Gå til hovedindhold

Bækkenbunden - træning

Information om hvordan man laver bækkenbundstræning.

Kort om behandlingen

Formålet med træning af bækkenbunden er at styrke de muskler, som du bruger til at kontrollere urinrør, endetarm og skede.

Træning af bækkenbunden kaldes ofte knibeøvelser, fordi træningen består i, at du spænder musklerne i bækkenbunden ved at knibe sammen.
Bækkenbunden fungerer som andre muskler i kroppen, og den kan blive stærk ved træning.

Om musklerne i bækkenbunden

Bækkenbunden er en skålformet muskel på 1 cm i tykkelsen, og den danner bunden i vores krop. Bækkenbunden støtter de indre organer og har åbninger til urinrør, skede og endetarm.

Hvis du træner musklerne i bækkenbunden, kan du blive bedre til at spænde dem, når du rejser og sætter dig, når du løfter, hoster, nyser, griner, eller når du anstrenger dig fysisk, fx ved løb og hop. Træning af musklerne gør det dermed nemmere at holde på urin og afføring samt luft fra tarm og skede, når du anstrenger dig.

Sådan gør du

Du skal starte med at ligge på ryggen. Fokusér på at lukke endetarmen. Derved kniber musklen også skede og urinrør sammen. Undgå at presse ballerne sammen eller knæene mod hinanden, at suge maven ind eller at holde vejret. Fokusér på at knibe musklen i 2-3 sek. og gentag 4-6 gange.

Gentag træningen i disse stillinger:

  • Lig på ryggen med bøjede ben.
  • Lig på siden med bøjede ben.
  • Sid på en stol og læn dig lidt tilbage.
  • Sid på en stol og læn dig fremad.
  • Stå op med lidt spredte ben.

Du skal gentage øvelsen 2-3 gange dagligt.

Lav også lange knib hver dag, hvor du kniber, så længe og så hårdt du kan. Du kan lave øvelsen, mens du fx ser TV, står under bruseren eller i kø i supermarkedet.

Knib også hver gang, du belaster bækkenbunden, fx lige før et host, et nys eller et løft, og hold spændingen i musklerne under hele belastningen.

Træning af musklen i bækkenbunden kan man med fordel praktisere hele livet.

Det skal du være opmærksom på

Hvis du har brug for hjælp til at træne bækkenbunden, kan en gynækolog eller din egen læge henvise dig til bækkenbundstræning hos en fysioterapeut.

Sådan tjekker du, om du træner korrekt

Prøv om du kan standse strålen, mens du tisser. Dette må du kun gøre en gang imellem for at teste din knibefunktion, for det er vigtigt at tømme blæren helt, når du tisser, for at undgå blærebetændelse.

Lig på ryggen med bøjede ben, placér et par fingre på mellemkødet mellem skede og endetarm. Pres fingrene opad og knib sammen. Føl, at der løftes lidt op i området, og at det bliver hårdere. Slap af og føl, at området falder ned igen.

Mærk efter med 2 fingre i skeden, mens du laver en knibeøvelse. Du skal kunne mærke, at fingrene bliver presset bagfra og frem mod skambenet, og at der bliver presset på fingrene.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden