
Udviklingssygeplejerske Rikke Kirkeskov giver læge Amalie Rehde en tur i den højteknologiske hospitalsseng.
Perfekt til søvn, afslapning, fjernsynskiggeri, spisning og nem at komme i og op fra.
Det lyder som enhver teenagers drøm, men er en højteknologisk seng på Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader på Bodil Eskesen Centret, Rigshospitalet Glostrup.
- Sengen kan kippe til begge sider, hvilket gør den nemmere at komme op fra og ned i, den kan indstilles i forskellige positioner lige fra siddende og til, man næsten står helt op, forklarer udviklingssygeplejerske Rikke Kirkeskov.
Amalie Rehde, der er læge og sengens prøvekanin, er imponeret.
- Man både sidder og ligger helt utroligt godt i den. Den har slet ikke de der små ryk, som sengene nogle gange kan have, men bevæger sig lige så stille, siger Amalie Rehde, mens hun føres fra liggende til stående og selv ville kunne træde ud til eksempelvis en gåstol.
Lydløs madras
Sengen bevæger sig ikke bare stille, men helt stille.
- Den kommer med en særlig lydløs madras, hvilket især er godt for hjerneskadede patienter, der ofte har det svært med pludselige lyde, siger Rikke Kirkeskov.
Amalie Rehde føres til spiseposition – i den kan et tilhørende bord skubbes ind foran patienten.
- Vi har rigtig meget rehabilitering i forhold til at lære at spise, så patienten kan træne mere og nemmere med den, siger Rikke Kirkeskov.
Den højteknologiske hospitalsseng er ikke bare enhver teenagers drøm.
- Det er lidt af en drømmeseng for sygeplejersker. Vi har testet den, og både patienter og personale er
meget glade for den. Den hjælper patienten med at hjælpe sig selv. Og den hjælper personalet til at hjælpe patienten mere og bedre, siger Rikke Kirkeskov.