. operation:

Ca.10 dage efter operationen skal dit barn til kontrol  i ambulatoriet, hvor vi fjerner healingcappen samt plasteret og ser til såret. Her vil I  også få udleveret et rensesæt og en instruktion til pleje af BAHA-skruen.

Herefter skal dit barn til kontrol i hørepædagogisk afdeling, til indstilling og påsætning af høreapparatet. Disse aftaler får I udleveret, inden dit barn udskrives. Yderligere kontroller sker efter nærmere aftale.

Redaktør