Denne vejledning skal give dig og dine pårørende viden om den medicinske kræftbehandling højdosis Melphalan, og hvordan behandlingen kan påvirke dig. Denne viden kan forberede dig på forløbet og de bivirkninger, der kan opstå.
Behandlingens indhold
Behandlingen varer ca. 2 timer og består af ét enkelt kemoterapistof, Melphalan, samt væskebehandling forinden. For at forebygge bivirkninger til behandlingen, får du også forskellige former for understøttende behandling.
Kemoterapi
Kemoterapi er cellegifte, som primært rammer og ødelægger celler, der deler sig hurtigt. Stofferne virker ved at beskadige cellers arveanlæg (DNA) og forhindrer dermed celledeling. Celler, der deler sig hyppigt, eller som ikke kan reparere skadet DNA, er mest følsomme for kemoterapi, og kræftceller har netop disse karakteristika.
Behandlingsforløbet
Behandling med Melphalan får, inden du skal have behandling med dine egne stamceller. Melphalan får du kun én gang umiddelbart forud for stamcelleinfusion. Se øvrige pjecer om stamcellestøtte og højdosis forløb. I et forløb med stamcellestøtte, tæller vi ned til den dag, du skal have dine stamceller tilbage. Det vil sige, at den dag du får stamceller, hedder ”dag 0”. Melphalan gives 2 dage før stamcelleindgift, det vil sige, behandlingen starter ”dag minus 2” (dag -2).
Sådan får du behandlingen
Behandlingen med højdosis Melphalan bliver almindeligvis givet ambulant. Behandlingen varer i alt 2 timer, inklusive væskebehandling og kemoterapi.
Inden behandlingen skal du have taget blodprøver og tale med læge enten på dagen eller et par dage forinden og her bliver behandlingen bestilt.
- Når du ankommer til afdelingen, får du udleveret kvalmestillende medicin og Dexamethason tabletter. Hvis du ikke allerede har fået et centralt venekateter (CVK), er det planlagt, at du får anlagt et samme dag.
- Herefter starter sygeplejersken væskebehandling med glukosevæske over 1 time i drop.
- 10 minutter før, under og 10 min efter kemoterapien skal du have isbehandling, dette hjælper sygeplejersken dig med.
- Derefter får du kemoterapien Melphalan, som løber ind over ca. 30 min.
- Når du er færdig med isbehandlingen og har fået udleveret den understøttende medicin, kan du tage hjem.
- Du skal møde igen til stamcelleinfusion to dage senere (Dag 0).
Isbehandling ved højdosis Melphalan
Hvis du skal have højdosis kemoterapi med Melphalan, som det eneste stof (typisk ved sygdommene Myelomatose og Amyloidose), ledsages behandlingen af is i mundhulen. Formålet er, at få blodkarrene i mundslimhinden til at trække sig sammen, og derved forhindre kemoterapien i at nå ud og beskadige slimhinden. På den måde nedsættes risikoen for at beskadige slimhinden i mundhulen og få sår.
Isbehandlingen består i at sutte på isklumper/knust is i 10 minutter inden kemoterapien bliver sat op, under indgiften og 10 minutter efter afslutning af kemoterapien, i alt ca. 40-50 minutter.
Hvis du har tandprotese, skal du tage den ud inden isbehandlingen starter. Du skal undgå at tale, og du skal have ny is i munden i takt med, at den smelter, så mundhulen på intet tidspunkt er uden knust is. Du skal prøve at fordele isen i mundhulen, så hele slimhinden i munden bliver nedkølet.
Understøttende behandling
For at forebygge bivirkninger ved behandlingen, får du forskellige former for understøttende medicin.
Dexamethason (Binyrebarkhormon)
Får du under behandlingen som en del af den kvalmestillende behandling. Binyrebarkhormon kan give en række bivirkninger såsom rastløshed, humørforandringer, søvnløshed, svedtendens, væskeophobning og forhøjet blodsukker.
Kvalmestillende
Du får forebyggende medicin mod kvalme i forbindelse med kemoterapien. Du får en kombination af flere slags kvalmestillende tabletter. De virker på hver deres måde, og det er derfor vigtigt, at du tager dem som anvist. Vær opmærksom på, at meget af den kvalmestillende medicin kan give forstoppelse og hovedpine. Sig det til personalet, hvis du alligevel oplever kvalme eller bivirkninger til medicinen.
Bivirkninger og komplikationer til behandlingen
Bivirkninger er ikke-tilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige. Nogle bivirkninger kan forebygges med medicin, mens andre er uundgåelige. Det er derfor vigtigt, at du er forberedt på disse.
I dit behandlingsforløb kan der tilstøde komplikationer, fx infektioner, som kan være alvorlige og livstruende. Endvidere kan der opstå senfølger, som er bivirkninger, der viser sig efter behandlingen er afsluttet, eventuelt flere år efter.
Generelle bivirkninger
De generelle bivirkninger til medicinsk kræftbehandling og dermed også til behandling med højdosis Melphalan omfatter:
- Kvalme, opkastning og nedsat appetit
- Ændring i smagsløg, så mad og drikke smager anderledes
- Påvirkning af knoglemarvens funktion med risiko for infektioner, blødninger og behov for transfusioner af blod og/eller blodplader
- Hårtab
- Forandringer af hud og negle
- Mundgener
- Træthed/fatigue
Disse bivirkninger kan du læse om i pjecen ”Medicinsk kræftbehandling”.
I pjecen kan du også læse om senfølger til kræftbehandling, som kan omfatte både fysiske og psykiske senfølger. Mulige senfølger omfatter:
- Nedsat evne til at få børn
- Øget risiko for anden kræftsygdom
- Risiko for angst og depression
Du kan også selv opsøge information om medicinen på internettet, fx på: www.indlaegsseddel.dk eller www.medicin.dk.
Bivirkninger Melphalan
Melphalan kan give varmefølelse i forbindelse med infusionen. Derudover kan stoffet påvirke slimhinden i munden med smerter, tørhed og sår til følge. Hele slimhinden i mave og tarm kan også blive påvirket med diarré til følge. Generelt for behandling med højdosis kemoterapi gælder det at kvalme, appetitløshed, mundgener og træthed er udtalt. Derudover får de fleste også diarré i en eller anden grad. Hvis du oplever diarré, kan du få stoppende medicin, så snart der er taget en afføringsprøve fra. Stort set alle får også behov for transfusion med både røde blodlegemer (SAG-M) og blodplader (Trombocytter). Du får forebyggende antibiotika i forløbet, mange oplever på et tidspunkt at få antibiotika som infusion, enten pga. feber eller pga. stigende infektionstal. Se desuden pjece om ”Højdosis kemoterapi med stamcellestøtte”.
Kontakt
Hvis du er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte afdelingen.
Kontakt altid afdelingen ved:
- Temperaturstigning over 38,3 oC eller gentagne målinger med temperatur over 38,0 oC (målingerne foretages med 1 times interval) eller hvis du er alment påvirket
- Blødninger, som ikke standser af sig selv
- Stærke smerter
- Synsforstyrrelser og stærk hovedpine
- Åndenød eller stakåndethed
- Smerter i brystet eller ved vejrtrækning
- Føleforstyrrelser eller sovende fornemmelser i tæer, fødder eller fingre
- Udslæt
- Forstoppelse gennem flere dage
- Diarré som varer mere end 1–2 dage
- Opkastninger som varer i mere end 1–2 dage
- Hvis du har glemt at tage medicin, du får som behandling af din kræftsygdom
- Hvis du ikke er i stand til at tage din medicin fx på grund af kvalme