Gå til hovedindhold

​​​​​​

Hurtigere afklaring til børn med hjernetumor

​Børnekræftafdelingerne i Danmark har i fællesskab udviklet et værktøj til vurdering af børn og unge med symptomer på hjernetumor

 


Overlæge på Afdeling for Børn og Unge René Mathiasen er en af forskerne bag Hjernetegn.dk, der skal gøre det nemmere og hurtigere at opdage hjernetumorer hos børn og unge.


Hjernetumorer hos børn er svære at opdage, men et nyt værktøj giver forhåbninger om en hurtigere proces fremover.​​ Hjemmesiden Hjernetegn.dk​ er et beslutningsværktøj, udviklet af en forskergruppe af læger med tilknytning til børnekræftafdelinger på tværs af hele Danmark. Det giver et hurtigt overblik over, hvornår børnene kan ses an og sendes hjem, hvornår de skal ses igen, og hvornår de bør sendes til videre udredning. Redskabet er primært til praktiserende læger, børnelæger og øjenlæger, som typisk er de første til at se et barn med symptomer, der kan være tegn på en hjernetumor.​


Bedre liv med færre senfølger

- Der er brug for et værktøj som hjernetegn.dk, fordi der er forsinkelse på diagnose hos nogle børn med hjernetumorer. Hvis den proces optimeres, skal man som patien​t ikke opleve at cykle rundt i forskellige specialer. Familierne kan få bedre forløb, hvor barnets mulighed for en mindre intensiv behandling er større, samt et bedre liv med færre senfølger, forklarer René Mathiasen, der er overlæge på Afdeling for Børn og Unge på Rigshospitalet og en af forskerne bag projektet. 

Hjernetumorer diagnosticeres senere end andre tumorer hos børn og unge, og diagnosticeringen kan være svær, da symptomerne er uspecifikke og varierer alt efter tumorens placering og barnets alder. Hovedpine, kvalme, opkastninger, epileptiske anfald, adfærdsændringer og vækstforstyrrelser kan alle være symptomer ved en hjernetumor, men kan også tolkes som mere hyppige sygdomme.

- Der kan være symptomer, hvor mistanken sjældent opstår, måske fordi de er diffuse, veksler over tid eller optræder alene. Her håber vi, at hjernetegn.dk kan fungere som en støtte til vurderingen af børn og unge i en travl hverdag, fortæller Louise Tram Henriksen, ph.d. og afdelingslæge på afdelingen Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital og en af forskerne bag indsatsen.


Kan også udelukke tumorer

Den tid, der i dag går fra første symptom, til et barn henvises til specialiseret udredning og behandling, kan variere fra dage til år. Data på danske børn i perioden 2015-2019 tyder på, at forsinkelse primært sker, efter barnet har været i kontakt med sundhedssektoren første gang.

- Vi håber, at flere læger med dette redskab tidligt overvejer, om symptomerne skyldes en hjernetumor. En hjernetumor er worst case, men mistanken bør opstå, når de beskrevne symptomer forekommer, siger René Mathiasen.

​Hjernetegn.dk er udviklet med fokus på at være enkelt, overskueligt og hurtigt at navigere i. Indholdet er baseret på aktuel evidens og udarbejdet i samarbejde med speciallæger inden for børnekræft, nervesygdomme, øjensygdomme og børneungepsykiatri. Almen praksis har været inddraget for at sikre, at værktøjet kan bruges i en klinisk hverdag.

- Med hjernetegn.dk vil vi gerne understøtte sundhedsprofessionelle, når der kan være tvivl om, hvorvidt man skal gå videre med en udredning, eller det ikke er relevant. Det kan derfor også bruges til at berolige forældre og udelukke en mistanke om en hjernetumor, siger Louise Tram Henriksen. 


Fakta

I Danmark får ca. 50 børn og unge hvert år diagnosen ’tumor i centralnervesystemet’. Ca. 80 procent er fortsat i live fem år efter diagnosen, men tre ud af fire lever med moderate til svære, invaliderende senfølger som indlærings- og koncentrationsvanskeligheder, hormonsygdomme, epilepsi, syns- og hørenedsættelse, samt fysiske handikaps. 


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden