Gå til hovedindhold

AV-fistel, anlæggelse

Du skal have anlagt en AV-fistel. den forbinder to blodårer (en arterie og en vene). Du skal forvente være på hospitalet i 3-4 timer.

Kort om operationen

Du skal have anlagt en arterie-vene-fistel (AV-fistel). En AV-fistel er en forbindelse mellem to blodårer (en arterie og en vene).

Arterien og venen sys sammen lige over håndleddet eller ved albuen ved en mindre operation. Dermed udvides trykket i venen, så venen udvikler sig op ad armen til et tykt kar, som kan tåle at blive stukket i flere gange om ugen i forbindelse med dialyse. Udviklingen af karrene tager omkring 6 uger.

Du skal forvente at være på hospitalet i 3-4 timer i forbindelse med operationen.

Illustration af en AV-fistel

Vigtig forberedelse

Undgå at få taget blodprøver i armen op til operationen

De sidste 14 dage inden operationen, skal du undgå at blive stukket i den arm, hvor din AV-fistel skal anlægges.

Tag din medicin, som du plejer

Op til operationen kan du tage din medicin, som du plejer.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup hjemmefra. Tag ur, smykker og piercinger af og lad dem blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Spis, som du plejer

Det er ikke nødvendigt at faste før operationen, så du kan spise og drikke, som du plejer.

Aftal at blive hentet af en pårørende

Vi anbefaler, at du bliver hentet af en pårørende, der kan følge dig hjem og hjælpe dig bagefter. Du må ikke selv køre bil eller cykle, før du har din fulde førlighed igen.

På hospitalet

Du bliver ultralydsskannet

Vi ultralydsskanner dig, så lægen kan se, hvor fistlen skal anlægges.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men armen er bedøvet. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan mærke berøring og tryk. Armen vil være følelsesløs og svag i 10-24 timer

Nerveblokade

En nerveblokade bruges til at bedøve et mindre område af kroppen, fx en arm eller en fod. Ved en nerveblokade sprøjter lægen lokalbedøvende medicin ind omkring nerven med en tynd nål. Bedøvelsen gør dig smertefri under operationen og virker smertelindrende op til et døgn efter. Du er vågen under operationen og kan mærke berøring og tryk.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et 4-5 cm langt snit i huden. Lægen anlægger AV-fistlen ved at sy de to blodårer sammen enten ved håndleddet eller ved albuen. Såret lukkes med tråd.

Operationen varer cirka 1-2 timer.

Du får en slynge på

Efter operationen får du armen i en slynge. Vi viser dig, hvordan du skal bruge den, når du kommer hjem.

Risiko ved operationen

Ved operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Betændelse i såret (hyppighed: 1-2 %): Hvis det sker, kan det oftest behandles med antibiotika.
  • Nedsat følelse eller snurren omkring din AV-fistel eller i tommelfingeren (hyppighed: 10 %): Nedsat følelse eller snurren forsvinder oftest af sig selv efter 3-6 måneder, men i enkelte tilfælde vil den nedsatte følelse være permanent.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Du må ikke køre bil fra hospitalet, og du bør ikke være alene de første 24 timer.

Beskyt armen, så længe bedøvelsen virker

Din arm er bedøvet og følelsesløs i op til 24 timer efter operationen. Du skal derfor beholde slyngen på, indtil bedøvelsen er aftaget, og du igen kan bevæge hånden og armen normalt. Så længe bedøvelsen virker, skal du være opmærksom på, at du:

  • holder armen og albuen i en naturlig stilling
  • ikke holder armen i nærheden af meget varme eller kolde ting
  • ikke hviler armen direkte på et hårdt underlag. Læg fx en pude under armen.

Når bedøvelsen begynder at aftage, vil det prikke og stikke i armen.

Undgå tunge løft

Du skal undgå tunge løft med den opererede arm et par døgn efter operationen. Derefter kan du bruge den som før.

Beskyt din AV-fistel

Skån den arm, hvor AV-fistlen sidder:

  • Undlad at overbelaste armen med hårdt fysisk arbejde.
  • Hav ikke ur eller stramtsiddende tøj på armen.
  • Få aldrig taget blodprøver eller målt blodtryk, lagt drop eller stukket i armen bortset fra ved dialysen.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første par måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Kom til kontrol

Du bliver tilbudt at komme til opfølgende kontrol hos os 3 uger efter din operation. Hvis vi ikke har aftalt en tid med dig på hospitalet, indkalder vi dig med digital eller fysisk post.

Til den opfølgende kontrol tilser og ultralydsskanner vi din nye AV-fistel. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden