- Jeg vidste allerede meget om specialet og kendte kollegerne, da jeg blev ansat, for jeg var i praktik her på mit 6. semester. Men trods det fik jeg den samme velkomst og oplæring, som hvis jeg havde været hvilken som helst anden nyansat – der var morgenmad på min første dag, og jeg fik tildelt to mentorer, som jeg fulgte i den første tid, indtil jeg følte mig rustet til at tage patienter alene. 

- Vi behandler patienter med gigtsygdomme, som kommer her for at få deres medicin. Mit arbejde er dels at give medicinen, enten som indsprøjtninger eller i drop, men også at snakke med patienterne om medicinen og observere dem under dropbehandlingen for at se, om de reagerer på den. 

- Vores patienter kommer her med jævne mellemrum til opfølgninger og for at få ny medicin, og det giver mulighed for at lære dem at kende og opbygge en relation, hvor man kan snakke om andet end sygdom. Det er en overraskende bred patientgruppe, både i forhold til alder, baggrund og diagnose. Det er krævende, men også spændende, at vi favner så bredt. Det allerbedste er, når jeg kan se, hvor stor en forskel medicinen gør. Når jeg har startet behandling op på en patient, der var virkelig dårlig, og patienten så kommer ind igen til opfølgning og har fået det meget bedre og kan starte til sport eller lege med børnebørnene på gulvet igen. At hjælpe patienterne til at kunne gøre de der små hverdagsting, som bliver kæmpestore – det er bare den fedeste fornemmelse.

– Man skal huske på og nyde, at man ikke har ansvaret helt alene, for ellers kan det godt føles meget stort. Og så skal man blive ved med at være nysgerrig på specialet og sine kolleger og huske, at det ikke er forkert at spørge. Et par af mine erfarne kolleger har fortalt, at de stadig spørger hinanden, selvom de har været her i mange år, og det hjælper til, at jeg også tør gøre det. Jeg bliver jo ikke klogere, hvis ikke jeg tør spørge.

​