Antifosfolipid antistofsyndrom

Antifosfolipid antistof syndrom er betegnelsen for blodpropsygdomme hos mennesker, der har dannet en særlig slags antistoffer: antifosfolipid antistoffer (APAS)

Patientvejledning

Hvad er antifosfolipid antistof syndrom

Antifosfolipid antistof syndrom er betegnelsen for blodpropsygdomme hos mennesker, der har dannet en særlig slags antistoffer: antifosfolipid antistoffer (APAS). APAS kan være årsag til blodpropper både i pulsårerne og i venerne. Desuden kan APAS hos gravide medføre blodpropdannelse i moderkagen og derved medføre abort.

AFA og andre antistoffer

Antistoffer er proteinstoffer, som kroppen kan danne for at uskadeliggøre bakterier og virus. Hvis man bliver smittet med f. eks. mæslinger, vil kroppen danne antistoffer mod mæslingevirus. Herved bekæmpes infektionen, og man bliver rask. Mæslingeantistofferne vil være til stede resten af livet. Det er derfor, man kun får mæslinger én gang. Det er netop karakteristisk for børnesygdomme, at de medfører dannelse af antistoffer, som forbliver til stede resten af livet. Anderledes er det, hvis fx bakterier i halsen medfører halsbetændelse. Her vil kroppen også danne antistoffer, som bekæmper bakterierne, hvorefter man bliver rask. Men disse antistoffer vil sædvanligvis forsvinde igen efter nogen tid.

APAS er på flere måder specielle antistoffer:

  • Man ved ikke, hvad der fremkalder dannelsen af APAS. 
  • APAS vil hos nogle forsvinde igen og hos andre forblive til stede resten af livet. 
  • APAS kan i modsætning til andre antistoffer medføre blodpropsygdom.

Påvisning af APAS

APAS er ikke ét stof, men en række forskellige antistoffer, der har det til fælles, at de binder sig til en særlig type fedtstof (fosfolipider). Fosfolipider indgår som vigtige byggesten i de membraner, der omgiver alle celler i kroppen. APAS kan påvises i blodprøver ved forskellige analysemetoder. Ved analyserne kan man bestemme mængden og typen af antistof i blodet. I nogle tilfælde kan APAS påvirke analyser til undersøgelse af blodets størkning. APAS, som medfører forlænget størkningstid, kaldes lupusinhibitor, fordi de først blev påvist ved en bindevævsygdom, der kaldes lupus erythematosus. Senere har det dog vist sig, at lupusinhibitor også findes hos mange, der ikke har denne sygdom. Lupus erythematosus hører til en gruppe sygdomme, som kaldes autoimmunsygdomme. Ved ”autoimmun” forstås, at man danner antistoffer mod noget i ens egen krop. Autoimmun-sygdomme er ofte årsag til APAS. 
APAS kan også ses under graviditet og ved cancer. 
I ca halvdelen af tilfældene kan man ikke finde nogen tilgrundliggende sygdom. Patienter med APAS har ofte nedsat blodpladetal. 

Betydningen af APAS

Tilstedeværelse af APAS i blodet er næppe altid ensbetydende med øget risiko for blodpropper. 
APAS er antistoffer, der er forskellige fra patient til patient. Nogle kan leve mange år med APAS uden nogen sinde at få blodpropsygdomme. Generelt er det dog sådan, at hvis man følger en stor gruppe mennesker, der har fået påvist APAS, vil blodpropper forekomme hyppigere i denne gruppe end blandt jævnaldrende uden APAS. 
Man er endnu ikke i stand til ved blodanalyser at skelne sikkert mellem APAS, der giver øget blodproprisiko, og APAS, som ikke gør det. I praksis betragter man APAS som en risikofaktor, når APAS påvises hos personer, der har haft en eller flere blodpropper eller aborter, mens betydningen er mere usikker, hvis der hverken har været blodpropper eller aborter tidligere.

Behandling

Når APAS påvises hos personer, der har haft blodpropper eller aborter, taler man om antifosfolipid antistofsyndrom. Nye blodpropper kan forebygges med forskellige midler mod blodpropper. Hvilken type medicin, der anvendes, og  hvor længe behandlingen skal gives, afhænger af, hvad der i øvrigt påvises af risikofaktorer, og om APAS forbliver tilstede. Hos kvinder med APAS og tidligere abort giver man ved ny graviditet behandling med heparin og acetylsalicylsyre for at forebygge ny abort.

Redaktør