Azathioprin - behandling med

Azathioprin (AZA) anvendes til bindevævssygdomme hos voksne og børn, f.eks. Lupus (SLE), blandet bindevævssygdom (MCTD) og vaskulit (karbetændelse).

Azathioprin (AZA) anvendes til bindevævssygdomme hos voksne og børn, f.eks. Lupus (SLE), blandet bindevævssygdom (MCTD) og vaskulit (karbetændelse).

Indtagelse

AZA indtages som daglige piller og gerne efter et måltid. Hvis den daglige dosis er på mere end 1 pille, kan dosis fordeles på 2 daglige doser. Pillerne må ikke knuses eller halveres. De skal opbevares i den originale emballage tæt lukket for at undgå sollys og fugt.

Virkning

Ved bindevævssygdomme er dele af immunsystemet overaktiveret. AZA dæmper immunsystemets aktivitet. AZA hæmmer desuden de hurtigt voksende celler og nedsætter celledelingen, derfor anvendes AZA også i behandling af kræftsygdomme.
Effekt af behandlingen kan forventes i løbet 2 til 3 måneder.

Bivirkninger

De fleste patienter gennemfører behandlingen uden bivirkninger. Der kan forekomme kvalme, appetitløshed og diarré. Disse bivirkninger bliver mindre udtalte, hvis dosis deles og tages lige efter et måltid.

Sjældent ses en hæmning af nydannelsen af blodets celler i knoglemarven. Det viser sig som et nedsat antal hvide blodlegemer; som kan øge risikoen for infektioner, nedsat antal blodplader; der kan give blødningstendens, og/eller nedsat antal røde blodlegemer; der kan give blodmangel. Der ses sjældent hårtab, og håret vokser altid ud igen efter ophørt behandling. Samtlige bivirkninger går væk igen, efter at behandlingen er ophørt.

Enkelte patienter særligt patienter med asiatisk eller grønlandsk baggrund tåler kun små doser AZA, fordi de har mindre mængde af et enzym, der nedbryder AZA. Evnen til at nedbryde lægemidlet kan undersøges ved en blodprøve.

Idet AZA dæmper immunsystemet, er der en øget infektionsrisiko, hvorfor vi anbefaler følgende forholdsregler.

Forholdsregler

Skoldkopper:

Inden start af AZA undersøges man for tidligere skoldkopper, idet infektionen kan blive meget voldsomt under en AZA-behandling. Der tilbydes en vaccine mod skoldkopper, hvis man ikke tidligere har haft skoldkopper. Hvis du/dit barn har været udsat for skoldkopper/udvikler skoldkopper eller helvedes ild, skal du stoppe AZA og kontakte ambulatoriet for at få en behandling.

Vacciner:

Vacciner med ”levende virus” (f.eks. MFR, skoldkopper og gul feber) frarådes, idet immundæmpende medicin kan medføre abnorm reaktion på en levende vaccine. Rådfør dig/Jer gerne med ambulatoriet før vaccinationer og før udlandsrejser. 

EBV (kyssesyge):

Hvis du får EBV skal du stoppe AZA og kontakte ambulatoriet næste hverdag. 

Feber:

Ved feber over 38 grader i mere end to døgn kontaktes egen læge eller ambulatoriet for at få undersøgt om der er behov for en behandling. 

Kontrol

Regelmæssig klinisk kontrol og blodprøvekontrol er nødvendig, for at opdage eventuelle bivirkninger til medicinen.

For en mere detaljeret information henvises til www.min.medicin.dk.
 

Redaktør