Du har fået påvist kræft i spiserør, mave-mund eller mavesæk. Vi vil foreslå dig behandling med kemoterapi og immunterapi, hvormed sygdommen kan holdes i ro eller bringes til at forsvinde i en periode, og hvor symptomerne kan bedres. Det er dog ikke alle, der har gavn af behandlingen, og den kan ikke fjerne svulsten fuldstændigt.
Fluorouracil (5-FU) og oxaliplatin er kemoterapi som hæmmer kræftcellernes vækst. Folinsyre er et B-vitaminlignende stof. Kombinationen af disse tre stoffer kaldes FOLFOX. Tislelizumab er immunterapi, som styrker immunforsvarets evne til at genkende og bekæmpe kræft.
Hvordan foregår behandlingen
Hver anden uge får du de 4 forskellige slags medicin. Behandlingen får du i et drop via en medicinpumpe. Det er nødvendigt at indsætte et permanent kateter ved det ene kraveben. Du vil få yderligere information om kateteret og medicinpumpen på afdelingen. Behandlingen kræver ikke indlæggelse.
Før hver behandling skal du have taget blodprøver og tale med en læge eller sygeplejerske. Blodprøverne skal tages senest kl. 10 dagen inden du skal tale med læge eller sygeplejerske.
Det tager cirka 3,5 timer at få første del af behandlingen i ambulatoriet. Fluorouracil skal løbe ind via en pumpe over 46 timer. Herefter skal pumpen fjernes, og du eller din pårørende bliver oplært i selv at kunne varetage dette.
Cirka hver tredje måned, skal du have foretaget en CT-skanning. Hvis skanningen viser, at kræften bliver mindre eller ikke vokser, fortsætter behandlingen. Hvis kræften vokser, afbryder vi behandlingen.
Antallet af behandlinger er afhængigt af, om behandlingen gavner dig. Du skal almindeligvis have seks behandlinger før første CT-skanning.
Hvilke bivirkninger kan du få
Behandlingen påvirker både normale celler og kræftceller. Du kan derfor opleve en række bivirkninger.
Bivirkninger kan også opstå, fordi immunsystemet aktiveres af Tislelizumab. I nogle tilfælde kan det betyde, at det normale væv angribes, så du får symptomer. Disse symptomer kaldes immunmedierede eller autonome bivirkninger, de behandles som regel med en pause fra medicinen, eventuelt suppleret med anden medicin som for eksempel binyrebarkhormon. Hvis du får en autoimmun bivirkning, kan den være måneder om at forsvinde. Der kan også opstå bivirkninger, efter at behandlingen er afsluttet. Risikoen for at en alvorlig bivirkning kommer igen efter, at du har holdt pause med behandlingen, kender vi ikke med sikkerhed. Det er derfor vigtigt, at vi diskuterer den risiko, inden vi eventuelt genoptager behandlingen.
Listen af bivirkninger virker voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. Du bliver nøje kontrolleret for udvikling af alle former for bivirkninger. Vi tilbyder dig efter behov behandling, der støtter og lindrer. Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen enten udsætte din behandling, ordinere en nedsat dosis eller helt stoppe den. Vi kan ikke på forhånd udelukke, at du får andre bivirkninger, end dem vi har nævnt nedenfor. Du skal derfor altid oplyse os om de gener, du får i forbindelse med behandlingen, da vi eventuelt kan afhjælpe dem.
De vigtigste bivirkninger
- Påvirkning af knoglemarven med:
- Blodmangel, som kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
- Blødning, som kan vise sig ved næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker eller røde mærker i huden. Infektion som kan vise sig ved feber
- Synkebesvær og krampelignende fornemmelser i svælget og omkring kæbepartiet i de første 24 timer efter oxaliplatin infusionen
- Øget følsomhed for kuldepåvirkning
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder
- Hoste
- Diarré
- Risiko for blodprop i hjertet
- Åndenød
- Mangel på appetit, kvalme og eventuelt opkastninger.
- Kulderystelser og / eller feber
- Påvirkning af slimhinderne i både øjne, mund, mave og tarm. Det kan give svie, ømhed og svamp i munden, ondt i maven med forstoppelse eller diarré
- Hårtab
- Træthed
- Hånd- og fod syndrom med rødme og smerter i håndflader og fodsåler
- Nedsat lyst og evne til seksuelt samvær
- Smerter
- Allergiske reaktioner
- Pletvis brunfarvning og tør hud
- Kløende udslæt
- Negleforandringer
- Øget følsomhed for sollys
- Lette synsforstyrrelser
- Øjenbetændelse
Hvad skal du være opmærksom på
Det er vigtigt, at du kontakter ambulatoriet / afdelingen ved:
- Feber over 38,5 eller over 38,0 ved 2 målinger indenfor 2 timer
- Blødning
|
Sådan undgår du gener i forbindelse med kulde
Undgå kolde mad- og drikkevarer, som for eksempel madvarer direkte fra køleskabet og vand fra vandhanen. Undgå at vaske hænder i koldt vand. Brug handsker, så du undgår at fryse om hænderne. Du kan have et par bomuldshandsker liggende ved køleskabet / fryseren og tage dem på, når du skal hente kolde varer frem. Du kan tage et par gummihandsker udenpå, hvis du skal arbejde med noget, der er fugtigt. Et varmt halstørklæde er en god ide, når du skal udenfor om efteråret og i vinterhalvåret. Du kan eventuelt tage halstørklædet op for munden, når du skal ud.
Behandlingen kan påvirke din fertilitet
Hvis du og din partner ønsker at få børn, så tal med lægen om det, inden du starter på behandlingen. Der bliver kun udskilt ubetydelige mængder kemoterapi gennem sæd / skedens slimhinder. Du kan derfor have samleje uden at skade din partner. Kemoterapi kan dog skade et foster. Du eller din partner skal derfor anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel som P-piller eller spiral under behandlingen og seks måneder efter. Amning frarådes under behandlingen.
Hvor kan du læse mere
Hæftet ”Medicinsk kræftbehandling” giver en generel information om medicinsk behandling af kræft og en mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger, samt hvordan de kan afhjælpes. Du vil få hæftet udleveret af sygeplejersken.
På www.min.medicin.dk kan du læse mere om virkning og bivirkninger af fluorouracil (5-FU), oxaliplatin, folinsyre og Tislelizumab.