Gå til hovedindhold

Anlæggelse af PD-kateter i Hjemmedialyse, klinik 2134 - operation ved

Information til patienter og pårørende

Du skal opereres, fordi du skal have indsat et PD-kateter (peritonealdialysekateter) i din bughule. Katetret skal du bruge til bughuledialyse (peritonealdialyse). Dialyse er nødvendig, når dine nyrer ikke selv er i stand til at rense dit blod for affaldsstoffer, regulere salte og surhedsgrad samt fjerne eventuel overskydende væske fra kroppen.

Forvent at komme hjem samme dag

Hvis du ikke skal i dialyse med det samme, kan du gå hjem nogle timer efter operationen, afhængigt af hvordan du har det. Nogle patienter har dog brug for at komme dagen før operationen eller at blive til dagen efter.

Dine pårørende er velkomne

Det er en god idé at have en pårørende med på hospitalet. Det kan være en fordel, at I er to om at lytte og stille spørgsmål.

VIGTIGE FORBEREDELSER DERHJEMME

Vær opmærksom på blodfortyndende medicin

Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du holde pause med medicinen inden operationen. Vi fortæller dig, hvornår du skal holde pause med medicinen. Hvis ikke – eller hvis du er i tvivl - må du meget gerne kontakte os.

Blodprøver

Du skal have taget blodprøver nogle dage før operationen. Vi orienterer dig om hvornår.

Undgå forstoppelse

Det er vigtigt, at du ikke er forstoppet, når katetret skal anlægges. Forstoppelse gør det sværere for lægen at placere katetret korrekt. Du skal derfor have et afføringsmiddel dagen før operationen og om morgen på operationsdagen. Vi orienterer dig om dette.

Du må spise normalt

Du skal ikke faste før operationen, og må spise morgenmad, som du plejer.

Vask dig omhyggeligt

Om morgenen inden operationen skal du tage et brusebad og vaske dig omhyggeligt – især på maven og i navlen. Har du meget hårvækst på maven, skal du dagen før operationen barbere det af på hele maven.

FØR OPERATIONEN

Du bliver undersøgt

Når du møder på hospitalet, får du målt dit blodtryk, din puls og din temperatur. Vi undersøger dig for at være sikre på, at du er klar til operationen. En sygeplejerske vil sætte et kryds på din mave, der hvor PD-katetret skal komme ud.

Du får antibiotika

Du får antibiotika for at forebygge betændelse i operationssåret.

Du vil få smertestillende og beroligende medicin

Du får tilbudt beroligende og smertestillende medicin inden operationen. Nogle typer medicin kan gøre dig svimmel, og derfor skal du rejse dig forsigtigt, efter du har fået medicinen. Hvis du har fået beroligende medicin, må du ikke selv køre hjem i bil.

Undtagelser

Nogle omstændigheder kan gøre, at PD-katetret skal anlægges ved en lidt større operation i fuld bedøvelse. Hvis det bliver nødvendigt for dig, skal du faste. Vi taler med dig om det, hvis det bliver aktuelt.

OPERATIONEN

Først bliver du lokalbedøvet, og så gennemfører lægen selve operationen.

Du bliver lokalbedøvet

Under operationen er du lokalbedøvet, der hvor dit kateter skal placeres. Lokalbedøvelse betyder, at kun operationsstedet er bedøvet, mens du er vågen. Det kan spænde og føles ubehageligt, når vi giver dig lokalbedøvelsen, men derudover vil du ikke føle smerte, kun mærke berøring. Nogle oplever dog kortvarigt ubehag eller smerter, når katetret bliver sat ind.

Lægen opererer

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit i huden (1-2 cm) og fører katetret ind i bughulen. Herefter fører lægen katetret gennem en tunnel under huden ud til den ene side, cirka 6-8 cm fra din navle. Så syes huden sammen igen med 2-3 sting, og du får forbinding på. Det er almindeligt, at du kortvarigt undervejs får fornemmelsen af at skulle på toilettet. Til sidst bliver du eventuelt røntgenfotograferet, for at vi kan sikre os, at katetret ligger korrekt. Operationen varer cirka en halv time.

Komplikationer

I yderst sjældne tilfælde kan der gå hul på en af dine tarme ved operationen. Hvis det sker, kan der blive behov for en operation i fuld bedøvelse. For nogle er det ikke muligt at få placeret katetret korrekt. Dette kan skyldes forstoppelse eller arvæv fra tidligere operationer.

Skyldes det forstoppelse, forsøger vi at operere igen på et senere tidspunkt. Skyldes det arvæv, kan PD-katetret eventuelt anlægges i fuld bedøvelse. Vi drøfter dette med dig, hvis det skulle blive aktuelt.

EFTER OPERATIONEN

 Du må gerne stå ud af sengen.

Mad og drikke

Du må spise og drikke, som du plejer efter operationen.

Sig til, hvis du har smerter

Du kan få ondt i maven, når lokalbedøvelsen holder op med at virke. Hvis du har smerter, er du velkommen til at kontakte os, så du kan få noget smertestillende medicin. Nogle patienter får en følelse af, at katetret ”niver” inde i maven. Hvis det generer dig, kan vi lindre det ved at skylle saltvand igennem katetret ind i bughulen.

Vi holder øje med

Vi tjekker din forbinding på maven nogle gange efter operationen. Vi holder øje med at forbindingen ikke bliver gennemsivet eller går løs.

Dialyse

Hvis du skal i dialyse med det samme, kan vi tilkoble PD-katetret til en dialysemaskine. Vi drøfter dette med dig, hvis det skulle blive aktuelt for dig. 

NÅR DU KOMMER HJEM

Tag smertestillende medicin

Hvis du har smerter, når du kommer hjem, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin med paracetamol. Følg anvisningerne på pakken. Det er en god idé at købe smertestillende medicin før operationen, så du har den til de første dage hjemme.

Hold forbindingen tør

Du må ikke gå i bad eller på anden måde gøre forbindingen våd, før katetret er vokset helt fast til huden. Hvis forbindingen bliver våd, er der stor risiko for, at bakterier kan komme ind i din bughule langs katetret. Vi fortæller dig, hvornår du kan gå i bad igen. Der går som regel 2-3 uger.

Når du igen må bade, kan du gå i brusebad lige så ofte, du ønsker det. Vi fraråder dig at gå i karbad, i svømmehal eller lignende, da det kan øge risikoen for betændelse.

Undlad tunge løft

Du bør undgå at løfte på tunge ting de første 6 uger efter operationen, fordi du skal skåne dine mavemuskler. Du mærker bedst selv, hvad der er tungt. Stop, når du kan mærke, at du bruger dine mavemuskler til at løfte, eller hvis du er i tvivl.

Undgå forstoppelse

Du skal i en periode tage afføringsmiddel for at undgå forstoppelse. Det er meget vigtigt, at du ikke får forstoppelse for at katetret kan fungere tilfredsstillende, når du skal i dialyse.

Afføringsmidlet får du udleveret af os sammen med informationer om, hvornår du skal tage det.

Kontakt os hele døgnet

Yderst sjældent kan der gå betændelse i såret, som så skal behandles med antibiotika.

Du skal kontakte os hele døgnet, hvis:

  • forbindingen bliver våd
  • der kommer blodige eller vandige skjolder på forbindingen
  • du får flere smerter end paracetamol (smertestillende) kan dække
  • rødme eller hævelse rundt om forbindingen
  • en varm fornemmelse/ømhed omkring såret
  • feber

Se kontaktinformation nederst.

Gå til kontrol

Du skal gå til kontrol i Hjemmedialysen, Klinik 2134 en eller to gange om ugen, indtil du starter på peritonealdialyse. Til kontrollen drøfter vi blandt andet dit blodtryk og dine blodprøver. Vi ser også til dit kateter under forbindingen.

Få fjernet tråde

Trådene efter operationen skal blive siddende i 14 dage, hvorefter du skal have dem fjernet. Det gør vi i forbindelse med en kontrol.

Dialysetræning

Peritonealdialyse foregår hjemme hos dig selv. Derfor skal du undervises i selv at foretage dialysen. Vi planlægger sammen med dig, hvornår du skal starte din træning i peritonealdialyse. Der skal dog gå minimum 3 uger efter operationen, så katetret får tid til at vokse fast under huden.

Er du i forvejen i hæmodialyse, skal du fortsætte med det, indtil PD-katetret er vokset fast under huden.

KONTAKT OG MERE VIDEN

Læs mere om dialyse

Du kan læse mere om peritonealdialyse på www.pdialyse.dk eller www.sundhed.dk. Søg på ’peritonealdialyse’.

Patientforening

Du kan også kontakte Nyreforeningen, som er en patientforening for nyresyge. Du kan læse mere på deres hjemmeside: www.nyreforeningen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden