Gå til hovedindhold

Ny podcast hjælper kræftpatienter og pårørende

​Ved alvorlig og livstruende sygdom, er der mange eksistentielle spørgsmål, der presser sig på. Ny podcast hjælper kræftpatienter og pårørende til at tale om palliation, valg og livskvalitet.

Vent...
En kræftdiagnose giver anledning til mange spørgsmål. Valg er individuelle, og der er ingen facitliste, når man har en alvorlig og livstruende diagnose.

Der er flere valg, som kan og skal tages, og det kan være svært at tale med sine nærmeste om: Hvordan går livet videre, når omstændighederne ændrer sig voldsomt? Hvordan tager man stilling til behandling og bivirkninger? Hvilke valg passer med det liv, man gerne vil leve? Kan man tillade sige nej tak til behandling? Og hvad indebærer alternativet?

En podcast til eksistentielle samtaler derhjemme

I forbindelse med et udviklingsprojekt kom det frem, at man som familie kan have rigtig svært ved at tale om de eksistentielle tanker og bekymringer. Som en pårørende sagde i undersøgelsen: 

- Han vil helst ikke høre det, men jeg tror også, at han går med sit, som han ikke siger til mig og omvendt. Vi får det ikke rigtig ud, når vi… Den ene er måske ikke klar, når den anden er det. Så er det svært at se den anden græde.. 

For at hjælpe patienter og pårørende med at få taget vigtige svære samtaler med hinanden, har personalet i Onkologisk Klinik lavet en Podcast.
 
Podcasten, som er en lydfil på internettet, kan patienter og pårørende lytte til derhjemme og bruge som afsæt for at tale om de svære ting. De hjemlige samtaler kan hjælpe med at gøre det nemmere for patienterne og deres pårørende at tale om – så de får talt om det, som er vigtigt for dem. 

I podcasten fortæller to patienter og en læge om, hvordan det er at have en livstruende kræftsygdom og stå overfor en række svære valg. Begrebet palliation (lindrende behandling) bliver afmystificeret. Og det bliver tydeligt, hvor vigtigt det er at finde frem til, hvad der er livskvalitet for den enkelte – fordi det kan hjælpe til at komme overens med de valg og fravalg, der følger med sygdommen. 

Eksistentielle samtaler giver individuelt tilpassede behandlingsforløb

Patienter tager ikke valg alene ud fra kliniske og faglige fakta. Derfor er det vigtigt også at tale med patienten om dennes livssyn og livssituation, når et behandlingsforløb skal tilrettelægges.  
Klinikchef Ulrik Lassen, professor og overlæge på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet, siger:

-Det er vigtigt, at vores patienter kender til de valg og muligheder, de har, og at vi kender til det, som de ønsker. Ambitionen i Onkologisk Klinik på Rigshospitalet er, at følsomme samtaler om prognose, håb og livskvalitet sker tidligt, så samtalerne kan tages, når patienterne er klar, og de kan nå at indstille sig på, den tid, de har tilbage og indrette deres liv efter egne ønsker og med værdighed. Det har vi ikke været gode nok til at fortælle dem om tidligere.
 


FAKTABOKS

Podcasten er udviklet som en del af projektet ”Gode beslutningsforløb for lungekræftpatienter og deres pårørende”, som er støttet økonomisk af Sundhedsstyrelsens pulje til udvikling af beslutningsstøtteværktøjer.

Projektets løsninger bygger på observationer af 30 samtaler og input fra ca. 40 patienter og pårørende, der har deltaget i interviews og workshops undervejs i projektet.

Personalet på afdelingen har gennem to år lyttet og lært af patienterne og brugt tid på at udvikle både kommunikationsværktøjer og på at lære at kommunikere mere humanistisk, åbent og lyttende med patienterne ved at få træning af Rigshospitalets præst Lotte Blicher Mørk og Finsencentrets psykolog Jesper Rendsmark.

Projektet har kørt som pilotprojekt på afdelingen for patienter med lungekræft. De resultater, der er opnået, bliver udbredt til hele Onkologisk Klinik og de øvrige klinikker i Finsencentret.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden