Kort om behandlingen
Du skal behandles med medicinen Amitriptylin og/eller Noritren, som kan lindre smerter, forbedre din søvn og hermed øge din livskvalitet. De to typer af medicin kan kombineres i smertebehandlingen.
Medicinen bruges normalt til behandling af depression, men har vist sig at virke godt på kroniske nervesmerter.
Hvor længe, du skal være i behandling, afhænger af dine smerter og kan variere fra nogle måneder til flere år. For nogle er behandlingen livslang.
Sådan foregår behandlingen
Behandlingen
Vi tager et EKG (elektrokardiogram) før du begynder på behandlingen og eventuelt løbende i behandlingsforløbet.
Det er forskelligt, hvor meget medicin man skal have og hvor længe. Vi aftaler med dig, hvad der gælder for dig.
Amitriptylin skal man typisk tage om aftenen og Noritren om morgenen eller formiddagen.
Du starter på en lav dosis af medicinen, som langsomt øges til den dosis, der passer til dig. På den måde opnår du den bedste effekt og de færreste bivirkninger.
Det er forskelligt, hvornår man kan mærke en effekt, men typisk begynder medicinen at virke efter 2-4 dage.
Hvis du glemmer en dosis
Hvis du glemmer at tage medicinen til sædvanlig tid, skal du straks tage den glemte dosis, og derefter fortsætte som normalt.
Hvis der er kort tid til den næste dosis, kan du springe den glemte dosis over og derefter tage medicinen som normalt.
Du må aldrig tage dobbelt dosis.
Kontakt os, hvis du har taget for meget medicin
Hvis du ved en fejl er kommet til at tage en dosis for meget, kan du springe næste dosis over og fortsætte som normalt.
Hvis du har taget mere end den maksimale dosis i flere dage, kan du blive utilpas.
Kontakt straks klinikken eller Akuttelefonen 1813 (Region Hovedstaden) udenfor vores åbningstid. Hvis du bor i en anden region, skal du kontakte lægevagten i den region, du bor i.
Vi følger din behandling
Vi følger dig i opstartsperioden og justerer sammen din behandling. Det sker enten ved telefonsamtaler eller samtaler på klinikken.
Det skal du være opmærksom på
Vær forsigtig med alkohol
Du skal være forsigtig med alkohol, særligt når du starter med medicinen og er i gang med at trappe op. Alkohol øger den sløvende effekt af medicinen.
Når din behandling er stabil, kan du indtage moderate mængder af alkohol.
Du vil muligvis opleve, at alkoholens virkning forstærkes af medicinen, så du lettere bliver beruset.
Vent med at køre bil
Du bør vente med at køre bil, til behandlingen er trappet op, og du føler dig stabil. Hvis du føler dig sløv eller utilpas, må du ikke køre bil.
Når du er i stabil behandling efter 14 dage på samme dosis og ikke har bivirkninger, må du gerne køre bil.
Tag din øvrige medicin, som du plejer
Under behandlingen kan du tage din øvrige medicin, som du plejer.
Du kan få bivirkninger
Al medicin kan give bivirkninger. Ved behandling med Amitriptylin og Noritren er de hyppigste bivirkninger:
- mundtørhed
- forstoppelse
- øget svedproduktion
- mental ændring
- træthed
- svimmelhed
Bivirkningerne ses typisk, når man starter behandlingen, og når man øger dosis.
Hvis du oplever uacceptable bivirkninger, er du altid velkommen til at kontakte os.
Hav øget fokus på din mundhygiejne
Nogle typer medicin kan give tør mund og andet ubehag i munden.
Tør mund kan blandt andet give huller i tænderne, betændelse i tandkødet, svamp og infektioner samt besvær med at tygge, synke og tale. Det er derfor vigtigt, at du har en god mundhygiejne, hvis du har problemer med tør mund.
Hvis du er meget plaget af tør mund, så spørg os endelig til råds. Så kan vi vurdere, om din medicin kan ændres.
Kontakt os, hvis du ønsker at stoppe behandlingen
Du må ikke pludseligt stoppe med at tage Amitriptylin eller Noritren.
Hvis du ønsker at stoppe behandlingen, skal du tale med os, så vi kan planlægge en gradvis udtrapning af medicinen.