BAEP er en registrering af hjernens reaktion på lydpåvirkning. Formålet er at undersøge hørebanernes funktion fra øret til hjernen. Undersøgelsen bidrager til belysning af forskellige sygdomme i nervesystemet.
Før undersøgelsen
Det er vigtigt, at du har rent og tørt hår for at få det bedste resultat. Herudover kræver undersøgelsen ingen forberedelse.
Undersøgelsens varighed
Undersøgelsen varer ½-1 time.
Undersøgelsens forløb
Du ligger ned under undersøgelsen. Der anbringes små pladeelektroder i hovedbunden. Du får høretelefoner på, og i et øre ad gangen lyder der en række klik. Elektroderne registrerer svarene fra hjernebarken.
Medicin
Bruger du medicin, skal du tage denne som vanligt.
Bivirkninger
Undersøgelsen medfører intet ubehag og er ufarlig.
Svar på undersøgelsen
Det er ikke muligt at få svar umiddelbart efter undersøgelsen. Inden for 8 dage sendes svar til den læge eller afdeling, der har henvist dig, som så vil orientere dig om resultatet af undersøgelsen.
Hvor foregår undersøgelsen?
Undersøgelsen foregår på en af Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelsers adresser. Det fremgår af dit indkaldelsesbrev, hvor du skal møde op til undersøgelse.