AV-fistel - hjemme igen efter ballonudvidelse

Efter ballonudvidelse af AV-fistel er der forholdsregler, det er vigtigt at være opmærksom på.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på blødning

Hvis det bløder fra din AV-fistel, skal du sætte en finger eller gazetampon over såret og trykke, indtil blødningen er stoppet. Hvis blødningen ikke er stoppet efter en halv time, skal du ringe til os på karkirurgisk afdeling eller til Akuttelefonen 1813 udenfor vores åbningstid. Hvis blødningen er opstået efter, at du har været i dialyse, og du ikke kan stoppe den i løbet af en halv time, skal du kontakte din nyreafdeling eller ringe til Akuttelefonen 1813. 

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte din nyreafdeling, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse eller en bule ved såret.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader uden, at der er anden grund til det.

Pleje og hygiejne

Tag blodfortyndende medicin igen, hvis du har holdt pause

Hvis du normalt tager blodfortyndende medicin og har holdt pause op til behandlingen, skal du begynde at tage medicinen igen dagen efter behandlingen.

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal indtil du har fået fjernet tråd, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern plasteret

Du må tage plasteret af et par dage efter behandlingen. Du skal dog skifte plasteret, hvis det bliver vådt af blod eller væske fra såret eller i brusebadet.

Få fjernet tråd                                                                                               

Du skal have fjernet tråd, der holder såret sammen, 1 uge efter behandlingen. Det sker ved en opfølgende aftale på din sædvanlige nyreafdeling.

Bevægelse og hvile

Undgå tunge løft

Du skal undgå tunge løft og store bevægelser med den behandlede arm et døgn efter operationen. Derefter kan du bruge den som før.

Forebyg hævelse

Din hånd og arm kan hæve. Det er derfor vigtigt, at du flere gange om dagen knytter hånden også lige efter ballonudvidelsen. På den måde pumper du kredsløbet i gang og mindsker hævelsen. Du kan også bruge en træningsbold, som du klemmer om.

Praktiske forhold

Mærk efter, at din fistel fungerer

Du skal kunne mærke en snurrende fornemmelse på din fistel, som er tegn på en velfungerende fistel. Hvis fornemmelsen forsvinder, skal du henvende dig til din sædvanlige nyreafdeling, som vurderer, om blodet løber, som det skal, i fistlen.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse de første 3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.rigshospitalet.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Redaktør