Gå til hovedindhold

​​

Nytårshilsen fra Direktionen

​"Vi håber, 2022 vil blive et år, hvor vi kan tage fat og bygge videre på noget af alt det, der er lykkedes trods mange belastninger. "

Vent...



2021 var et år, der vil blive husket i hele det danske sundhedsvæsen: Den anden coronabølge var i fuld gang da året startede, hen over sommeren oplevede vi en historisk sygeplejerskestrejke, i løbet af efteråret blev mangel på personale et stort tema i hele landet og ved årets slutning kom endnu en coronabølge. 

Her ved indgangen til 2022 står vi med forsigtig udsigt til, at coronapandemiens afslutning er i sigte, selv om vi lige nu stadig er påvirket både med indlagte patienter og personale, der enten er syge eller må være i isolation. 

Vi håber, 2022 vil blive et år hvor vi kan tage fat og bygge videre på noget af alt det, der er lykkedes trods mange belastninger. 

Vi har oplevet et fantastisk samarbejde på tværs af hospitalet for at kunne tage imod flest mulige patienter med behov for vores hjælp. Vi er det hospital, der skal tage sig af de allersygeste, og det er vi lykkedes med. Der er desværre mange patienter med mindre alvorlige sygdomme, som er blevet udsat for at det kunne lade sig gøre. Dem skal vi finde plads til hurtigst muligt i det nye år. Det er en stor opgave, især når der flere steder mangler medarbejdere. Vi kommer til at trække på vores erfaringer med at omstille vores rutiner og fokusere skarpt på, hvilke opgaver patienten har brug for at vi løser, og sammensætte det bedst mulige hold for at løse de opgaver. 

Vi, der arbejder her ved, at Rigshospitalet er en fantastisk arbejdsplads. Det skal vi værne om. Vi skal fortsat hjælpes ad og passe på hinanden, og indsatsen for både at fastholde og rekruttere personale bliver en af årets vigtigste. 

Coronaindsatsen har også vist os, hvordan brug af data kan støtte patientbehandlingen. Vi har i meget høj grad haft succes med at beskytte de mest sårbare patienter ved tidlige vaccinationer og målrettet, tidlig behandling. Fremover skal vi blive ved med at bruge data til at kunne monitorere sygdomme, til at identificere patienter, der skal have tilbud om behandling for at undgå sygdomsforværring og indlæggelse på intensiv og til at vurdere kvaliteten af behandlinger for at prioritere de behandlinger, der har effekt.
I det nye år kan vi følge med i byggeriet af BørneRiget, hvor konturerne nu for alvor tegner sig. I Glostrup er det nye neurorehabiliteringshus godt undervejs, det kommer til at give et tiltrængt løft til rammerne for patienter med traumatisk hjerneskade eller rygmarvsskade. 
 
Når byggerierne er færdige, er det dog stadig kun en tredjedel af vores patienter og personale, som kommer til at færdes i tidssvarende rammer. Derfor fortsætter vi arbejdet med en Visions- og Masterplan, hvor et af sporene er renovering eller nybyggeri for den øvrige del af hospitalet. 

Tak til alle medarbejdere og ledere for en ekstraordinær indsats i året der gik og rigtig godt 2022. 






Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden